Hvordan det går til, at den moderne tilværelse er blevet et individuelt projekt, hvor følelser fortrænger fornuft, og hvor grænseløshed er et mål for mange, forklarer tidligere biskop Jan Lindhardt i »Vores patetiske kultur«.
Bogen handler om begrebet patos - de svulstige og store følelser - i de seneste 2.000 års tænkemåde. Selv kalder han det for »et idéhistorisk mentalitetsstudie«, som demonstrerer, hvordan vores kultur er blevet smækfyldt med følelser. Selv om Lindhardt gør sig umage, er det svært stof.
Efter vesten sekulariserede sig selv, er der kun følelserne tilbage, pligten er væk, mener Jan Lindhardt. Følelsernes betydning er stærkt overvurderede og kørt op i et urealistisk leje. Sådan lyder hans vurdering. Lindhardt svarer ikke klart, i hvilken retning følelserne så bør ledes, men antyder forsigtigt, at det bør være mod kristendommen, eller at vores tid bør blive præget af mere fornuft og alvor.
Lindhardt udlægger teksten således, at vi i dag hver især har et personligt ansvar for at skabe vores egen tilværelse. Men at mennesket »bliver sit livs ansvarshavende redaktør«, for at bruge et udtryk af Søren Kierkegaard, er ikke nødvendigvis sundt. Faktisk er vores tid en »discountudgave« af Kierkegaards tænkning, mener Jan Lindhardt.
Den klassiske retorik
Engang var det anderledes, og for at fortælle den historie tyer han til den klassiske retorik, der opdeltes i tre former: logik, troværdighed og patos, de stærke følelser. Efterhånden blev patos dominerende, når det handlede om sjælen. Kristendommens budskab er i sig selv et kraftfuldt budskab, der kalder på følelserne. Sidenhen stræbes der opad, hvilket de gotiske katedralers himmelflugt afspejler. Fromheden blev et fremtrædende ideal. De stærke følelser kendes også fra reformationen og barokken.
Men tingene tager en drejning, bl.a. i renæssancen, som genfinder rødderne fra antikken. Filosofien kommer til at handle om menneskets natur som selvisk og et deraf følgende behov for en stærk regent. Det er på den tid, at Machiavellis »Fyrsten« kommer, om den snu fyrste, der må holde undersåtterne på plads med list og magt. Men hvis mennesker går efter egennytte, må tænkningen afspejle det. Hermed bliver grådighed, der oprindeligt var en dødssynd, forvandlet til en dyd. Det sker ved, at den enkeltes stræben efter rigdom, overflod osv. gøres til noget, der i sidste ende gavner fællesskabet. Det indvarsler den moderne tid, og herfra er der ikke langt til at ophøje lystprincippet til noget styrende i samfund, musik, sport og kærlighed.
Herom skriver Lindhardt klogt og tankevækkende.
