Silikonemumier af smukke kvinder i glaskister, en uvurderlig byzantinsk glasmosaik, for slet ikke at tale om mord og bortførelse i en dysfunktionel velhaverfamilie i Roskilde må få de fleste til at spærre øjnene op, når de begynder på »Dødsenglen«. Sara Blædel har skiftet gear og slår om sig med fuldfede engelske krimitoner i sjette bind om politikvinden Louise og journalistveninden Camilla.
Lettelsen over at Blædel ikke holder læseren som gidsel med endnu en socialrealistisk problemstilling, der er oppe i tiden, er næsten ubeskrivelig. Det kan godt være, hun har researchet på, hvordan de der mumier fremstilles, men det overskygges klart af det blus, der sættes på sæbeoperaen. Det er simpelthen for morsomt, når Blædel kører den rige Termo-Lux-familie i stilling og med Camilla som mellemkvinde færdiggør det drama, hun lagde op til i »Aldrig mere fri«.
Af gode grunde kommer man til at tænke på den insulinplagede von Bülow-familie, for den får ikke for lidt med en myrdet mor og far i skjul i dette kig ind til de rige og smukke. Camilla er forelsket i den søde bror, der er filmmand i Staterne, mens den anden bortfører sin niece for at få fat i det oldgamle vindue, hvorefter søsteren, barnets overordentligt velplejede mor, går i spåner.
Intrigerne for enkle
Så langt så godt. Der er steder, hvor den kulørte historie og Blædels simple prosa går så fint i spænd, at man glæder sig. Det er dér, hvor handlingen skrider hurtigt frem, og der ikke skal tænkes og føles for meget. Desuden virker det udmærket, at termorudefamilien bruges som kontrast til Louises sammenbragte familie, der nu består af en plejesøn, naboen, en labradorhvalp og mulighed for udvidelse.
Der, hvor det begynder at knirke, er, når bortførelsesdramaet trækkes i langdrag. Her må og skal læseren føle noget for de involverede, for at det fungerer, og det er næsten umuligt med de persontegninger. Det, bogen virkelig strander på, er dog først og fremmest Blædels svagheder som plotmagerske. Intrigerne viser sig at være alt for enkle, og det er for let at gætte, hvem mumiemanden er, og hvad hans rolle i dramaet er. Og uden de rette omdrejninger i plottet går de sprudlende festligheder, bogen lagde op til, lige så langsomt i stå.
Sara Blædel har taget et kæmpeskridt i en mere fantasifuld og løssluppen retning. Skønt projektet ikke er helt vellykket, sidder man tilbage og håber på mere i samme stil næste gang.
