At sniffe fars aske

I sin første voksenroman udfordrer Lasse Bo Jensen trivialiteterne i vores rationelle tankegang.

Lasse Bo Jensens voksendebut "Forbandelsen". Fold sammen
Læs mere

Samtidig med udsendelsen af sin anden ungdomsbog, »De udødeliges by« – anden del af den planlagte fantasy-trilogi, der begyndte med »Den syvende engel« i 2009 – udsender Lasse Bo Jensen nu sin lovende voksendebutroman med den ildevarslende titel »Forbandelse«.

Flere modstridende opfattelser af virkeligheden tørner voldsomt sammen i romanen om den psykiatriske patient Joakim Nielsen, der indlægges efter et rablende sammenbrud i Københavns Lufthavn, hvor han er landet efter sin flugt fra ansættelsen som elektroingeniør på Arecibo Observatoriet i Puerto Rico. Og det bliver fortællerens og læserens påtrængende opgave sammen med den indtagende psykoanalytiker Ursula at udrede disse virkeligheder. Sikkert er det, at Joakim har lagt en skilsmisse bag sig efter et hendøende ægteskab i et Virum-lignende dødkedeligt og trivielt forstadsmiljø til København og en smertefuld afsked med sin syv-årige datter, der blev ramt af en hjernesvulst. Men herudover mener elektroingeniøren at have gennemskuet observatoriets forsøg på at skjule informationer fra rummet og at have været udsat for heksekunst, åndemaning og voodoo i den særlige cocktail af indiansk shamanisme og afromagi, der trives mere eller mindre åbenlyst i de okkulte miljøer på De Caribiske Øer. Helt galt går det, da elektroingeniøren deltager i indtagelsen af rengøringskonen, heksemutter Juanas fars aske, der til lejligheden og efter indsmugling fra Colombia er stærkt opblandet med kokain. Bagrusen melder sig som heksemutters forbandelse.

Psykiateren i København, der langsomt og betænkeligt drages og involveres i den måske skizofrent paranoide patient tager til Puerto Rico, hvor det lykkes hende at ophæve forbandelsen, men også at påføre sig alvorlige handicaps efter en bilulykke, hvorefter hun inddrages i patientens konspirationsteorier. Hvad der er tilfælde i romanen eller resultater af spirituelle kræfter og kosmiske energier, forbliver pirrende uvist. Men Lasse Bo Jensen har rigtig godt styr på de forskellige fortællesynsvinkler og handlingstråde, der indbefatter breve fra patienten til hans afdøde datter – der stilet til den afdøde sendes adresseløst fra observatoriet lukt ud i rummet! Og så dufter det helt bogstaveligt, henførende og faretruende af lokalkolorit i kapitlerne fra Puerto Rico.

Romanen fremtræder således som underholdning på et rimeligt litterært niveau uden dog at fremstå som absolut nødvendig.

Forfatter: Lasse Bo Jensen Titel: Forbandelse Sider: 402 Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal