Der er ikke én falsk tone. Alice Munro spiller ellers på både de hvide og de sorte tangenter i novellesamlingen »VÆK«, der er yndefuldt oversat af Gudrun Jessen og datteren Ida Jessen. For det er virkelige skæbner, der passerer forbi i novellerne. Munros fabelagtige anlæg for personbeskrivelse gør hendes figurer virkelige i vekselvirkningen mellem personlighed og skæbne. Her er ingen specielt smukke, kloge eller rige. Her er en lille håndfuld hverdagsmennesker, der hver for sig er en hel verden.
Eksempelvis den unge kvinde, der er domineret af sin kæreste, men alligevel ikke kan få sig selv til at forlade ham, da hun får muligheden, eller en anden ung kvinde, der har en kæreste, fordi han har så rar og sød en mor. Tilsyneladende enkle fortællinger, men intet er så enkelt som det. Hverken i livet og derfor heller ikke hos Munro.
Og så er der Juliet, som tre noveller fortæller om. Tre noveller, der tilsammen udgør et gådefuldt hele, hvor man selv må fylde ud. Præcis som når man støder på et menneske med mange års mellemrum. Lidt mere får man at vide hver gang, og dog aldrig det hele. Hvorfor Juliet absolut måtte rejse gennem landet for at opsøge en gift mand, tror man umiddelbart, at man forstår. Men selv har hun tydeligvis glemt det, da han tyve år senere dør. Måske er det, fordi han havde et forhold til Juliets veninde, da hun besøgte sine glædesløse forældre med deres fælles lille barn. Men hvorfor vil det lille barn, da hun er blevet en voksen kvinde ikke have noget med sin mor at gøre? Jeg ved det ikke, men aner det. Fuldstændig som jeg aner så meget, om mennesker, jeg møder.
Nordamerikanske Alice Munro er vidt berømmet for sin novellekunst. Hun behersker den også suverænt. »VÆK« er anelsesfyldt læsning, som virrer i tanken - uden at gå væk.
