Tel Aviv: Jødernes hvide by er med bitter ironi bygget af nazi-cement

Fra flygtningehuse til verdensarv: Den Hvide By i Tel Aviv er en enestående samling af Bauhaus-huse fra 1930erne. En by, som blev skabt ud fra drømmen om en ny og bedre verden i skyggen af nazismen, men som i dag er en levende del af det moderne Tel Aviv.

Mirenberg House fra 1936 ligger på på den centrale plads Dizengoff Square, som er et godt sted, hvis man vil se nogle af de flotteste eksempler på Tel Avivs Bauhaus-arv. Fold sammen
Læs mere
Foto: ABIR SULTAN

Fra det oldgamle Jaffa, hvor Bibelens Jonas – i hvert fald ifølge overleveringen – sejlede ud for at møde hvalen, kan man se hele vejen til Tel Aviv. Lader man øjet følge den flotte, nyanlagte strandpromenade, der bølger sig hele vejen tilbage til byen, hviler blikket snart på det, der ligner en stor samling klodser, som er skyllet op på den gyldne middelhavskyst. Moderne højhuse klynger sig sammen og danner en imponerende skyline.

Men nede under de himmelstræbende kæmper af stål og glas er Tel Aviv først og fremmest en by af betydeligt lavere, kasselignende huse, som nu ligger der og skinner i den gyldne forårssol. Og når man er tilbage i Tel Avivs gader, er det ikke fornemmelsen af et Mellemøstens Manhattan, der præger den tilbagelænede atmosfære. Tværtimod bevæger man sig gennem en by med relativt lavt, lyst byggeri, med nærhed til himlen og med plads til at ånde under gadernes mange skyggende, fredhellige træer.

På flugt fra Nazityskland

I 2003 blev denne hvide by erklæret en del af UNESCOs verdensarvsliste. Det var der flere grunde til. Først og fremmest er den den største samling af modernistiske bygninger på verdensplan – flere end 4.000. Tegnet af jødiske arkitekter, der havde måttet forlade Europa efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933.

Tel Aviv er Israels næststørste by med cirka 450.000 indbyggere. Hele bykernen er præget af arkitekturen fra 1930erne, men er samtidig under konstant forandring. Fold sammen
Læs mere
Foto: ABIR SULTAN.

Mange havde været elever på mellemkrigstidens berømte tyske Bauhaus-skole for arkitektur og kunsthåndværk, som fokuserede på modernismen – herhjemme kalder vi den skandinaviske afart funkis. Skolen blev brutalt lukket fra den ene dag til den anden af det nye styre, der betragtede den som degenereret og en trussel mod regimet, men i det nye land kunne de jødiske arkitekter bruge ideerne om funktionalitet og billige byggematerialer som stålrammer og beton. Husene blev udstyret med et eller flere kendetegn, hvoraf ønsket om enkel, kubistisk harmoni og proportionalitet er det største. Facaderne var stramme og uden dekoration. Tagene flade. Og i mange tilfælde blev husene udstyret med søjler, der løftede bygningen, af svungne balkoner, horisontale flerfagsvinduer eller smalle termometerlignende vinduer i facadens højde – og så var de naturligvis alle holdt i den farve, der har givet Den Hvide By i Tel Aviv sit navn.

Enestående sammensætning

Der er altså ikke blot tale om en lille gruppe huse i et særligt område, men om bygninger, der præger gadebilledet i hele det centrale Tel Aviv – et område, der strækker sig over ti hektarer.

»Efter min mening kan man ikke rigtigt kalde Tel Aviv en Bauhaus-by, for vi ligger ikke inde med bygninger, der i sig selv kan kaldes ikoniske, det er snarere hele byens sammensætning, der kan betragtes som enestående. Der er ikke tale om egentlig Bauhaus-arkitektur, men mere end det,« siger Sharon Golan Yaron. Hun er tysk-jødisk arkitekt og direktør for The White City Centre, som er et nyt kommunalt initiativ, der skal bistå med viden om husene og deres bevarelse. Fra september skal centret stå klar med udstillingslokaler, café og boglade samt plads til interesserede arkitektstuderende fra hele verden.

Centret skal selv have til huse i et smukt eksempel på Bauhaus-arkitekturen, en familievilla fra 1936, men bygningens fire etager er stadig pakket ind i plast. Vi har måttet trække ud på den søvnige, solbeskinnede gade, huset ligger på, for det kommende aktivitetscenter er fyldt med håndværkere, der kæmper for at blive færdige til tiden.

Når Sharon Golan Yaron siger, at Den Hvide By er andet og mere, end Bauhaus-huse, sigter hun til, at også andre modernistiske arkitekter som for eksempel den schweiziske byplanlægger, arkitekt og designer Le Corbusier har påvirket sine jødiske kolleger. Men hun hentyder også til den unikke byhave-plan; de omgivelser byens huse er placeret i.

Fra 1922 var Palæstina under britisk styre med mandat fra Folkeforbundet, indtil staten Israel blev oprettet i 1948, og englænderne havde en idé om, hvordan byen skulle være. De ville ikke gentage hjemlandets fejltagelser. Som led i den industrielle revolution var mange flyttet fra land til overbefolkede og beklumrede byer, og ideen om en by med haver var tænkt som en løsning på, hvordan man kunne leve i en storby med mulighed for frisk luft, vegetation, forskellige former for fritidsbeskæftigelser og plads til, at børn kunne lege.

I 1925 hentede man en skotsk byplanlægger, sir Patrick Geddes, til Palæstina. Det var ham, der udtænkte planen, og efter fire år var man godt i gang med at realisere den. Det var også nødvendigt. For på det tidspunkt var byen i hastig vækst. Nye skibe med jødiske immigranter fra Europa lagde hver dag til i området. Siden 1909, hvor en række jødiske familier havde tegnet et rids af det, der skulle blive deres nye by, i sandet på stranden og trukket lod mellem grundene med muslingeskaller, var byen blevet et tilflugtsted for jødiske flygtninge og immigranter fra store dele af verden, ansporet af zionister, der mente, at jøder havde ret til et hjemland i Palæstina. En trafik, der for alvor tog fart, da nazismen kastede skygger over Europa og tvang mange tusinder af jøder på flugt. Alene i året 1933 ankom 250.000 flygtninge, der stod uden tag over hovedet.

Ingen byggeerfaring

Bauhaus-husenes udforming er derfor ikke bare et spørgsmål om æstetik, men også udtryk for en praktisk og tidsbesparende måde at bygge rummelige boliger på. Vægge af stål og beton var hurtigere at rejse end de murede af slagsen, som man ellers var vant til. De var også lettere at arbejde med for mennesker, der ikke havde så stor erfaring med at bygge. Arkitekterne selv var unge og uprøvede, og mange af arbejdsmændene var akademikere, der havde svært ved at finde arbejde i det nye land, og som derfor blev indrulleret i byggeindustrien. En vittighed lyder, at det kunne være en omstændelig omgang på stilladserne, når de veluddannede mennesker skulle bistå hinanden i byggeriet: »Undskyld, men vil professor Rosenthal række mig en hammer?« »Tusind tak, doktor Epstein.«

Tel Aviv er anlagt, så der er luft, lys og plads til vegetation mellem husene. Læg mærke til udhænget over vinduet, som sørger for skygge om sommeren. Fold sammen
Læs mere

Arkitekterne formåede at tilpasse bygningerne til omgivelserne. Horisontale flader over vinduerne skygger i mange tilfælde for lysindfald på varme sommerdage, men når solen står lavt om vinteren, rammer solens stråler vinduerne og varmer. Gavle er placeret, så Middelhavets svalende vinde nærmest bidrager med økologisk aircondition, der på grund af husets indretning cirkulerer rundt i hele dets indre.

»De jødiske arkitekter kom tilbage med en følelse af, at de skulle skabe noget, der var nyt og tidssvarende,« forklarer Sharon Golan Yaron.

»En arkitektur, der ville give håb til de folk, der var flygtet fra elendige forhold. For zionisterne handlede det om at tænke på fremtiden og tage afstand fra den europæiske stil, man kom fra, ligesom man heller ikke knyttede an til den levantiske, arabiske byggestil, som allerede var på stedet, fordi de også havde sammenstød med de muslimer, der allerede boede her. De ville skabe noget nyt, og det kunne de gøre med denne modernistiske bevægelse, som også allerede var stærk i Europa på dette tidspunkt,« forklarer hun.

Med bitter ironi er mange af husene konstrueret af byggematerialer produceret i Nazityskland. Jødiske flygtninge måtte ikke føre deres penge ud af landet, men i en beskidt aftale, som stadig er et ømt punkt i Israel, tillod man dem at købe byggematerialer i det land, de forlod, og tage dem med til Palæstina. Den dag i dag finder man stadig cementsække, fliser, bjælker, søm og skruer, der er prodceret i Det Tredje Rige, når man renoverer Tel Avivs huse.

Forfald og genopstandelse

Med årene forfaldt den enestående samling af huse. I et nyt jødisk ørkenland, der hele tiden befandt sig på randen af krig med sine muslimske omgivelser, var der ikke mange, der interesserede sig for den luksus, det var at dvæle ved fortiden og restaurere huse. Og badebyen Tel Avivs indbyggere, mange af dem kunstnere og intellektuelle, led måske også i en vis udstrækning af et mindreværd i forhold til den hårdføre effektivitet, soldater – og bondestaten Israel – krævede af sine børn. Var Den Hvide By med sin caféstemning ikke nærmest et emblem på småborgerlig nytteløshed fra den gamle verden, oven i købet med en grundplan, udtænkt af en skotte? Politikerne havde i hvert fald svært ved at forstå ideen om, at også disse huse var et særligt israelsk bidrag til verdensarven.

»Den dag i dag finder man stadig cementsække, fliser, bjælker, søm og skruer, der er prodceret i Det Tredje Rige, når man renoverer Tel Avivs huse. «


Men med 1990erne begyndte man at indse, at Israel også er et moderne land, der kan spille en rolle, når det handler om at skabe byer, man kan holde ud at bo i, og forstå, at Den Hvide By er en væsentlig del af zionist-bevægelsens bidrag til verdensarven. Og selv om en slentretur gennem Tel Avivs travle bymidte vil afsløre, at mange af husene stadig trænger til en meget kærlig hånd, er der også renoveringer i gang overalt i byen. Her restaurerer man nemlig hellere det, der eksisterer, end river ned og bygger nyt, alene af den grund, at Israel er et rastløst land, hvor langtidsplanlægning ikke spiller helt samme rolle som for eksempel i et gennemkontrolleret Skandinavien.

»Tel Aviv er ikke et museum for Bauhaus,« forklarer Sharon Golan Yaron.

»Det er en levende by, som hele tiden tilpasser sig til tiden og dens behov. Bygningerne renoveres, forlænges, udstyres med sikring mod de jordskælv, som undertiden plager landet, og mod missiler fra fjendligtstillede områder uden for Israels grænser,« forklarer hun.

Familien Lieblings hus blev rejst i 1936. Nu arbejder Bauhaus-eksperter, blandt andet specialuddannede håndværkere fra Tyskland, med at føre huset tilbage til tidligere tiders glans, så det kan står klar som videnscenter til efteråret. Fold sammen
Læs mere

Bygningen, der skal huse The White City Centre er en af de cirka 180 Bauhaus-perler, som er omfattet af strenge krav om bevaring. I Danmark forventes det, at ejere af fredede bygninger groft sagt selv bekoster vedligeholdelsen. I Tel Aviv løser man det på en anden måde: For størstedelen af Bauhaus-husenes vedkommende tillader man ejerne at bygge en etage ovenpå den eksisterende bygning. Den kan man så leje ud og derved skaffe midler til vedligeholdelse. De penge, man får får ind, kan så bruges på at renovere den bygning, der er krav om at bevare. En ordning, der ikke har forhindret søgsmål fra husejere, der mener, at Tel Aviv skylder dem penge for vedligeholdelse.

Systemet er i det hele taget stærkt debatteret. Sidste år kritiserede for eksempel arkitekten Nitza Smok de liberale regler. Hun er ikke hvem som helst, for hun stod i spidsen for hele den kortlægning af bevaringsværdige huse, som byen i 1990 baserede sin fredningspolitik på:

»Nogle tilføjelser er voldelige og overtager den bygning, der ligger nedenunder. De nye »hatte« tilfører en fuldstændig ny atmosfære,« sagde hun til avisen Globes.

Men Sharon Golan Yaron er klar til at forsvare fremgangsmåden.

»Det er ikke et spørgsmål om enten eller. Den måde, vi renoverer på, er ikke bare tilbageskuende, den ser også frem. Nogle vil måske sige: Du godeste, I ødelægger bygningen. Men jeg vil sige, at vi kun har mulighed for at bevare kernen af bygningerne, hvis vi tilpasser dem til, hvad vi har brug for i dag. Folk bor faktisk i de her huse.«