Kresten Schultz Jørgensen: Nicklas Bendtner er en efterkommer af Klods-Hans

Typisk for Bendtner kommer erkendelserne og undskyldningerne på bagkant og altid med en vis stolthed: Så bundede jeg lige en flaske hvidvin.

S
Hvorfor løber vi mod manden over den stormfulde hede i en dødsdrift af forelskelse? Heathcliff! Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Som så mange andre har også jeg en stormfuld kærlighedsaffære med fænomenet Nicklas Bendtner.

Der er lavpunkterne, når Nicklas ikke passer sin træning, når damer er det eneste, han scorer, og når han skal køres hjem fra byen i en trillebør. Og så er der højdepunkterne, som da han for en uge siden scorede sit første og eneste rigtige mål for FCK i en regnvejrskamp mod Nordsjælland.

Har du hørt det, skrev min ældste søn. Bendtner har scoret. Sæt tiden i stå.

Sådan er vores affære. Der er natklubber, sprutkørsel og celebre veninder. Og der er det konstante håb om, at nu har Nicklas lært det, og fra nu af vil han passe sin træning. Som om.

Tirsdag ramte han boghandlerne med selvbiografien »Begge sider«. Den er ren benzin på affæren. Tag bare tiden i Birmingham. Fire drukture om ugen? Mens han var på landsholdet?

Jamen, hvorfor så ikke bare lade være? Hvorfor løber vi mod manden over den stormfulde hede i en dødsdrift af forelskelse? Heathcliff!

Jeg tror, at hvert land har sine særlige helte. I Sverige har de Zlatan Ibrahimović, der er en gennemført spradebasse, men også en af verdens ypperste fodboldspillere. Sådan er svenskerne. Bedst i verden er den målestok, der definerer deres helte.

I Danmark er vi anderledes. Vi underspiller og dukker os efter alle de tabte krige, og vi foretrækker til hver en tid en undertippet antihelt. Sådan er det nok i decimerede nationer, der engang var store, men som har lært at være trygge ved fiaskoen og kun turde håbe på tilfældige triumfer, når de andre har tabt interessen.

Klods-Hans syndromet. Sådan har vi det med helte. Bondedrengen, der med mudder i lommerne og på ryggen af en ged tager til bal på slottet og charmerer prinsessen.

Nicklas Bendtner er en direkte efterkommer. Tag en DNA-test.

Nyt er syndromet altså ikke. I dag måber udlandet over Lord Bendtner. Men allerede for 300 år siden skrev den britiske diplomat Robert Molesworth de herostratisk berømte linjer om danskerne, at vi »lever fra hånden i munden og lader daleren rulle.«

»At dømme efter bogen har drengen fra Amager ikke rigtigt lært noget som helst. Typisk for Bendtner kommer erkendelserne og undskyldningerne på bagkant og altid med en vis stolthed: Så bundede jeg lige en flaske hvidvin.«


Et land af festaber, kort sagt, der gerne vil vinde, men ikke hvis det regner.

Og derfor elsker vi mest af alt antiheltenes triumfer. Som ved EM i 1992, da landsholdet som ferieramte badegæster stik imod alle odds løb med pokalen ved nærmest intuitivt at mobilisere den danske – det vil sige ukoordinerede - fodboldkultur over for de udenlandske, velforberedte fodboldmaskiner.

Sindbilledet på den danske drift mod både fiasko og vanvittige sejre. Selv når vi vinder, tør vi ikke planlægge sejren, kun håbe.

Måske scorer Nicklas torsdag aften for FCK mod Dynamo Kiev?

At dømme efter bogen har drengen fra Amager ikke rigtigt lært noget som helst. Typisk for Bendtner kommer erkendelserne og undskyldningerne på bagkant og altid med en vis stolthed: Så bundede jeg lige en flaske hvidvin.

Så der er altid en bytur til. Men der er også en kamp til. Torsdag aften gælder det de ukrainske stjerner i Parken. Ståle lader nok Nicklas starte på bænken, men han kommer ind mod slutningen. Og denne gang, denne gang rammer han den rent.