Han ser så sart og fin ud på de fotografier, der pryder romanernes omslag, men det skal man ikke lade sig narre af.
Jean-Christophe Grangé er fransk kriminallitteraturs barske enfant terrible, der med bøger som »De blodrøde floder« og »Dødspagten« konstant har flyttet grænserne for, hvad man kan tillade sig i krimier. Som ingen anden mestrer han usandsynlige konstellationer af teknologi, dæmoni og overtro, der sidder lige i øjet.
Grangé har det ganske enkelt som en fisk i vandet nu om stunder, hvor alt kulturelt drivgods, hvad enten det stammer fra store eller små religioner, Lars Tyndskids mark i Provence eller avancerede støvfrie laboratorier, er sidestillet i det store virtuelle raritetskabinet, hvor blot et velrettet klik med musen kan skabe uventede koblinger, der viser sig at være uhyre sigende for vor tid.
Indre dæmoner
I »Forbarm dig« viser Grangé sig nu fra en lidt mere afdæmpet side end ellers, forstået på den måde, at han for eksempel ikke bevæger sig helt ud på det overdrev, hvor romanfigurerne må kunne forvandle sig til dyr, dæmoner eller andet godt for at hente historien hjem.
I stedet er det de indre dæmoner, vi overværer politimændene Kasdan og Volokine tumle med, mens de jagter bussemanden El Ogro og nogle kordrenge, der myrder løs på en helt bizar måde.
Kasdan er en pensioneret fransk-armensk strømer, der har mistet hustruen til cancer og har et distanceret forhold til sin biologiske søn. Han møder Volokine, da denne hægter sig på Kasdans uofficielle efterforskning af mordet på organisten i den armenske kirke i Paris.
Volokine har mildt sagt problemer med stoffer, men er en genial efterforsker, selv når han er skæv, og han bliver hurtigt erstatningssøn for Kasdan. Det er rørende, sådan som Grangé lader de to vælge og stå ved hinanden.
Den gamle strissers fortid som soldat og Volokines barndom væves perfekt ind i plottet, der er hamrende kulørt og ofte ustyrligt morsomt. Vi kommer både til Afrika og Sydamerika, i kirke og på SM-klub, alt imens uskyldige stemmer løfter sig til et rædselsvækkende kor.
Og det kan godt være, at Grangé svælger i multikulturel overdådighed, men historien udvikler sig først og fremmest til at være et usædvanligt nærgående og højst aktuelt billede af sort fransk samvittighed på den internationale scene.
Volokine og Kasdan skaber jordforbindelse i den vidtløftige historie, fordi Grangé kan give dem så megen krop og gør dem så smerteligt nærværende i deres jagt på bussemanden. Sikke en udflugt, sikke en bog. Grangé har aldrig været bedre.
