For de hellige på øen er der ingen tvivl. Gud skabte Bornholm i sit eget billede. Med passeren solidt plantet i granitten slog han øens cirkelslag. Men for tvivlerne, der hælder til fornuften, er øen et vulkansk slaggebjerg, der i tidernes morgen, da kontinenterne gled fra hinanden fik sin geologiske og geografiske oprindelse syd for Ækvator og bevægede sig nordud under indre pres. Men for de fleste bornholmere forblev Bornholm verdens navle.
Forfatteren Hans Henrik Møller har skrevet øens historie fra skabelsen frem til i dag. Ikke som en geologisk eller antropologisk fagbog, men som en landskabsanatomi i romanform. En roman, der går over stok og sten i en magisk realistisk, ironisk fortællestil.
I persongalleriet findes folk, der ikke blot kan spå, men også se om hjørner, elske så lidenskabeligt, at kirker bryder i brand, brygge kaffe, så Himmerige åbner sig, blive gravide ved tankeoverføring og skide hele det bornholmske gourmet-køkken ud i rækkefølge, som det anrettes på sølvfade på Dams Hotel i Rønne: Forret med røget laks på surbrød og et par dildkviste, lammekølle med rosenkål og glaserede løg, dessert og efterbyrd bestående af sveskegrød med vaniljecreme.
Kunne Poul Vad skrive en hel grotesk roman om »Kattens anatomi«, så bidrager Møller gerne til den surreelle genre med et helt kapitel om »Koens geometri«. Og skrev Jens Smærup Sørensen magisk realisme om »Mit dansk kød«, så tilføjer forfatteren med rod i den bornholmske granit væsentlige og stilsikre afsnit om »Veras syltede blommer«, »Om problemet med fårehold i Vang« og »Om kaffens betydning for vækkelsen på Bornholm«.
Anekdotisk kulturhistorie
Lyder det som det rene vås, så holdes handlingen solidt sammen af de to slægter Holm og Lind, der fra hver sin kant af øen væves ind i hinanden. Igennem hele romanen går i øvrigt omstændighederne omkring M/S Burgundias forlis vest for øen i 1958. Men først og fremmest holdes læseren fast som medvidende vidne til alle de begivenheder, forfatteren dynger op, væver sammen og benytter med stadige henvisninger i den metaforik, der danner øens og romanens bagtæppe - eller klangbund, som de orgeltoner, der stadig strømmer op fra Rønne Havn, efter at organisten har kylet det uregerlige instrument i dybet.
Kan Hans Henrik Møller ikke tages for noget sandhedsvidne, når det gælder Bornholms tilblivelse og forvaltning under tempelriddere, vækkelser, udvandring og sømandskab, så er forfatteren rigtig godt klædt på, hvad kendskab til hele øens anekdotiske kulturhistorie og mentalitet angår. Og så skriver han faktuelle begivenheder ind i et sprog, der nagler læseren til handlingen, også - og især - når den forekommer allermest utroværdig.
