I 1992 udkom journalisten Walter Isaacsons biografi om den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger. Det var en bog, der vakte opsigt og skabte debat. Forfatteren havde interviewet 130 af Kissingers venner og medarbejdere og havde fået adgang til Henry Kissingers personlige papirer. Det var noget, som Kissinger kom til at fortryde, for biografien var ikke speciel venlig over for udenrigsministeren. Den kritisere ham for arrogance, amoral og allerværst: realpolitik. Hvor var de stolte amerikanske idealer om at fremme godheden i verden blevet af i Kissingers magtpolitiske realpolitik? spurgte Isaacson.
Henry Kissinger selv og anmeldere i Wall Street Journal og tidsskriftet Commentary vendte sig mod bogen og kritiserede Isaacson for ikke at have forstået behovet for en tilsyneladende kynisk magtpolitik i en tid, hvor USA stod midt i et nådesløst opgør under Den Kolde Krig.
Frank Esmanns bog om Henry Kissinger, som udkommer i dag, bærer tydeligt præg af Walter Isaacsons bog. I visse tilfælde har Esmann henvist til Isaacson i noterne, men i mange og lange passager er Esmanns tekst ganske uden kildeangivelse, selv om Isaacsons tekst har været forlæg. Sommetider har Frank Esmann byttet lidt om på sætninger og udeladt andre, men tilbage står, at der er tale om næsten ens tekstpassager. På denne side gengives kun nogle få af de mange steder i bogen, hvor Esmann har hentet teksten fra Isaacson.
Ingen tak til Isaacson
Frank Esmann har ikke takket Walter Isaacson for brug af hans bog. Situationens alvor skærpes af, at Frank Esmann i en række tilfælde i noterne angiver andre kilder end Isaacson, selv om det synes ganske overordentligt sandsynligt, at det er Isaacsons bog, der har været kilden. Når han f.eks. gengiver et citat fra New York Times fra 1957, så findes citatet identisk hos Isaacson, men i stedet for Isaacson som kilde, så opgiver Frank Esmann i noten New York Times 1957.
Et andet sted citerer Esmann igen tydeligvis Isaacson for sætningen: »Pludselig sprang Kissinger op af liggestolen og begyndte rasende at fægte med det eksemplar af New York Times, som han havde siddet og læst i. »Oprørende!« skreg han og pegede på en artikel i bunden af forsidens højre hjørne. »Præsidenten må øjeblikkelig informeres«.«« I Isaacsons bog findes passagen næsten identisk: »Suddenly, Kissinger stood up and began shaking a copy of the New York Times. »Outrageous!« he shouted as he pointed to a story on the bottom right of the front page and waved it in Bob Haldemanns face. The president, Kissinger insisted, must be informed at once.« Men hos Esmann angives Isaacson ikke som kilde, men en bog af Seymour H. Hersh.
Tilskud fra kunstfonden
Da Walter Isaacsons biografi udkom, anmeldte Frank Esmann bogen i Dansk Udenrigspolitisk Selskabs tidsskrift. Han var begejstret for bogen, men syntes, at Isaacson havde været for positiv over for Kissinger. Esmann sparede ikke på negative ord som arrogance, amoral og lignende for at karakterisere Henry Kissinger. Men hvor Isaacson også medgav Kissinger en vis storhed og æren for at have styrket USA magtpolitisk, så var der ingen ros at spore hos Esmann i hans anmeldelse.
Man kan undre sig over, hvad der har fået Frank Esmann til alligevel at ofre tid på Kissinger, når han ikke havde respekt for ham. Ganske vist kan Frank Esmanns bog ikke have taget forfærdelig lang tid at sammenstykke, men han fik, ifølge bogens efterord, dog alligevel penge af Statens Kunstfond til udarbejdelse og studiekontor på Syddansk Universitetscenter.
I en afsluttende epilog aktualiserer Frank Esmann amerikansk udenrigspolitik og tager Henry Kissinger i forsvar og modstiller ham med den nuværende præsident Bush. I Frank Esmanns nye fortolkning var Kissingers realpolitik slet ikke så tosset, fordi den ikke, som den nuværende amerikanske regering, fører krige for at fremme demokratiet og menneskerettigheder i verden. Altså bruges Kissinger nu til at slå Bush oven i hovedet.
Walter Isaacsons polemiske og spændende bog om Kissinger er ude af tryk, men kan lånes på Solrød hovedbibliotek og Handelshøjskolens bibliotek. Den kan anbefales. Esmanns bog får som plagiat ingen stjerner.
