Mordet i bladhuset

Mordofret er en kvindelig journalist på en avis, som lever af sladder og sensationer, og mordet foregår i parkeringskælderen.

Udsnit af forsiden Fold sammen
Læs mere

Der er et vidne, en 15-årig dreng, men han er der for at stjæle, så han stikker af. Desværre er han set af et overvågningskamera, så politiet jagter ham. Den private efterforsker Andrea de Lima leder også efter ham, for hun har mødt ham før og tror på hans uskyld. Hun vil finde den rigtige morder, og hun bruger alle kneb. »Dag&Nat« er den første af en planlagt krimiserie om Andrea, som er en tidstypisk krimiheltinde. Hun er ung og stærk, dyrker taekwondo, løber lange ture og er »distraherende smuk« med azurblå øjne, sort hår og en rund bagdel under stramme cowboybukser. Den største forskel mellem hende og de andre er, at hun er alene med en sympatisk teenagesøn. Der optræder et utal af Andreas slægt og venner i periferien, måske fordi de skal spille roller i senere bøger, men i denne bog løber drengene med al opmærksomheden. Jo, Andreas chef, en ældre herre, som kan Cicero udenad, kan man også glæde sig til at møde igen.