»Et øjebliks skødesløshed hos en mand, der havde så meget andet at tænke på, en mand, der blev draget stedse mere hastigt og uundgåeligt mod død og glemsel uden for den grusbelagte opkørsel med det skinnende pløre den regnvåde aften i november 1987, da jeg var 15 år og ivrig efter, at mit virkelige liv skulle begynde.«
Dirrende drama, voldsom død, duggede drømme. Det hele findes ikke bare i »Lille fugl fra himlen«, men løber som en sort slynget tråd igennem hele det forfatterskab, Joyce Carol Oates påbegyndte i 1964, og som byder på mere end 50 romaner samt digte, dramaer, noveller og essays.At kalde hende produktiv ville være århundredets underdrivelse, men kvaliteten har sjældent lidt under den evigt kørende skriveraptus, og det har da heller aldrig skortet på litterære hædersbevisninger til den 72-årige amerikaner, der i mere end 25 år har været én af bookmakernes favoritter til Nobelprisen.
Sagen Zoe Kruller
Men Joyce Carol Oates er også blevet kritiseret for det, nogle ser som et næsten fetichistisk forhold til vold. Læser man hendes bøger, vil man imidlertid erfare, at volden altid er knyttet til de store følelser. Til kærligheden og til passionen som så lokkende let slår om og bliver til det stik modsatte. Til had og til væmmelse og volden i forfatterskabet synes netop at være metafor for dette: Den ødelæggende kraft som findes i alt det, der i første omgang er smukt og skønt. Udtrykket »I følelsernes vold« giver med andre ord helt ny mening i selskab med Joyce Carol Oates og ikke mindst i forhold til »Lille fugl fra himlen«, som foregår i et lille amerikansk samfund og er fortællingen om det uopklarede mord på Zoe Kruller – en countrysangerinde der på overfladen synes livsglad og legende let i omgangen med livet, men viser sig at være luder og narkoman.
En historie der fortælles via to vidt forskellige sanseapparater. I romanens første del er det Krista, datteren til den ene hovedmistænkte, der taler med en intens stemme, og hvis dømmekraft er sløret af kærligheden til den aggressive far, som også var Zoes elsker.
I del to følger læseren kvart-indianeren Aaron, hvis far er den anden hovedmistænkte. Og det er den såvel usikre som kærlighedshungrende Aaron, der finder sin mor kvalt og med kraniet smadret.
Grumt godt
Aaron og Krista deler ikke bare skæbne som børn af to mistænkte, men tiltrækkes også af hinanden – samtidig med, at de hver især håber, at det er den andens far, der har begået det grusomme mord. Grumt og grumt godt tænkt af Joyce Carol Oates, der er en mester udi den slags konstruktioner og samtidig formår at binde det hele naturligt an til store temaer om åndelig og materiel fattigdom, misbrug i alle afskygninger, racespændinger og uro mellem socialklasserne.
Emner som peger på forfatterens inspiration fra southern gothic-forfattere som William Faulkner og Flannery O’Connor, og når bogen er opkaldt efter en countrysang fra Syden, ja, så er det nok også for at pege på dette slægtskab.
Efter lynet
Men Joyce Carol Oates er mest af alt sin egen med en fiktion, hvori hver eneste karakter er offer for sin egen eller andres voldsomme passion eller kærlighed. Og så er vi tilbage ved temaet om volden som en forvrede form for glæde og godhed. Alt sammen fremskrevet med Joyce Carol Oates’ ualmindelig smidige sprog, som skifter tone og tempo efter forgodtbefindende, og hendes brug af billeder er ligeledes fremragende. I Kristas fortælling er stemningen hjemme i huset eksempelvis præget af den »anspændte tavshed, der følger efter et lyn, mens man venter på tavsheden«. Sådan. Men der er noget, der skurrer en smule i romanens tredje og afsluttende del, hvor læseren møder Krista og Aaron som voksne, og hvor de omsider får mulighed for at få at vide, hvem der begik mordet, som har forkrøblet deres liv. Her bliver der skruet lovlig meget op for melodramaet, men man skal altså være et pernittengrynet gemyt for at lade sin samlede vurdering af »Lille fugl fra himlen« påvirke af dette, når nu der er så ufatteligt meget at komme efter i romanen, der ikke kun giver mindelser om de store sydstatsforfattere, men også om de store græske tragedier. Så måske ikke så sært, at byen hvor historien udspiller sig hedder Sparta.
Og sådan er det med Joyce Carol Oates. Intet er tilfældigt. Hverken volden eller den smukke sorte skrift, der bare bliver ved og ved og ved.
