Få kender ytringsfrihedens lange, kringlede, brogede og ofte skræmmende historie lige så godt som Frederik Stjernfelt. Og han er ikke i tvivl.
»Fatwaen mod Salman Rushdie var et vendepunkt. Den var begyndelsen på noget, man slet ikke kunne ane omfanget af,« siger han.
»I første omgang var den begyndelsen på en lang række islamiske aktioner, både lovlige politiske og ulovlige voldelige, med henblik på at indskrænke ytringsfriheden. Det er ubetvivleligt. Endnu mere generelt kan man sige, at den var begyndelsen på en bredere tendens: Forskellige grupper lærte af affæren og indså, at hvis de spillede krænkelseskortet, kunne de få frempresset nogle særrettigheder. Og det har de jo kunnet. Det er efterhånden sjældent, at danske blade som dem, vi to skriver i, trykker profetkarikaturer …«
Men der var også sket noget afgørende ti år før den ballade om Salman Rushdie, der førte til fatwaen, påpeger Frederik Stjernfelt, der er professor ved Aalborg Universitet, kritiker og skribent ved Weekendavisen, medstifter af det tværpolitiske netværk Fri Debat og forfatter til en lang række bøger, herunder den monumentale »Men.Ytringsfrihedens historie i Danmark«, som han skrev sammen med Jacob Mchangama.
»Den iranske revolution i 1979 var en stor ting. Det var der, radikal islam kom på den verdenspolitiske dagsorden. Men man skal huske, at dengang havde man ingen anelse om, at de radikale bevægelser skulle få nogen som helst kraft uden for deres egne lande. Den iranske revolution ændrede den magtpolitiske balance i hele regionen, ja, så det var jo ikke, fordi det var en lille ting, men det var en begrænset ting. Men så skete der det i løbet af 80erne, at mange vesteuropæiske lande begyndte at få en muslimsk diaspora, og de indvandrere, der kom, viste sig at have mange forskellige politiske synspunkter. Nogle af dem støttede islamistiske bevægelser, og det betød, at disse bevægelsers synspunkter i stigende grad blev repræsenteret i lande uden for Iran og andre muslimske lande. Det var Rushdie-sagen det første eksempel på.«
Hvordan kom det så vidt som til, at Salman Rushdie blev dødsdømt af Irans religiøse overhoved?
»Man skal huske, at »De sataniske vers« udkom i september 1988, og at der hen over vinteren var protester i det muslimske indvandrermiljø i England, hvor Salman Rushdie jo boede på det tidspunkt. Der var demonstrationer og bogbrændinger i flere byer, og grunden til, at den slags ting overhovedet kunne finde sted, var selvfølgelig, at landet havde fået en substantiel, muslimsk indvandrerbefolkning. To dage før fatwaen skete der også noget i Pakistan, hvor der var en kæmpedemonstration, som i øvrigt, lidt irrelevant, vendte sig mod et amerikansk kulturcenter, selv om USA ikke rigtig havde noget med sagen at gøre! Ved den demonstration var der dødsofre, det var voldsomt, og et kvalificeret gæt er, at Khomeini tænkte, at Pakistan ikke skulle have lov til løbe med den sag! Vi vil have den! Nu sætter vi trumf på! Derfor lancerede han fatwaen lige efter de store pakistanske protester. Så man kan sige, at både i Rushdie-sagen og senere i karikaturkrisen er der en dynamik, der handler om, at de store islamiske lande konkurrerer indbyrdes om at være dem, der kan stå frem og sige: Det er os, der er islams sande forsvarere.«
Frederik Stjernfelt siger videre, at mange vestlige kommentatorer i en lang periode troede, at fatwaen mere var et stykke propaganda end en reel trussel:
»Jeg tænkte det vel også selv: At det her er en rent symbolpolitisk ting. Husk på, at Salman Rushdie er britisk-inder, så han er på ingen måde et iransk retssubjekt. Iran har efter almindelig international lov ingen som helst myndighed til at dømme ham eller straffe ham, overhovedet ikke, så det virkede som et slag i luften at dømme ham til døden. Men tiden skulle vise, at det var det så ikke, for så kom drabsforsøgene, drabet på Salman Rushdies japanske oversætter og mordbranden i Tyrkiet. Fatwaen var rettet mod alle, der deltog i produktionen af bogen, og i begyndelsen af 90erne fulgte en hel række voldelige overfald på oversættere og redaktører. De hændelser viste med al ønskelig tydelighed, at fatwaen ikke bare var en symbolsk gestus.«
Det er også interessant, siger Frederik Stjernfelt, at der parallelt med volden og truslerne fra vrede og mordlystne islamister var forsøg på, fra islamisk side og fra højeste politisk sted, at begrænse ytringsfriheden med legale, ikke-voldelige midler:
»Allerede i 1990, året efter fatwaen, blev Cairo-deklarationen tiltrådt af en lang række islamiske lande. Den var et forsøg på at lave en islamisk menneskerettighedsdeklaration, og den siger noget i retning af, at alle har lov til at afsende og modtage information, som de vil, men det skal være i overensstemmelse med sharia! Et meget stort »men«! Fra slutningen af 1990erne sker der også det, at de islamiske lande begynder at arbejde sammen i FNs menneskerettighedsråd. De får også en masse tredjeverdenslande over på deres side, og de begynder at udsende mere og mere alvorlige resolutioner, hvor de indstiller til FN-landene at indføre strenge blasfemiparagraffer.«
Hvad er koblingen til Rushdie-sagen?
»Der er ikke nogen direkte kobling, men der er en løs kobling. Volden sætter debatten om ytringsfrihed og blasfemi på dagsordenen. Og omvendt. Gryden bliver holdt i kog.«
Og apropos blasfemi: Er »De sataniske vers« efter din mening en blasfemisk bog?
»Det kommer helt an på, hvordan man definerer blasfemi. Hvis vi ser på den danske blasfemiparagraf, udvikler den sig ekstremt meget hen over årene. I 15,- 16- og 1700- tallet var blasfemi en kriminel handling, fordi der var tale om en krænkelse af gud. Man mente simpelthen, at hvis nogle borgere i Danmark krænkede Gud, så ville Gud blive vred, og så ville han hævne sig på Danmark og udsætte landet for naturkatastrofer og sult og epidemier og krig og så videre. Derfor blev blasfemi set som et akut politisk problem, og derfor var der meget, meget seriøse straffe for blasfemi. I henhold til Danske lov fra 1683 skal blasfemi straffes med afhugning af hånden, udskæring af tungen og afhugning af hovedet - i den orden - og så skal de afhuggede legemsdele udstilles til skræk og advarsel.«
Men hen over årene skiftede motivationen for paragraffen, forklarer Frederik Stjernfelt, og i trykkefrihedsforordningen af 1799 er begrundelsen en ganske anden, nemlig at man ikke må krænke statens religion. 100 år senere er det så de religiøse følelser, der ikke må krænkes, og da man seneste gang genforhandler blasfemiparagraffen, i 1930erne, er paragraffen røget over i den del af straffeloven, der handler om den offentlige orden. Tankegangen er her, at hvis der bliver fremsat blasfemiske udsagn, så kan religiøse mennesker blive så krænkede, at de giver sig til at lave optøjer.
»Så der er jo tale om fire helt forskellige definitioner af blasfemi, og det er derfor, jeg tøver med at sige noget klart, når du spørger, om »De sataniske vers« er blasfemisk. Men jeg tror, at en del af de islamistiske miljøer måske har en blasfemiopfattelse, der ligner den gamle danske: At det simpelthen er gud, der bliver krænket. Gud bliver vred, og så kan det gå ud over os alle sammen, og hvis du virkelig tror på, at det er sådan, det hænger sammen, så er blasfemi jo en meget alvorlig forbrydelse.«
Tror du, at Salman Rushdie bevidst provokerede, da han skrev »De sataniske vers«?
»Nej, jeg tror ikke, Salman Rushdie har siddet og tænkt, at nu skal de fandeme have! Han har bare taget noget mytestof og tænkt, at det kan jeg bruge som stof til mine litterære fantasier. »De sataniske vers« er ikke en pamflet vendt mod islam. Overhovedet ikke. Reaktionen på »De sataniske vers« svarer til, hvis der pludselig kom nogle odinister og overfaldt Peter Madsen på grund af hans tegneserier om de gamle guder i Valhalla og sagde, »hvad fanden mand, hvordan er det, du fremstiller Odin, det er hul i hovedet, du skal skydes ned!« Men det er jo umuligt at forestille sig, at det ville ske, og jeg tror, at da Salman Rushdie skrev »De sataniske vers«, dengang i 1980erne, da har det været præcis lige så svært for ham at forestille sig, at noget tilsvarende ville ske. Helt ude i hampen, faktisk.«
