»Hvor meget fylder femoghalvfems år på sådan en tingest? Det er måske ikke engang nok til at fylde den op?« Sådan spørger den oldgamle plejehjemsbeboer Skat Enevoldsen sin besøgsven i Bent Vinn Nielsens fine, lille roman »Et liv i almindelighed«.
Det er en båndoptager, han taler om, for besøgsvennen har lovet at optage den for længst pensionerede skrædder, senere landmands, erindringer på sin båndoptager. Det er Enevoldsens stemme, vi hører - kun afbrudt af en bramfri plejehjemsassistent, som mikrofonen også fanger. Og af besøgsvennen James D., der selv begynder at hoste op med lidt dagbogsnoter mod slutningen - måske inspireret af den gamle mands opsummering af sit eget liv.
Indtil da har romanen formet sig som en række små monologer, hvor den åndsfriske olding fortæller om sin opvækst og ungdom i en for længst svunden landbofortid og om en livsaften, der ufrivilligt har placeret ham i forsorgen. Vittigt præget af alderdommens korttidshukommelse og ufiltrerede anskuelser. Et levet liv, præget af nøjsomhed og tilfældigheder. Udadtil syner det næppe af meget - kone, børn, op- og nedture, skønt den kantede, kejtede Enevoldsen med de lidt fine manerer altid har gjort en dyd ud af ikke at være som de andre.
Vibrerende følelser
Nok til at fylde en båndoptager? Det skulle jeg mene. Bent Vinn Nielsen viser endnu en gang, at det små kan rumme det helt store. Han stiler sig på sine små figurers side. Hans korte, prunkløse og økonomiserede sætninger passer fremragende til upåagtede figurer, der befolker romanen.
Bag den enkle handling lurer masser af vibrerende følelser, masser af dramatik, som Vinn Nielsen fanger med sin præcise prosa, der måske nok er en form for illusionsløs socialrealisme, men samtidig rummer en bevidsthed om livets gådefuldhed og mange ubesvarede spørgsmål. Hvert hverdagsmenneske, sin skæbne. Hvert menneske, sine følelser. Der kan sagtens være et bankende hjerte bag en helt almindelig blå vindjakke. Resultatet er en rørende hyldest til livet i almindelighed.
