Der efterlyses ofte litterære stemmer fra de nye danskere - indvandrerne og flygtningene, som kommer fra andre etniske sammenhænge end de danske, og som bidrager til den multikulturalitet, som langsomt men sikkert er ved at blive en realitet i Danmark.
Alen Meskovic har ladet os høre sin stemme. Først med den anmelderroste digtsamling »Første gang tilbage« fra 2009, og nu som romanforfatter med »Ukulele-jam« - en historie om en stor drengs oplevelse af borgerkrigen i Eksjugoslavien og hans tid i en flygtningelejr i en kystby i Kroatien.
Hovedpersonen Miki tilhører den gruppe bosnierne, som under krigen fik navnet »bosniakere«, dvs. de bosniske muslimer. Familien bor i en lille landsby, og Mikis liv ligner så mange andre store drenges - han går i skole, frygter bank fra bøllen, der bor på skolevejen, mærker den første forelskelse og sniger sig ind på storebroderens værelse for at høre rockplader.
Men bragene fra granaterne giver genlyd i floden, og serberne presser på. Familien ender i en flygtningelejr i badebyen Majbule, men uden storebroderen, hvis skæbne er dem uvis. Her går tiden på den ene side istå (man venter blot på at kunne komme hjem), men er også i bevægelse for Miki, som indtræder i ungdommen, bliver usikker og selvbevidst, drikker sig fuld og får kærester. Og hører rockmusik på slidte kassettebånd og små wattsvage båndoptagere.
Romanen er baseret på Meskovics egne erfaringer, og som ham kan man ikke andet end ryste på hovedet af den hysteriske, irrationelle nationalisme og det afstumpede, blinde had, der pludselig herskede mellem folk, der ellers var naboer. Portrættet af Miki, der bliver en ung mand i lejren, er både groteskt sjovt og tragisk, og smerten der er forbundet med at miste det, man betragter som det allernæreste - storebroderen, hjemmet - er bevægende. Meskovic lader i vid udstrækning Mikis unge og lidt naive sind karakterisere fremstillingen, hvilket indimellem gør bogen vel »ungdommelig« og lidt trættende i det lange løb. Men alt i alt et rigtig fint indblik i en del af vores fælles historie, som for mange af os virker uendeligt langt væk.
