Han er nyuddannet fra RUC og arbejder i Styrelsen, hvor han skal udvikle produkter og services til borgernes bedste. Men han er mere optaget af at tjekke mails og surfe på nettet. Ikke efter noget særligt, bare på må og få.
Så hverdagslig og udramatisk tager Kristoffer sig ud i »Den svære toer«, og de øvrige karakterer i Lone Aburas anden roman er ikke mere glamourøse. Der er kollegaen Klaus, som har problemer med konen Britt. Der er Henrik, som er chef i Styrelsen og har døjet med stress og depression. Der er Lisbeth, som er Kristoffers børnebørnshungrende mor. Og der den selvtillidsramte centervagt Lasse, der er lige så vild med frisøren Lilly som Kristoffer.
Ikke noget stort drama her, men en historie, som roligt krydser rundt mellem karakterernes liv i hovedstadsområdet. Og det kunne pokkerme have været trælst at komme gennem en sådan omgang socialrealisme, hvis ikke Lone Aburas var så beundringsværdigt præcis i sine beskrivelser og så herligt underspillet i sin samfundssatire.
En soap
Tag bare et replikskifte som »Tror du børnene har hørt noget? Hvordan skulle de kunne høre noget i den larm? Fjernsynet er skruet helt op.«
De få ord siger mere om støj, afstand og kommunikation i dag end en hel videnskabelig rapport, og den slags kærlig-kritiske træffere er der mange af i romanen, der også lyser op i kraft af sine præcise beskrivelser - eller rettere upræcist præcise beskrivelser.
»Vejret er ikke noget særligt«, står der eksempelvis, og selv om ordene ikke fortæller om det regner, er overskyet eller noget tredje, så ved man alligevel præcis, hvordan det er, ikke sandt?
Det er disse greb - beskrivelserne og den stilfærdige satire - som gør romanen læseværdig og gør, at man lykkeligt læser sig igennem de 172 sider og opmærksomt følger Kristoffer til hundetræning med Rigmor - en golden retriever, som hans mor forærede ham, da det viste sig, at hendes samlever er allergisk over for hundehår.
På planken
»Den svære toer« er måske nok realisme med et lune som hos en Erlend Loe, men dens små fortællinger om arbejde, kedsomhed og kærlighed minder mere om en TV-soap end om Stor Litteratur.
Det må kræve meget mod af en ung ambitiøs forfatter at skrive sådan, og Lone Aburas går da heller ikke planken helt ud.
Hun kan nemlig ikke dy sig for at lægge et lidt smart metaplan ind mellem de tilstræbt banale historier om Kristoffer og co., og som i debuten »Føtexsøen« spiller »forfatteren Lone Aburas« en rolle i »Den svære toer«.
Alene titlen peger på hendes arbejde med bogen, og allerførste linje lyder videre: »Jeg (dvs. forfatteren til denne tekst) har valgt at skrive nogle få ord om de virkemidler og litterære greb, som jeg har tænkt mig at benytte i denne roman.«
Og undervejs kommenterer hun - igen som Erlend Loe - historiens forløb og slutter endda romanen af med en serie arbejdsspørgsmål til læseren a la »Analysér romanens indledning« og »Redegør for brugen af ironi«.
Det bliver dog aldrig andet end en udvendig og unødvendig gimmick, men Lone Aburas har så meget blik for moderne mennesker (og hunde!), at man gerne tager det med, og »Den svære toer« ligner så langt fra en svær toer. Mere den legende optakt til en fortrinlig treer.
