Boris Akunin er et pseudonym for en russisk forfatter med et georgisk navn. Forfatteren er egentlig japanolog, men har nu i et omfattende forfatterskab, hvoraf hidtil tretten bøger om detektiven Fandorin udgør den vigtigste del, opnået ry ikke blot i Rusland men også i den engelsksprogede verden som et godt bekendtskab for yndere af mere sofistikerede krimier.
Mest sofistikeret er nu nok tidsrammen i den russiske zartid i årtierne op til og umiddelbart efter 1900. Det enevældige styre som baggrund for plottet og de mange kuriøse, bureaukratiske krinkelkroge giver bøgerne en hel speciel stemning, som formentlig er den, der tiltrækker og holder læserne fast. »Statsråden« er den femte i rækken af tankevækkende underholdning på russisk.
Vi befinder os i året 1891. En kommende generalguvernør i Sibirien bliver myrdet i toget på vej til Moskva af en nihilist forklædt som Fandorin, der er særlig rådgiver for Moskvas guvernør. Meget tyder på, at nihilisterne har fået insider-information fra en læk i politiets egne rækker, og det er Fandorins teori, da han bliver sat på sagen.
Men i hovedstaden Skt. Petersborg er der mistro til Moskvas politistyrkes evne til at opklare drabet, og en indforskrevet politichef Pozjarskij bliver sat til at lede efterforskningen, der snart peger mod en bestemt nihilist, Gren, og kredsen omkring ham.
På statens side
Spillet mellem på den ene side ønsker i Moskva om at klare sagen selv og indblandingen fra hovedstaden er et pudsigt og morsomt element i sagen.
De konkurrerende politistyrker og prestigen knyttet til at fange de skyldige er et andet. Beskrivelsen af nihilist- og terroristmiljøet og dets forgreninger langt ind i Moskvas overklasse et tredje. Den litterære stil, der hele tiden forskudt skifter fokus fra de forskellige miljøer, er et fjerde. Og så er der selvfølgelig Fandorin selv og andre personskildringer.
Kendere af Akunins romaner aner et mønster og er efterhånden fortrolig med grundmodellen, nemlig detektiven Fandorin, der er på rette spor, som skal overvinde andres skepsis, men samtidig er beundret, som kommer ud i uforudsete situationer, der klares på nærmest overnaturlig vis og så afsløringen, der er overraskende og alligevel ikke, fordi netop karrierestræb og dobbelte loyaliteter er så fremtrædende træk i skildringen af personer, der vil frem i det samtidige russiske samfund.
»Statsråden« er nok den bedste af Akunins romaner siden »Tyrkisk Gambit«. Akunin står ligesom sin helt, Fandorin, på statens side, men også han har sin grænse, som vi ser på bogens sidste sider.
