Cormoran på togt igen

Den 72-årige belgiske tegner Hermann Huppe producerer i dag et par album om året, der dog langt fra lever op til tegnerens storhedstid i 60erne og 70ere, da serier som western-serien Red Kelly, science fiction-serien Jeremiah og eventyr-serien Bernard Prince var det mest effektive tegneserieunderholdning, man kunne opdrive.

Nu har Hermann efter 25 års pause genoplivet sin serie om Bernard Prince, kaptajn på yachten Cormoran og hans besætning bestående af søulken Barney og den arabiske skibsdreng Djinn, der er blevet en flot ung mand i mellemtiden. Undertegnede fans af den gamle serie vil af al magt ønske, at dette ny afsnit nåede op til fordoms højder, men desværre ligner genoplivningen mest af alt et jappet og kraftesløst forsøg på at skrabe ind på renomméet. Plottet om en kidnapning i den sydamerikanske jungle er nærmest ikke-eksisterende, hvorfor også spændingen lige så stille fuser ud, inden den er kommet i gang. Sørgeligt er det. Dog kan Hermann stadig tegne et tropisk regnvejr, så man føler fugten svuppe i støvlerne.