Hestekult og hvide krist

Byens navn Hestenæs, der senere bliver til Horsens, kan meget vel hentyde til asatroens dyrkning af hesten som helligt dyr.

I hvert fald afholdes der i Ole Henrik Laubs maskuline roman fra brydningstiden i år 1050 - da Sven Estridsen var konge - drabelige rituelle hingstekampe, hvor den sejrende hest ofres på gudehovet. Romanen handler om egnens overgang til troen på Hvide Krist under kongens ophold i byen og under hans milde pression. Det er ikke en roman om rigets og kongemagtens storpolitiske trakasserier eller om den begavede konges familiemæssige stridigheder, men om det udkantsdanmark, der er under indlemmelse i storriget. Forfatterens hovedperson er den madglade og fordrukne høvedsmand Kløs Molrik, der opretholder ro og orden med pisk, fængsling, tortur og selvfølgelig terror. Et herligt portræt af den hedenske og rå magtkontrol over sindene og pengene. Men ude i landskabet lurer farerne. Laub styrer disse sidste krampetrækninger af vikingeættens lokale overgang til de nye tider med hård hånd hen imod et Danmark i forstandig og kristen balance.