Søren Schauser: Derfor bør du læse »De sataniske vers«

Salman Rushdies mest kendte værk begynder komplet uforståeligt og ender uimodståeligt. Læs den for budskaberne om kærlighedens troløse væsen og mønsterbruddets umulighed.

Salman Rushdie. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOEL SAGET / AFP / Ritzau Reuters

En kvindelig terrorist i flyet fra Air India åbner porten til helvede.

To passagerer styrter mod jorden og kunne meget vel have set den Engelske Kanal som det sidste i deres liv. Men de to skuespillere og praktiserende muslimer overlever på mirakuløs vis og går nu en gådefuld forvandling i møde:

Gibreel med den fattige opvækst og fantastiske karriere som stjerne i Bollywood får stadig flere af ærkeenglen Gabriels træk. Og modpolen Saladin med den stenrige baggrund og let slingrende tilværelse som britisk immigrant minder mere og mere om Satan med horn i panden og det hele.

Handlingen i  Salman Rushdies »De sataniske vers« er på én gang magisk og realistisk: Tilpas magisk i de fysisk umulige udviklinger og lange passager med drømme og forfærdende realistisk i fortællingerne om alt fra et barns fordøjelse af fiskeben til voksnes menneskers blodige mord og indvandrerens kulturelle rodløshed.

Og hvad hvis man selv hører til de jordbundne med fred i sind og rødbedefarvet pas på samvittigheden? Kan man så alligevel svinge med på de indiske typer og deres lige så eksotiske sejre og nederlag? Måske endda identificere sig lidt?

Foto: Forlaget.

Ja. Bogen har trods alt sat verden i brand. Man tænker på Salman Rushdies egen skæbne og falder over den ene spådom efter den anden. Som når en bog i bogen skaber  »stor og forudsigelig ballade, især på grund af sin titel« - eller når en vis profet med øgenavnet Mahound med en rysten på hovedet siger »Salman, din gudsbespottelse kan ikke tilgives!«

Og personernes trængsler med verden kunne rent faktisk være gennemlevet hvor som helst: Gibreel bliver aldrig rigtig sig selv igen og må derfor miste sin elskede i yndig skikkelse af bjergbestigersken Alleluia Cone indtil flere gange. Alt imens Saladin en kort tid har været tilbageholdt af myndighederne og følt sig ladt i stikken af sin skæbnefælle fra flyet - hvorfor han efterhånden nok mest er styret af had.

Svær i begyndelsen

»De sataniske vers« kan være dybt frustrerende rent sprogligt. Især første kapitel virker lettere uforståeligt med alle de sære udråb, mærkelige udtryk og alenlange digressioner. Enkelte læsere vil måske endda blive trætte af stilen og den megen mystik om hovedpersonerne og lægge bogen fra sig igen efter bare et par sider.

Bogen minder i den forstand lidt om eksempelvis Umberto Ecos glimrende »Rosens navn« med alle introduktionerne til middelalderlige munkeordener: Hvis man vil have det søde i slutningen, må man tage al det sure i begyndelsen med - hvilket i begge bøgers tilfælde vil sige små 100 siders let selvhøjtidelige svinkeærinder.

Salman Rushdies otte år ældre »Midnatsbørn« er langt nemmere i den henseende og rummer for resten også en ret spændende optakt til »De sataniske vers« gennem fødslen af de to drenge med hver deres skæbne.

Bliv alligevel ved! De enkelte optrin bredes stadig mere ud og giver plads for masser af komiske og sommetider let pinlige situationer. Læseren tager både et udenomsægteskabeligt par på fersk gerning og får introduceret Bombays velsignelser og Londons lystige liv ad flere omgange.

Og da man når til slutningen med det forudsigelige skud gennem munden, har man ikke bare fået følelser for både lysets og mørkets engel med alle deres fjender og frænder: Man vender også bunken og skal da lige hen over de meningsløse og derfor dybt irriterende ordstrømme i begyndelsen én gang til. Hvor man magisk nok ser dem falde på plads lige for øjnene af sig.

»De sataniske vers« handler i bund og grund mere om helte end om guder. At nogle skriftkloge med en iransk ayatollah i spidsen kunne finde anstødelige passager på korankontoen, har ikke alene krævet en bizar blanding af intellektuel kapacitet og krænkelsesiver - men også et mangel på hjerte for bogens dybere budskaber.

Selvmorderen på næstsidste side er for eksempel Gibreel med den ydmyge opvækst. Og vinderen af livet viser sig selvfølgelig som aristokraten Saladin med en rygrad som en karklud.

Bum.

»De sataniske vers« af Salman Rushdie er på 581 sider og udgivet af forlaget Gyldendal i en oversættelse ved Thomas Harder