Pernille Rosendahl: »Folk kan godt finde på at græde til koncerterne, og jeg bliver tit meget rørt«

Pernille Rosendahls sange kredser om følelsen af at være alene som menneske. Men musikken er en bro til et fællesskab med andre. Efter 20 år på musikscenen bruger hun sin taletid til at sætte fokus på kunstneres rettigheder og den skæve kønsbalance i musikbranchen.

»Det bliver tit følelsesladet, når jeg står på scenen. Folk kan godt finde på at græde til koncerterne, og jeg bliver tit meget rørt,« siger Pernille Rosendahl, der er aktuel med EP'en »The Hurt«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Da Pernille Rosendahl var ni år, løb hun hjemmefra. Mens hun sad og gemte sig under en trappe, lavede hun en pagt med sig selv: Når hun blev voksen, ville hun ikke længere føle sig alene.

Den 46-årige sangerinde voksede op i Aalborg i en familie, hvor faderens alkoholmisbrug og voldelige opførsel prægede de første ti år af hendes liv, indtil hendes mor flygtede til Falster med Pernille og hendes ældre søster og bror. I dag betegner hun hændelsen under trappen som et kardinalpunkt.

»Den pagt er grunden til, at jeg blev musiker. Jeg laver musik for ikke at føle mig alene som menneske. Hvis der er et hovedtema i mine udgivelser er det alenehed. Ikke ensomhed, men følelsen af at være et menneske, der står alene i verden. Det er en grundpræmis for mig som menneske. Det kommer fra et sårbart udgangspunkt, som har rødder i min opvækst.«

Pernille Rosendahl, sangerinde

»Hvis der er et hovedtema i mine udgivelser er det alenehed. Ikke ensomhed, men følelsen af at være et menneske, der står alene i verden.«


»Med årene er det blevet en styrke. For hvis jeg kan sige: »Jeg er alene«, og et andet menneske så siger: »Hov, det er jeg faktisk også,« så er man ikke alene længere. Så kan musikken række ud og bygge bro mellem folk. Derfor bliver det tit følelsesladet, når jeg står på scenen. Folk kan godt finde på at græde til koncerterne, og jeg bliver tit meget rørt,« siger Pernille Rosendahl.

​Styrken ved at tilgive

Igennem årene har hun skrevet mange sange, der indirekte handlede om hendes barndom, men hun havde aldrig offentligt fortalt om sin opvækst i et dysfunktionelt barndomshjem.

Det ændrede sig, da hendes søster, filminstruktøren Christina Rosendahl i 2017 lavede dokumentaren »Vold i kærlighedens navn« fra 2017, der fulgte en gruppe voldsramte kvinder på krisecentret Danner. I forbindelse med lanceringen af filmen fortalte de to Rosendahl-søstre om deres opvækst i DR's 21 Søndag for at sætte fokus på psykisk vold.

»Jeg oplevede at en masse ting begyndte at ændre sig med tilgivelsen. For den kraft at kunne lære at tilgive min far, men også min mor, har jeg kunne brug i mit arbejde.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Når man vokser op med en alkoholiker i familien, så kræver det en masse arbejde senere i livet for at nå derhen, hvor ens eget liv folder sig ud i stedet for at folde sig sammen. Det har krævet et stort arbejde for hele vores familie. Men jeg oplevede, at en masse ting begyndte at ændre sig med tilgivelsen. For den kraft at kunne lære at tilgive min far, men også min mor, har jeg kunne bruge i mit arbejde.«

De sidste år har Pernille Rosendahl sat fokus på en række sager, der ligger hende på hjertet. For hun mener, at kunstnere har en forpligtelse til at bruge deres taletid.

»Noget af det, vi som kunstnere kan, er at sætte fokus på komplekse problematikker. Og derfor skal du være vildt lykkelig for, at du har taletid i medierne. Det er et kæmpe privilegium, men det forpligter også til at bruge taletiden ordentligt,« siger Pernille Rosendahl og ser alvorlig ud.

»Jeg synes faktisk, det er en forpligtelse. Som kunstner er det interessant at se, hvor tæt vi kan komme på hinanden, hvis vi tør. Der er en masse usikkerhed forbundet ved at være kunstner, fordi man ikke har en fast månedsløn. Men der er også en energi i at have hånden placeret på kogepladen rent symbolsk. For mig har der aldrig været et valg - jeg vidste, at jeg skulle være musiker.«

Skar fedtet fra

I forbindelse med sit første soloalbum, der udkom i 2016, skar Pernille Rosendahl alt overflødigt fedt fra. Hun solgte sit hjem i Hellerup og flyttede i en toværelses lejelejlighed for at finansiere udgivelsen.

Albummet »Dark Bird« er indspillet sammen med hendes faste producer Søren Vestergaard og udgivet på eget selskab. Og mens hun som forsangerinde i Swan Lee og The Storm tidligere har optrådt på nogle af landets største scener, spillede hun med soloalbummet på mindre spillesteder og kulturhuse landet over.

»Jeg er rundet af Danmark og har både levet overklasseagtigt i Aalborg og med en enlig mor på Lolland-Falster. Jeg er rundet af begge ting.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Mit mål var at komme ud i hele landet. Jeg ville ikke være et storbyfænomen. Så vi spillede i de mindste flækker i hele landet. Jeg er rundet af Danmark og har både levet overklasseagtigt i Aalborg og med en enlig mor på SU på Lolland-Falster. Jeg er rundet af begge ting.«

Et privilegeret menneske

De senere år har Pernille Rosendahl brugt sin taletid på at sætte fokus på copyright og musikeres rettigheder først i Dansk Artist Forbunds bestyrelse og senere som Koda-ambassadør. I forbindelse med lanceringen af sin nye EP »The Hurt«, lavede hun en talk, hvor hun inviterede politikere fra begge sider af fløjene. Hendes mission var at minde politikerne om, at kunst og kultur har en stor værdi, og rejse et ønske om, at det kan fylde mere i den kommende valgkamp.

»Jeg er jo et privilegeret menneske. Og med privilegier følger forpligtelser. Det er derfor, jeg bl.a. har engageret mig i kunstneres rettigheder og den copyright-reform, der blev vedtaget i EU for et par uger siden, som sikrer, at tjenester som YouTube og Facebook betaler kunstnere for brug af musik.«

Pernille Rosendahl, sangerinde

»Jeg er jo et privilegeret menneske. Og med privilegier følger forpligtelser.«


Et andet emne, der optager Pernille Rosendahl, er kønsfordelingen i musikbranchen. Stemmen bliver fast, når hun kommer ind på debatten om andelen af kvindelige musikere på danske festivaler og spillesteder.

»Jeg synes stadigvæk, det går alt for langsomt. Når man ser andre steder i samfundet, så sker der noget - f.eks. har Djøf lavet kampagnen Ligestillingsløftet, hvor landets politikere skriver under på, at de vil arbejde for at mindske kønsbestemte uligheder. Jeg savner, at der kommer konkrete tiltag, der beviser, at man gerne vil ændre tingene i min egen branche,« siger Pernille Rosendahl og nævner spillestedet Forbrændingens forsøg med kun at booke kvindelige kunstnere i deres forårsprogram som eksempel.

Sangerinde Pernille Rosendahl er aktuel med en ny EP. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Jeg tror, det starter med vilje og mod til at ændre nogle ting. Hvis man bare siger: »Det kan ikke ændres«, så sker der i hvert fald ikke noget. Så jeg er begyndt at kigge efter dem, der viser vilje, engagement og mod til at tænke nyt. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at booke flere end 15 procent kvindelige kunstnere på landets festivaler.«

Men så siger kritikerne ofte: Der er ikke nok turnerende kvindelige kunstnere sammenlignet med mændene…

»Men det passer simpelthen ikke! Der er masser af kvinder derude. Og store festivaler som Primavera Festival i Barcelona og Way Out West i Sverige har booket lige så mange kvindelige som mandlige kunstnere. Så det kan godt lade sig gøre. Jeg kunne godt have en drøm om, at musikbranchen gik forrest, fordi vi er en progressiv og ung branche. Tiden er moden til folk, der siger: Nu skal vi ændre tingene.«