I »Protokollen« giver Michael Katz Krefeld detektivlægen Maja Holm fra sine to foregående bøger en velfortjent pause. I stedet introducerer han Storm, der er chef for PETs enhed for kontraterrorisme. Da katastrofen sker, og en bombe springer på Kongens Nytorv, må Storm dog hente hjælp hos en suspenderet kriminalkommissær, og hende kender vi godt. Hun hedder Katrine Bergman og var Majas sidekick i »Pans hemmelighed«, så på den måde er »Protokollen« en raffineret udbygning på Katz Krefelds fiktive univers uden dog at være en egentlig fortsættelse.
Udfordrer sig selv
»Protokollen« er i stil og tone meget anderledes end Maja-bøgerne, og det er ubetinget opløftende at opleve, hvordan Katz Krefeld ikke er bange for at udfordre sig selv og skifte stil fra bog til bog. Desuden lykkes det ham at være betydeligt mere vedkommende i sin behandling af terrortrusler i Danmark, end i det vi ellers udsættes for. Og det til trods for at han præsenterer os for vilde konspirationsteorier.
Især Katrine er et scoop, og det er ikke kun fordi, Katz Krefeld kan noget med kvinder. Her udnytter han, at hun bor og er opvokset i lige netop i det kvarter på Vestegnen, hvor de hovedmistænkte for bombeattentatet befinder sig. Som en anden muldvarpe må hun spionere på sine naboer, og dermed kommer vi helt ind på livet i det flerfarvede kvarter og emner som, hvornår og hvordan man hører til.
Stille Storm og hårdtslående Katrine ender med at være et vinderpar, fordi »Protokollen« elegant navigerer uden om de klicheer, parret lægger op til. I det hele taget skriver Katz Krefeld fornemt, og de lange seje træk i sagens efterforskning giver romanen en intens stemning uden at den på noget tidspunkt virker opkørt eller forskruet. Konspirationsteorierne, der farver hele plottet, er mindre heldigt løst, men udnyttes godt til at komme tæt på unge danske krigsveteraner i limbo, det vil sige Danmark.
Når alt er sagt og gjort er det på den multikulturelle vestegns boldbaner og gader i selskab med Katrine, at Katz Krefeld tager de afgørende stik hjem.
