Indholdet af en gammel, sort boks afslører en af nazitidens store helte – og hun var fra København

Cecilia Pels opholdt sig under krigen som jødisk flygtning i København, hvorfra hun med risiko for at blive opdaget af besættelsesmagten hjalp forfulgte jøder i Tyskland og tyskbesatte lande. Da jødeaktionen kom i oktober 1943, flygtede hun og hendes gruppe af frivillige hjælpere til Sverige. Cecilia Pels og gruppens historie er ukendt i Danmark, men er en fortælling om nazitidens mange helte.

Cecilie Pels og hendes mand Ludwig Liepmann Pels fotograferet i København efter krigen. Yad Vashem. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 27. januar er det officielt Auschwitzdag, hvor man mindes Holocaust og andre folkedrab. I historieskrivningen er Auschwitz blevet symbolet på nazisternes folkedrab på jøderne, for i dødslejren myrdedes mere end en million jøder.

Mens Europas jøder blev retsløse og forfulgt sendte en jødisk flygtning i København, Cecilia Pels, og en gruppe aktive jøder fødevarer og trøstende ord til jødiske familier i Tyskland og i tyskbesatte lande.

Deres indsats blev først opdaget, da Holocaustcentret i Israel, Yad Vashem, åbnede en sort boks med breve og kort fra familier, der havde modtaget pakker fra København. Hjælpeaktionen er en af de mest usædvanlige danske indsatser fra krigens tid og er en historie om sande helte fra nazitiden.

Forfulgte jøder i Europa

Det er en forenkling af Holocaust og tragedierne fra det 20. århundrede at tillægge nazisterne al skyld.

Holocausts omfang, hvor seks millioner jøder blev myrdet, blev kun så omfattende, fordi andre grupper og regeringer i Europa direkte eller indirekte hjalp nazisterne. Flere lande indførte antijødiske love samtidig med Tyskland og nægtede de fleste jøder indrejse- eller opholdstilladelse, som det også skete i Danmark.

Da deportationer til kz-lejre fra Vesteuropa begyndte, hjalp nationale myndigheder ofte nazisterne med at arrestere og deportere jøder, som det skete i blandt andet Frankrig og Norge. I Danmark sendte man indtil oktober 1943 jøder, der ofte var statsløse, tilbage til Tyskland og tyskbesatte lande, hvor de endte i kz-lejre. Da myrderierne tog fart i Europa, blev nazisterne hjulpet af grupper og regeringer i blandt andet Rumænien, Polen og Ungarn. Det må med på denne Auschwitzdag, at også kommunisterne myrdede løs, herunder blev mange polakker ofre for Stalins massakrer, som tilfældet var i Katynskoven.

Der var mange andre end jøder, der blev ofre for grusomheder i det 20. århundrede. Romaerne blev forfulgt og cirka 500.000 af dem myrdet; sindslidende og svært handicappede blev aflivet; og cirka 3,5 millioner russiske krigsfanger blev sultet og maltrakteret til døde. Men ingen gruppe var så systematisk forfulgt og uden beskyttelse som jøderne. Der var næsten ingen hjælp at hente, og Røde Kors ønskede ikke at hjælpe forfulgte jøder, for foreningen var både i Danmark, Tyskland og andre lande delvist nazificeret.

Cecilie Pels’ datter Martha var blevet gift i København med Liepman Kurzweil, der var lærer ved den jødiske skole og menighed i København. Martha blev en del af sin mors kreds og var aktiv med forsendelserne til nødstedte jøder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yad Vashem.

Men der kom dog hjælp – og fra ganske uventet kant.

Det sorte boks i Holocaustcentret Yad Vashem indeholdt således kort, breve og fotografier fra Tyskland og blandt andet Polen adresseret til Cecilia Pels, der boede i Dyrkøb 3 i København. Hvem var denne Cecilia Pels og gruppen omkring hende, som nødlidende jøder takkede varmt for tilsendte fødevarer?

Fra Tyskland til København

Det var let at fastslå, hvem der boede på adressen. Dyrkøb 3 ligger i det indre af København, og huset var et jødisk ældrehjem: Joseph Frænkels Ældrehjem.

Her boede et jødisk ægtepar ved navn Cecilia og Ludwig Liepmann Pels. Cecilia, med fødenavnet Cohn, var født og opvokset i Hamburg og havde giftet sig med Ludwig Liepmann Pels, der stammede fra den nordtyske by Emden og var vinhandler. Parret havde tre døtre, Martha, Irma og Lisbeth. Martha valgte at rejse til København, hvor hun giftede sig med Liepmann Kurzweil, der var lærer ved den jødiske skole.

Familien Pels stammede fra den tyske by Emden, men flere familiemedlemmer flyttede i 1800-tallet til Hamburg. Cecilia og Ludwig Pels havde tre døtre: Martha, Lisbeth og Irma. Mens Martha blev gift i København, lykkedes det Irma at komme til Palæstina og Lisbeth til London, inden de tyske jøder blev deporteret østpå til udryddelseslejre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yad Vashem.

Da Krystalnatten i november 1938 ramte de tyske jøder med overfald og nedbrænding af synagoger, mistede familien Pels en stor del af deres ejendele. Cecilia og Ludwig Liepmann Pels havde længe søgt om tilladelse til at opholde sig i Danmark, og i 1940 rejste de op til Martha i København for at slippe væk fra nazisterne. Irma drog til det nuværende Israel og Lisbeth til London. De fleste øvrige medlemmer af familien blev myrdet af nazisterne.

Hjælpearbejdet begynder

På det tidspunkt var ægteparret Pels allerede over 60 år og blev flygtninge i en fremmed by med midlertidig opholdstilladelse. De var ortodokse jøder og blev aktive i menigheden i København. Her blev Cecilia medlem af de jødiske kvinders syklub, der hvert år organiserede en basar, hvor overskuddet gik til nødlidende jøder og studerende i det nuværende Israel. Hjælpearbejde var en del af aktiviteterne i menigheden, og Cecilia og Ludwig Pels havde selv fået pakker fra Martha, mens de stadig boede i Hamburg.

De tyske jøder blev af nazisterne udsat for chikane og ydmygelser, mange mistede deres arbejde efter boykot, og de fleste sultede. Cecilia Pels begyndte derfor at sende madforsyninger til sin familie i Hamburg. De svarede med takkebreve, hvor de opfordrede hende til at sende pakker til andre jødiske familier, der led nød.

Det blev hurtigt klart, at der var behov for at sende mange pakker. Takkebrevene indeholdt også oplysninger om deportationer af tyske jøder østpå og besked om dødsfald. Der var streng censur, og brevene var selvfølgelig forsigtige i formuleringerne. Fra et børnehjem for piger i Hamburg ved navn Paulinestift modtog Cecilia Pels rørende beskrivelser om det daglige liv fra de unge piger og lærere på hjemmet. Brevet er bevaret i den sorte boks, og et afsnit lyder:

»Med taknemmelighed har vi modtaget den sidste pakke. Fredag aften serverede vi en fin suppe og desuden pølse med kartoffelmos. Snart vil vi få grønkål med kød, som vi alle ser spændt frem til. Hver gang vi spiser disse fine ting, tænker vi på Dem, for det er Dem, der giver os disse delikatesser. Til chanuka (jødisk lysfest, red.) fik vi de chokoladebonbon, som vi havde bedt om, og som vi modtog det meste af. Der kom også en tryllekunster (...) Nød De, fru Pels, og fru Kunstadt også chanuka?«

Lærerne havde tilføjet: »Hvis de vidste, hvor få fornøjelser vi har i vort liv, så kan De forstå, hvilken glæde Deres pakker bragte os. Børnene er ikke engang i stand til at udtrykke deres glæde og taknemmelighed i et brev, og De skulle se deres lysende børneøjne, da vi gav dem gaverne.« Hamburg 21. december 1941.

Af de mange piger i Paulinestiftelsen overlevede kun en: Ruth Geistlich.

Hjælpearbejdet udvides

Cecilia Pels forstod, at der måtte gøres mere, og hun etablerede derfor en gruppe, som hun ifølge Yad Vashem gav det hebraiske navn »Kesher shel chesed« (Næstekærlighedens forbindelser). Her kunne andre tilslutte sig og være med til at sende pakker og udgive sig som slægtninge, så forsendelserne uhindret kunne gå gennem det tyske post- og toldvæsen.

Det kostede mange penge at sende pakker, og som flygtninge havde hverken Cecilia eller de andre selv råd til alle omkostningerne. Det blev derfor besluttet, at pengene, man samlede ind ved den årlige basar, ikke længere skulle gå til jødiske nødlidende og studerende i det nuværende Israel, men til jødiske familier i Europa.

Mange af pakkeforsendelserne var ulovlige, idet afsenderne jo ofte ikke var slægtninge. Den jødiske menigheds ledelse, anført af højesteretssagfører C.B. Henriques, var meget forsigtig med ikke at provokere den tyske besættelsesmagt og fulgte nøje de danske myndigheders henstilling om at føre en lav profil for ikke at gøre sig synlig. Derfor bad menighedens ledelse, ifølge Yad Vashem, Pels-gruppen om at stoppe sine aktiviteter, men det ignorerede den og fortsatte med forsendelserne.

Det er dog tvivlsomt, om Yad Vashems oplysning er korrekt, for Pels-gruppen modtog meget post til Frænckels Stiftelse, og en af menighedens ledende personer, Axel Margolinsky, var formand for ældrehjemmet og må have vidst, hvad der foregik. Der må have været en stiltiende enighed mellem Pels-gruppen og den jødiske menighed, for på et par pakker blev overrabbiner Max Friedigers navn anført.

En af kvinderne, der tilsluttede sig gruppen, var Cecilias datter Martha, der via sit ægteskab opholdt sig lovligt i landet. Da Martha talte dansk, påtog hun sig arbejdet med at rekruttere folk og afsende pakkerne, som man for at undgå at vække mistanke sendte fra en række fjerntliggende postkontorer. Det krævede hurtig transport, og vi ved fra en beretning, der ligger i Yad Vashem, at en ung jødisk mand ved navn David Sompolinsky, som i øvrigt også blev aktiv med flygtningetransporterne til Sverige, var med i aktionerne.

Cecilia Pels og andre i hendes gruppe havde ikke dansk statsborgerskab, og ved en tysk jødeaktion eller dansk udsendelse fra landet, ville de være i fare for deportation til kz-lejren Theresienstadt og derfra til udryddelseslejren Auschwitz.

Et postkort fra en jødisk mand ved navn L. Szlamowicz, der bekræfter, at han havde fået en pakke, fra 22 marts 1943. På denne tid var de tyske og statsløse jøder deporteret østpå, og myrderierne i fuld gang. L. Szlmowicz befandt sig i en tvangsarbejdslejr i nærheden af den polske by Lodz. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yad Vashem.

Efterhånden gik pakkerne østpå til ghettoer og tvangsarbejdslejre i Polen. I den sorte boks ligger et postkort fra en sådan arbejdslejr nær den polske by Lodz skrevet af L. Szlamowicz. Der blev også sendt pakker til Amsterdam og lokaliteter i Frankrig. David Sompolinsky fortæller i sin beretning til Yad Vashem:

»Vi havde faktisk postforbindelse med ghettoen i Lodz i næsten to år. Forældre, børn og søskende til jøder i ghettoen havde tilladelse til at sende en pakke hver måned, som indeholdt fem kg. fødevarer. En lille gruppe af aktive samledes omkring fru Pels. De opfandt slægtninge til jøder, der var på ghettolisten. Jeg husker ikke, hvorfra disse lister kom. Arbejdet med at sikre økonomi til forsendelserne og finde folk som under ed og med trussel af fængsel ville underskrive sig som slægtning var en befrielse for sjælen på et tidspunkt, hvor vi ikke kunne gøre andet, bortset fra at sidde og vente på, hvad der ville ske. Vi havde ingen garanti for at jøderne ville modtage pakkerne, men vi modtog postkort som kvittering. Beskeden på postkortene var altid den samme: »Vi er stadig i live, pakkerne har gjort, at vi klarer den, send venligst flere.«

Pels flygter til Sverige

I oktober 1943 måtte Cecilia og Ludwig Pels og deres familie flygte til Sverige for at undgå at blive taget af tyskerne.

Hjælpearbejdet har som sagt kun været kendt i Yad Vashem, og så har den danske historiker Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane i bogen »The Jews of Denmark in the Holocaust. Life and Death in Theresienstadt Ghetto«, der netop er udkommet, omtalt indsatsen. Ifølge Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane sørgede gruppen for at sende fødevarepakker til mindst 200 individer samt en række institutioner. Hun siger til Berlingske:

»Pels-gruppens pakkeforsendelser var afgørende for de jøder, der modtog pakkerne, selvom de fleste i sidste ende blev myrdet. Det er en indsats, som først nu for alvor bliver kendt, men den er vigtig og fortæller os både om, hvor meget flygtningene egentlig vidste, og også om, hvad det faktisk var muligt for dem at gøre.«

Ifølge Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane havde hjælpearbejdet videre konsekvenser. Det lykkedes for størstedelen af jøderne i Danmark, deriblandt fru Pels og de fleste andre pakkeafsendere, at flygte til Sverige i oktober 1943, mens 470 blev deporteret til Theresienstadt.

I februar 1944 begyndte en gruppe danskere omkring lægerne Richard Ege og Poul Brandt Rehberg at organisere pakker til Theresienstadt. Da man ikke havde overblik over, hvem der var blevet deporteret, og hvem der var kommet til Sverige, benyttede man brevkort modtaget fra Theresienstadt som udgangspunkt for afsendelserne. Blandt disse brevkort var en del takkekort fra personer, der havde modtaget pakker via Pels-netværket. Mindst 25 personer, der før havde modtaget pakker fra Pels-gruppen, fortsatte med at modtage pakker, der blev sendt til fangerne fra Danmark i Theresienstadt. Dette gjaldt for eksempel ægteparret Ketty og David Goldschmidt fra Hamburg.

Henny og David Goldschmidt modtog pakker fra Pels-gruppen, mens de opholdt sig i Hamburg. De blev senere deporteret til kz-lejren Theresienstadt og modtog efter oktober 1943 fødevarer tilsendt fra Danmark afsendt af hjælpegrupper i København. Disse hjælpegrupper brugte bl.a. adresselister, som Pels-gruppen havde anvendt. Parret blev senere myrdet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yad Vashem.

Efter befrielsen vendte hele familien Pels tilbage til Danmark. Cecilia Pels døde i 1965 i en alder af 83 år. Der blev ikke nævnt noget i tiden efter krigen om denne modige kvindes og gruppens indsats. Matha Pels-Kurzweils barnebarn, Margalith Kurzweil, fortæller, at indsatsen aldrig blev nævnt i familien. Hun blev i 2005 gjort opmærksom på sagen fra Yad Vashem, der havde modtaget den sorte boks, men historien blev ikke fortalt i Danmark før nu.

En takkeskrivelse til Cecilia Pels fra Henny Goldschmidt. Hun boede endnu i Hamburg, da hun sendte brevet 20. marts 1942, men blev snart efter deporteret til kz-lejren Auschwitz sammen med sin mand David. De blev senere myrdet i Auschwitz. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yad Vashem.