Bostons vrangside

Dennis Lehane bringer os igen ned i Bostons arbejderklasse og underverden i opfølgeren til den Hollywood-filmatiserede »Gone, Baby, Gone«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dennis Lehanes krimier har flere gange været genstand for endog overordentligt vellykkede filmatiseringer. Clint Eastwood tog sig af »Mystic River« i 2003, Ben Afleck af »Gone, Baby, Gone« i 2007 og Martin Scorcese af »Shutter Island« i 2010.

Alle tre film, som måske nok først og fremmest vinder i kraft af deres instruktørers tæft og integritet, men som åbenlyst også har noget til fælles: Nemlig en god historie, der lige er en tand mere kompliceret, end standardkrimier ellers er.

»Moonlight Mile« er Lehanes sjette roman om privatdetektivparret Patrick Kenzie og Angie Gennaro. I »Gone, Baby, Gone« efterforskede de bortførelsen af den fireårige Amanda McCready. Dengang viste det sig, at det var nogle velmenende politifolk, der forsøgte at redde Amanda fra hendes voldelige, stofmisbrugende mor, men Patrick valgte at bringe Amanda hjem til trods for de dystre fremtidsudsigter.

Nu, 12 år senere, er Amanda forsvundet igen, og Patrick og Angie bliver trukket ind i sagen, som bringer dem tilbage til deres egen og Amandas fortid, og langt ind i Bostons arbejderklasse og kriminelle underverden.

Lehanes skildring af Bostons vrangside, hans karaktertegninger og rappe replikker er velfungerende og underholdende. »Moonlight Mile« er af den slags bøger, der læser sig selv, når man har slået op på den første side. Der trækkes veksler på noir-genren og den hårdkogte krimi, men uden at slægtskabet overgøres, og der gives solide øretæver her og der undervejs. Lehane er ikke bange for krimigenrens klichéer, og det er ikke på det litterære niveau, at han scorer point. Men han formår at lade sit plot åbne for nogle moralske problemstillinger, som han ikke bare bringer til tavshed ved at lade »The good guy« vinde. Her er nøglen til hans succes, for det er det, Lehane kan: Finde på en god historie, som er vedkommende og tankevækkende, og pakke den ind på en måde, så de fleste kan følge med.