Tykaktivist skal forske i tykfobi på Københavns Universitet, og det møder vrede: »Man skal passe meget på, at folk ikke mister respekten for universitetet«

Københavns Universitet er blevet kritiseret for pseudovidenskab, efter det er kommet frem, at tykaktivist Dina Amlund skal lave et ph.d.-projekt om tykfobi. Men så længe Dina Amlunds tilgang til emnet er videnskabelig, er hendes personlige overbevisning, når det kommer til overvægt, ikke noget problem, siger dekan på det teologiske fakultet.

Tykaktivist Dina Amlund skal de næste tre år forske i »tykfobi« – hvilket kan oversættes som en modstand mod tykke mennesker – på Københavns Universitet, og det møder kritik fra politikere. De KU-studerende på billedet har ikke noget med artiklen at gøre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Der er ikke tale om forskning i nonsens, når det teologiske fakultet på Københavns Universitet har takket ja til et treårigt ph.d.-projekt, hvor den selverklærede »tykaktivist« Dina Amlund skal forske i tykfobi.

Det siger konstitueret dekan på fakultetet, Carsten Selch Jensen. Meldingen kommer efter, at blandt andre Henrik Dahl (LA) og Rasmus Jarlov (K) i JyllandsPosten har kritiseret Københavns Universitet for at invitere pseudovidenskab inden for institutionens mure, ligesom de sætter spørgsmålstegn ved, om ikke konklusionen er skrevet på forhånd.

»Jeg synes, at man skal passe meget på, at folk ikke mister respekten for universitetet, når der foregår pseudoforskning af denne karakter, som ikke er nysgerrig på, hvordan verden ser ud, men gerne vil presse sin egen politiske dagsorden igennem,« som Rasmus Jarlov siger til JyllandsPosten, mens Henrik Dahl i et Facebook-opslag har svært ved at forstå, hvorfor den ansvarlige ledelse ikke slår ned på denne form for pseudovidenskab.

»Vi er for længst holdt op med at tage astrologi og miasma alvorligt på universitetet,« konstaterer Henrik Dahl.

De to politikere reagerer blandt andet på et internt opslag fra det teologiske fakultet, som er blevet rundsendt på sociale medier, hvor Dina Amlund og hendes projekt præsenteres. I opslaget står der blandt andet, at Amlund vil »bevise«, at »tykfobi er en af de mest gennemgribende og bærende strukturer i vores kultur og samfund«.

I den forbindelse hæfter flere sig ved, at »bevise« ikke lyder som en særlig videnskabelig tilgang til materialet, og Carsten Selch Jensen vil da også beklage ordlyden og påtager sig ansvaret for, at det er blevet kommunikeret, som det er.

Det er en upræcis formulering fra fakultetets side, siger han.

Til gengæld er der ikke noget bemærkelsesværdigt i, at det er det teologiske fakultet, som forsker i overvægt og fedme. Det er et område, fakultetet har prioriteret i de seneste knap ti år, fortæller han.

»Et af teologiens kerneområder er optaget af den menneskelige eksistens, hvordan mennesket optræder i fællesskabet med andre, og hvad det er for strukturer i samfundet, som gør, at et menneske trives eller mistrives. Og i den forbindelse er det interessant at se på, om vores oplevelse af det rigtige menneske er det fitte og slanke menneske, eller om der også er plads til det overvægtige menneske,« siger Carsten Selch Jensen.

»For mig at se handler Dinas projekt om, at det simpelthen ser ud til, at der er en tradition for at se ned på fede mennesker i vestlig kultur, og Dina Amlund vil så undersøge, om det holder og se på, hvordan overvægtige mennesker bliver skildret,« fortæller han.

I den forbindelse fastslår Carsten Selch Jensen, at Dina Amlund på lige fod med alle andre ph.d.-studerende har lavet en projektbeskrivelse, hvor hun på videnskabelig, stringent vis har redegjort for sin projektbeskrivelse og de metoder, hun vil benytte i sin forskning.

Projektbeskrivelsen er blevet vurderet af et bedømmelsesudvalg på fakultetet. Carsten Selch Jensen fortæller også, at Dina Amlund har fået en såkaldt friplads og således ikke får løn for sin forskning. Til gengæld får hun stillet en vejleder til rådighed.

Ser du et problem i, at Dina Amlund er tykaktivist og nu skal forske i tykfobi?

»Nej, det gør jeg sådan set ikke. Jeg kunne ikke drømme om at spørge, hvad folk gør i deres fritid. Hvis de kan levere en gennemarbejdet projektbeskrivelse, så ser jeg ikke noget problem. Aktivist – er man det, når man er engageret og dedikeret? For så kan vi jo for eksempel heller ikke have folk, der bekymrer sig om miljøet,til at forske i miljøet. Så selvfølgelig må folk forske i det, de brænder for,« siger han:

»Det vigtige er, at man har en videnskabelig tilgang til sit emne og sine formodninger. Dina Amlund har en mission i livet, og den er der ikke noget i vejen med, medmindre den stiller sig i vejen for hendes videnskabelige undersøgelse.«

Dina Amlund har for nylig sagt, at det ikke er »tykheden og fedtvævet«, der er et problem for helbredet, men tykfobien. Er det et problem, at hun ikke vil anerkende de sundhedsmæssige risici ved overvægt?

»Det er jo ikke det, hendes videnskabelige undersøgelse handler om. Alt, hvad der skrives, skal kunne stå for en videnskabelig prøvelse, uanset om forfatteren så understøtter eller opponerer mod konkrete synspunkter. En videnskabelig undersøgelse skal holde vand hele vejen, uagtet hvad ens egen overbevisning måtte være,« siger Carsten Selch Jensen.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Dina Amlund, men uden held.