Der var lidt indianer i ham. Ganske vist kun en ottendedel fra hans eskimoiske oldemor. Men brøken hev og sled i hans korte krop. Og den sled ham måske helt fra hinanden.
Knud Rasmussen døde på den korteste dag i 1933, 54 år gammel. Han havde fået en maveinfektion under sin sidste ekspedition. En lungebetændelse stødte til og tog livet af ham. Han så godt brugt ud til sidst. Det blev småt med vinter og hunde hjemme i det københavnske.
Historien om Knud Rasmussen er fortalt mange gange:
Om hans opvækst i vestgrønlandske Jakobshavn. Om hans barnlige glæde ved hundene, ved jagten, ved fiskeriet. Om hans møde med Danmark i 1891 - forældrenes og bedsteforældrenes land.
Men der er også god grund til det:
Knud Rasmussen blev ikke kun stor inden for polarforskning. Han satte helt nye standarder for vores forståelse af fremmede kulturer. Og han fik i høj grad gjort hele Grønland til dansk område.
Kirsten Hastrups nye bog lægger alligevel nyt til myten. »Vinterens hjerte - Knud Rasmussen og hans tid« er en 751 sider lang rejse gennem Grønlands hvideste vidder. En historie om det lille lands opdagelse af sin meget større koloni. En varm bog om et koldt emne.
Og man får det hele med. Næsten for meget sommetider!
Vi hører om alt fra den allerførste ekspedition til Grønland i 1605 til Poeks og Kiperoks københavnervisit i 1724: De to eskimoer gav kajakopvisning i Københavns kanaler, kastede spyd efter ænderne og lod sig vise frem. Holberg kaldte dem både stupide og dumme.
Og det er her, Knud Rasmussen kommer ind. Tonen havde ikke forandret sig det store på hans tid. Men præstesønnen fik gjort en forskel.
Den tolvårige skulle til Danmark og have en uddannelse. Talenterne gik vist mest i retning af operasang og teater. Han var i hvert fald ikke nogen ørn i skolen. Især ikke til regning - han kunne knap nok lægge to og to sammen, antyder Kirsten Hastrup. Og geografien gik det endnu værre med!
Så han dumpede ved optagelsesprøven på Herlufsholm og fik sit »første Nederlag i Livet«. Faderen tog hele skylden på sig. Dét glemte sønnen aldrig. Og selv om han måtte gå i alt tre skoleår om, blev han student alligevel. Året var 1900 ligeud.
En melankolsk foregangsmand
Knud Rasmussen tænkte meget på sin barndoms land. På dets indbyggere, de fjerne eskimoer, de »nye Mennesker«. Deres blod var jo også lidt hans eget. Og han ville gerne møde dem i virkeligheden - »endnu før jeg vidste, hvad Rejser var«, sagde han senere.
Første gang skulle blive under en tur til Lapland i 1901. Rejsen byder på både samer og et lokalt malmværk. På nordlys den ene dag og elektriske glødepærer den næste.
Der kan være noget Johannes V. Jensensk over hans fascination. Men man mærker også hans melankoli - næsten før han selv gør. Rensdyrflokkene vil svinde og deres vogtere dø ud. Forudser han.
Og i årene 1902-1904 kommer han så med på Den litterære Ekspedition. Hans første store tur tilbage. Det bliver en vældig oplevelse. Knud Rasmussen skriver og skriver.
Pennen er måske nok ung og uprøvet. Men den skoletrætte fortæller noget, lærerne ikke vidste. Han sidder på det kolde udsted og varmer op under sin indre etnograf. En ny videnskab bryder frem.
Knud Rasmussen når op på hele syv Thule-ekspeditioner i alt. Målet for nummer fem i begyndelsen af 1920erne var de canadiske eskimoer - og han blev grumme skuffet: Et fantastisk foto viser naturfolket for længst brudt ned af tobak og alkohol. Rasmussen fandt en »Blik og Konservesdaasekultur«.
Hans trofaste følgesvend var Peter Freuchen. De to mænd havde truffet hinanden på den allerførste Thule-ekspedition i 1912-14 og blev nære venner.
Og sikken et par: Den følsomme Knud med faderbåndet på den ene side. Peter med det mægtige skæg og pandebåndet på den anden. Freuchen fik senere træben, vandt en masse penge i den amerikanske udgave af »Kvit eller dobbelt« og rejste staterne tyndt med røverhistorier.
Der kom med tiden en masse nationale følelser i spil. Grønland var ikke nødvendigvis dansk område. Egnene omkring Nordpolen var hvide pletter i dobbelt forstand - som nogle af dem stadig er. Både nordmænd og svenskere ville have en bid. Og begge lande lagde både forskere og digtere i striden.
Det smukke køn og hundene
At verdens største ø alligevel endte dansk, skyldtes i høj grad Knud Rasmussens indsats. Han kunne tale til følelser for fjerne egne derhjemme. Og han kunne mobilisere danske følelser ude.
Det har nu samtidig været mærkeligt for ham. »Jeg splittes af mine to naturer«, skrev han som ung mand. Og han ville altid gerne af sted igen. Både af personlige og faglige grunde: Uret tikkede jo for de fjerne kulturer derude. Globaliseringen kunne hurtigt fjerne alle spor af oprindelighed.
Men verdens største ø var heller ikke helt tom for kvinder. Historien om polarforskerne og det smukke køn har været fortalt for sjældent. Kirsten Hastrup gør det på den helt rigtige måde: Med lige dele takt og tone.
For de pelsklædte celebriteter væltede sig faktisk i damer. Rigtig mange havde indtil flere børn oppe i kulden. Grønlænderes moral og gæsternes mangel på samme passede som fod i hose - og man var jo hjemmefra i årevis ad gangen.
»Konerne byttes aldrig ud af Huset for en Nat«, skriver Rasmussen lakonisk. »Det er Mændene, som bytter leje.«
Og nej: Man slap ikke for jalousidramaer. Enkelte forskere var oprigtigt forelskede i deres grønlandske skønheder og havde det svært ved hjemrejserne. Gæsternes moral var lige så ofte dobbeltmoral. Kvinderne kunne i øvrigt sy kamikker, reparere tøj og var i det hele taget uundværlige på enhver ekspedition.
Bidrog berømtheden selv til øens befolkning? Det vides vist ikke med sikkerhed. Men intet væsen af hunkøn kunne stå for ham. Knud Rasmussen friede i 1908 til danske Dagmar og fik tre børn med hende.
Dagmar selv var vokset op i Grønland og kendte forholdene deroppe: Når ægtemanden sad hjemme, levede han på dansk. Når han rejste ud, levede han på grønlandsk. Sådan var det bare.
Kun hans kærlighed til hundene var måske større. »Giv mig Vinter og Hunde,« lyder hans berømte slagord. »Saa maa I for mig gerne beholde alt andet for jer selv - Kvinderne med!«
Og fortællingen om den anden Thule-ekspedition skærer én i hjertet: Man fik aldrig skudt det hele store og måtte til sidst fodre hundene med artsfæller. Nogle af Knud Rasmussens stærkeste tekster handler om den slags. Han kunne ikke tage det.
En rejse med forhindringer
Så hvem var han egentlig?
»Vinterens hjerte« er et biografisk isbjerg og spændende læsning. Men forvent hverken hoved eller hale i noget. Oplysningerne vælter rundt mellem hinanden.
Knud Rasmussen kommer for eksempel først til verden på side 209. Til gengæld begynder uddragene af hans mindeord allerede på side 278. Og den kendte globetrotters jomfrurejse var for resten til et stockholmsk sportsstævne lige efter studentereksamen - læser man på side 326.
Kirsten Hastrup glemmer en gammel sandhed:
At kronologisk opdeling næsten altid er bedst. At læseren nok selv skal padle rundt og lægge to og to sammen. Hun insisterer på tematiske opdelinger i »Polarforskeren«, »Jægeren« og »Fortælleren«. Alle med tematiske underdelinger. Der igen begynder forfra hver gang.
Så man griber nærmeste leksikon efter endt læsning og får lige genopfrisket Knud Rasmussen på en side. Manden havde også et liv fra vugge til krukke, viser det sig. Pyh
Hvad skal man med sådan noget Kolleger og studerende læser hen over det. Læsere i en bredere kreds står af på det.
Gør alligevel som de førstnævnte. Tag med på rejsen til vinterens inderste. Bogen fortjener det. Knud Rasmussen fortjener det. Danskerne fortjener det.
Både dem i syd og nord.
