Nordmænd på dannelsesrejse

I »Stille dage i Mixing Part« er vi på ferie med familien Telemann, et norsk par og deres tre børn, i Garmisch-Partenkirchen eller »Mixing Part Churches«, som det bliver til i den internetbaserede oversættelsesmaskine, feriehusudlejeren benytter sig af i mangel på engelskkundskaber. Hun, Nina, elsker det tyske, imens han, Bror, hader det som pesten og bruger enhver lejlighed til at harcelere over landets nazistiske fortid. Ikke det bedste udgangspunkt for en ferie, slet ikke når der er knas i forholdet. Nina er den, der har bukserne på, og børnene har derfor også gode germanske navne som Heidi, Berthold og Sabine. Bror er et skvat, der drømmer om at blive en stor dramatiker. Derfor har han brug for »Telemann-tid« med notesbogen på toilettet. Her lever han sig ind i teatret og tænker store tanker i et tidsrum bestemt af den tid, det tager Ninas elektriske tandbørste at løbe tør for strøm. Og så drømmer han om at blive kogebogsforfatteren Nigella Lawsons elsker. Det er som regel sammen med hende, han ender i sine teatertanker. Teater er jo mange ting, minder han sig selv om, men for læseren er det tydeligt, at det ikke hæver sig over det platte pornografiske. Det er Brors naragtige selvoptagethed, der er i fokus i bogen. En megaloman tøffelhelt, uden virkelighedssans. Således forbigår det også totalt hans opmærksomhed, at Nina indleder et forhold til udlejeren, men da det bliver klart for ham, sendes han ud i en endnu større krise. Som altid hos Loe er det både plat og banalt - og hylende morsomt og skarpt. Man klukler under læsningen, men det er en latter med resonans i det tragikomiske. Bogen er primært skrevet som dialog imellem Nina og Bror, fuld af rappe replikskift og spidse hentydninger. På den måde opfyldes Brors drøm om et drama måske alligevel.