Lad det være sagt med det samme: Plotlæsere kan stå af her. Den norske forfatter Tomas Espedal, født 1961, skriver ikke plotlitteratur, der er ingen spændingskurver eller clues, der driver værket.
Men han skriver, så det føles, som om man trækker vejret i takt med skriften. Man jager ikke igennem værket for at nå frem, man er så at sige med i det skrivende nu. Frem og tilbage, cirklende, begyndende igen og igen, sådan er Espedals måde at skrive på. Der er træk fra romanen, men også fra essays, dagbøger, noter. I kolofonen benævnes »Mod kunsten« som »notesbøgerne«, og vi hører om forfatteren, som i fortvivlelse og skrivekrise producerer skitser, udkast og noter i et væk, mens han drømmer om bogen.
Tomas Espedal er af arbejderfamilie, hans mor var sekretær, og han har et næsten manisk forhold til det at producere, at være virksom. Skrivemaskinen er hans værktøj, som både kan kaste sætninger hårde som stål og bløde som voks af sig (efter sigende har han fem af slagsen og ingen computer).
»Mod kunsten« falder i to halvdele, hhv. april og september. I april dør Espedals mor, i september moren til hans døtre. Som han skriver: »Vi har det tilfælles min datter og jeg, at vi begge har mistet vores mødre«. »Mod kunsten« handler i høj grad om at skrive sig rundt om sorgen og nå frem til at kunne inkorporere den, rumme den, hvilket udtrykkes så smukt, da Espedal til allersidst kan skrive: »Vi har det tilfælles min datter og jeg, at vi begge savner vores mødre«. Kvinderne er faldet væk, og forfatteren må træde ind og overtage de kvindelige funktioner. Han bliver englen i huset, han skifter nærmest køn, vågner op og opdager, at han har sin mors arm, de samme leverpletter, samme tynde hud, hans hår og negle gror længere, og han erkender, at han gerne vil skrive som en kvinde.
Sorgarbejde
Jeg er ret overbevist om, at det er Virginia Woolf, han tænker på. Hele denne trængen ind i det kvindelige er et sorgarbejde, en måde at erobre den fraværende mor, den mor som drengen Tomas og faren kredsede om i fortvivlet kærlighed, uden nogensinde at forstå, hvem det var, hun ville have de skulle være!
Mellem disse overvejelser og lyriske noteringer fletter sig historier om Espedals slægt, næsten som anslag til romaner, som vi kender dem fra f.eks. Per Petterson. Han tager fra det private, men, som han har sagt, gør han det til sprog, og sproget er alles. »Mod kunsten« er en stor læseoplevelse. Bogen fik de norske kritikeres pris og var også indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
