Kærlighed bag jerntæppet

Niels Rohleder debuterede i 1995 med ungdomsromanen »Andrea elsker mig« I hans anden roman, »Møns Klint i klart vej«, handler det igen om ung kærlighed af den slags, der får konsekvenser.

En socialdemokratisk toppolitiker ser tilbage på de voldsomme begivenheder, der udspillede sig, dengang han forsøgte at smugle sin østtyske kæreste ud fra DDR. Han må rejse tilbage til fortiden for at redde sit politiske skind, da han pludselig dukker op i et Stasi-arkiv. Rohleder, der underviser journalistelever på RUC, har researchet godt og grundigt for at kunne beskrive livet bag Jerntæppet så omhyggeligt som muligt - jo, vi ser tilmed »Olsen Banden« og bader nøgne - men desværre ender den spændende tidsskildring og en dygtigt fremaddrevet historie fra den kolde krigs sidste år i en spektakulær thrillerintrige, som ikke er helt så udspekuleret, som den selv tror. Sproget er pænt og let at læse uden at være prangende, figurtegningen ikke meget mere end skabeloner.