Nybyggernes verden

I 1855 når familien Fishburn fra Illinois frem til Whatcom Bay i staten Washington.

Foto: Scanpix

De har rejst med 800 andre nybyggere i seks måneder, i vogne trukket af okser, læsset med såsæd og fulgt af kreaturer. De har mistet en søn på tre år. Han blev knust under vognhjulene. Nu er de fremme hos nybyggere og indianere, som skal blive deres venner, under tårnhøje Douglas-graner, som skal fældes, før der er plads til at så en håndfuld korn. Langsom og sej er Annie Dillards grundige historiske roman om det nordvestligste hjørne af USA i 1800-tallet, men aldrig kedelig, for detaljerne fanger, den monotone mad, det snavsede tøj, en ny måde at fælde træer på (som beskrives på syv sider). Efterhånden bredes historien ud, nye personer, ikke lige rare, træder ind, guldfeberen hærger, og samfundet udvikler sig. I 1885 kommer familie fra Illinois på besøg. Deres togrejse har taget dem seks dage. Annie Dillards roman er fra 1992, men det er godt, den nu kommer på dansk.