Enten fortier Erik Norman Svendsen noget i sin selvbiografi, eller også har den glade biskop levet et ualmindelig kedeligt liv og lever således fortrinligt op til øgenavnet »Normal Svendsen«, som han pådrog sig under bispevalget i København i 1992.
Under den deprimerede mors hyppige indlæggelser knyttede drengen sig nært til præstefaderen i et fortrolighedsforhold, der skildres smukt i bogen, og som varede til kort efter sønnens bispevielse. Men ellers trækkes vi med meget ringe sans for, hvad der interesserer et vidne til andres oplevelser, gennem unge Norman Svendsens studietid og forelskelse i den eneste ene, ægteskab, børn, sommerhus på Samsø og så videre.
Måske er det uretfærdigt at sammenligne disse normalerindringer med bispekollega Kjeld Holms usædvanlige af slagsen, der udkom for et par måneder siden, og hvor tro og tvivl, kirke og samfund og ikke mindst teologiske og eksistentielle overvejelser bringes i spil. Ellers berettes om alt undervejs fra et nyrepareret storkors til glemt bispekors, og en bispekåbe, der måtte skiftes ud, fordi den var alt for tung, og søreme om ikke Dirch Passers mor gik i kirke, dengang biskoppen var provst i Dragør, hvor også Otto Leisner - ikke at forglemme - var rigtig flink til at køre på cykel.
En glad bog
Erik Norman Svendsens virke i Kirkefondet, der - efter have bygget alt for mange kirker i København - arbejder for at bringe mennesket i nærheden af kirkens forkyndelse, samt i Salmebogs-kommissionen, hører til hans største fortjenester. Og er man til kongerøgelse, er hans oplevelser som kongehusets præst et godt supplement til TVs utrættelige dækninger af festdagene her.
Tørster man efter sensationer, så rummer erindringerne et helt kapitel, der hedder »sagerne«. Sager, der imidlertid alle overgives til juridisk pedanteri og politisk elastik i metermål, hvad enten det drejer sig om en fordrukken præst, et esoterisk forkyndende menighedsrådsmedlem eller folkekirkens eventuelle løsrivelse fra staten, som fint kunne have været perspektiveret, inden piben stikkes ind - eller konen begraver mandens elskede piber under æbletræet. Det gør hun altså i bogen!
»Fra Nørrebro til Nørregade« er skrevet af en forfatter, der ikke lægger skjul på sin optimistiske livsholdning. Det er en usædvanlig glad bog om livet på solsiden og om en glad gut, der i sit otium stadig med et smil og en Kingo-salme på læben cykler fra hjemmet i Valby til Garnisons Kirke og holder gudstjeneste. For værre er det da heller ikke at være Normal Svendsen.
