Thomas Pynchon siges at være blandt emnerne til nobelprisen i litteratur hvert år. En forestilling man kan lægge langt væk fra forventningerne til »Naturlige mangler«. Den besidder ingen litterær kontrakt med evigheden. Måske er bogen fra den pressesky og myteomspundne 73-årige amerikanske forfatter endda ligefrem et opgør med forventninger om 800-siders tungt udtænkte romaner i højeste vidensklasse, hver gang han rømmer sig.
For »Naturlige mangler« er en detektivroman. Tilmed i den hårdkogte Chandler-stil. Eneste forskel er, at Pynchons privatdetektiv, Larry Doc Sportello, bevæger sig rundt i LA og omegn i en pottåge i 1970. Ikke i en spruttåge i '30erne, som Phillip Marlowe ville gøre.
Et orgie af sceneskift
Docs ekskæreste henvender sig for at få ham til at hindre et komplot mod sin nye elsker, den hovedrige ejendomsspekulant, Mickey Wolfmann. Spekulantens hustru agter at få manden erklæret utilregnelig og tage hans formue. Herefter forsvinder både Wolfmann og Docs ekskæreste. Doc selv glider ind og ud af et orgie af sceneskift, personer og dialoger i klassisk smartass-detektiv-roman-style. Hertil kommer nærmest encyklopædiske angivelser af biler, veje og rusmidler. Samt en hel del surferrock-bands og deres mere eller mindre relevante sangtekster, som refereres udførligt. Docs besvær med chefkriminalinspektøren »Bigfoot« øges. Alt i mens plottet mere glider ud, end det egentlig tilspidser.
Bogen er hverken bedre eller dårligere end genren i almindelighed er. Meningen er vistnok, at historiens spændingskurve gerne må bøje af for dens tiltagende psykedeliske og sorte humoristiske stil. Folk med hang til Peter Belli-tobak, påvirkede antihelte , hippietænkning og surfernavne i den tidlige Nixon-æra får sig en fest her. Vi andre, der er knapt så fascinerede af big city-blues og tømmermandsprosa, nikker adstadigt, når vor privatdetektiv i sidste kapitel kører ind i en massiv, uigennemsigtbar tåge, der ligger sig over byen, landskabet og begivenhederne.
