Salman Rushdie er en helt. Et forbillede.
Ikke alene er han forfatteren bag nogle af de meste generøse og humanistiske romaner i nyere tid. Bøger som »Midnatsbørn«, »De sataniske vers« og »Maurerens sidste suk«. Han er også et menneske, der har oplevet det mest utrolige – på den absolut dårligste måde – bare fordi han skrev, hvad han skrev, og som er sluppet fra det hele med såvel livet som værdigheden i behold.
Derfor er han en helt, og derfor er han et forbillede for alle, der mener det der med ytringsfriheden alvorligt. Den ytringsfrihed, som aldrig er aldeles ubegrænset og aldrig skal være det og aldrig har været det, men som findes i udstrakt grad i et civiliseret samfund, og uden hvilken vi ville være fortabte.
14. februar er det præcis 30 år siden, Irans daværende religiøse leder, ayatollah Khomeini, kastede en fatwa efter Salman Rushdie. Han skulle dø, mente den gamle, for han havde fornærmet islam og profeten med sin seneste roman, »De sataniske vers«, og nu skulle den nye islamiske iranske republik vise, hvem der var den rette tros rette forsvarere. Der blev udlovet en dusør for forfatterens hoved, og han gik under jorden, og han gennemlevede et helvede, ligesom alt for mange andre efter ham, men han kom gennem det.
Han bevarede sin værdighed, og han fortsatte med at skrive, og han gør det stadigvæk, og han begyndte at bevæge sig mere frit, og de par gange jeg har mødt ham, har jeg ved selvsyn kunnet konstatere, at han er et intelligent, venligt, humoristisk og vanvittigt veltalende menneske. Hos ham er der ikke antydning af kuethed, bitterhed eller selvmedlidenhed. Han har overlevet. Også mentalt. Han har overlevet, som menneske og som forfatter, og selv om han nok gerne ville have været det foruden, er han også, mere end nogen anden, blevet et ikon på den ytringsfrihed, som nogle forsøger at knægte, men som ikke så let lader sig knægte. Derfor er han et forbillede.
At Salman Rushdie også, når han er bedst, er en fremragende forfatter, gør i øvrigt ikke fatwaen mod ham mindre rimelig. Havde han været en jammerlig skodskribent, havde dødsdommen været lige så forkastelig, og det er en vigtig pointe: Ytringsfriheden skal og kan ikke gradbøjes efter æstetiske principper. Den skal have lov til at udfolde sig, som den vil – stadigvæk inden for lovens rimelige rammer – og derfor er det ikke Salman Rushdies kvaliteter som forfatter, der er relevante i dagens sammenhæng, hvor iøjnefaldende de end er.
Når vi i dag markerer 30-året for fatwaen, også i Berlingske, og når vi i dag hædrer Salman Rushdie, handler det med andre ord ikke om »stor litteratur«, men om kampen for noget grundlæggende principielt. Om frihed versus ufrihed. Om tolerance frem for intolerance. Om plads til forskellighed, på tværs af kulturer og religioner. Det er den kamp, Salman Rushdie er blevet et symbol på, og det har været ganske ufrivilligt, og det har gjort ondt, men det har ikke været forgæves. Salman Rushdie er blevet en helt og et forbillede. Meget større kan det ikke blive.
