Hjem til jul - afsnit 21

- Har I varerne? spurgte Lasse-tyren. - Ja, det var ikke engang særligt svært, Brian skubbede til Preben. - Hir, hir, hir, hir, grinede Brian. - Ha-ha-har, ha-ha-har, ha-ha-har, både lo og stammede Preben.

- De fleste gav os det uden at gøre modstand, sagde Brian.

- Ik-ik-ik-ikke ret meget modstand, forsikrede Preben.

- I hvert ikke ret længe, når man først havde fået et horn i siden på dem.

Preben rodede i en sort affaldssæk:

- He-he-he-her en fla-fla-fla-aske co-co-co-gnac, en lang kniv, en Texas-motorsavsmassakre-sav, to rensdyrgevirer og her er te-te-te-teksten til Jingle-ingle-ingle Be-be-be-ells-ells, sagde Preben med henvisning til et gulnet ark papir.

Han holdt en anden sort affaldssæk op:

- He-he-her er ju-ju-ju-uglemandskostumet. Den-den-den er nok lige det mind-mind-mindste til-til-til dig, men vi to-to-to-tog det fra en enorm fe-fe-fe-fed fyr i Mag-Mag-Mag-Magasin, sagde Preben.

- Slæden har vi parkeret udenfor, sagde Brian. - Kanen, mener jeg. Åh ja, og her er cognacen. Brian hev en flaske op ad sin sorte affaldssæk.

- Ræk mig flasken, beordrede Lasse.

- Jeg kunne kun få fat i noget, der hedder Sort Renault, sagde Brian.

- Je-je-je-jeg troede, det var en bi-bi-bi-bi-bil, forsøgte Preben, men ingen grinede.
Lasse tog flasken, bed proppen af og spyttede den ud.

- Man skal egentlig håndvarme den i et gla… Brian afbrød sig selv.

Lasse satte flasken for munden og tømte den i store drag. Så bøvsede han og knuste flasken mod væggen.

- Man kan selvfølgelig også bare drikke den af flasken, skyndte han sig.

Julemandsdragten tager jeg mig også af, sagde han og snuppede posen. - Og kniven og motorsaven… Tak. I kører kanen ind på Rådhuspladsen, tager de der grene på hovedet og stiller jer foran den og synger ”Jingle Bells”. Så ses vi derinde.

- Nu bliver du ikke for ond, Brian lød betænkelig.

- Neeej, ikke nær så ond, som man behandler de handicappede her i kommunen, forsikrede Lasse og svingede posen over skulderen.

Preben så bange ud. – Jing-jing-jing-jing-jing bells-bells-bells-bells…

Lasse-tyren vendte sig i døren:

- Julemanden har forstået det rigtigt: besøg kun folk en gang om året. Så lo han et højt og uhyggeligt: Ho, ho, ho, ho…

De to andre grinede. Lidt for højt og lidt for længe.

- Lad os så komme i gang. Sådan en julemassakre laver jo ikke sig selv.

På mange måder så Lasses plan ud til at ville virke.

Preben og Brian stod foran kanen lige ved siden af juletræet på Rådhuspladsen.
De var begge iført rensdyrgevir og slæbte sig gennem teksten til ”Jingle Bells” i hver sin toneart.

- Se mor, rensdyr med ring i næsen, råbte en lille dreng, da de fra Tivoli forsøgte at ramme Strøget hen over Rådhuspladsen. – Syng den om Rudolf med tuden!

- Hold kæft, knægt, havde Brian svaret.

- Mor, mor, hørte du det rensdyret sagde?

Lasse havde holdt sig i baggrunden bag pølsevognen indtil han så Elge komme gående, så sprang han frem iført sit julemandskostume og styrede med trukket motorsav lige mod juletræet.

Fældes skulle det, saves omkuld skulle det, knage og vælte med et stort brag ned over den svenske Karl Smart af en elg. Derefter havde planen været at skære ham i småstykker midt på Rådhuspladsen – bare sådan til almindelig skræk og advarsel for andre.

Lasse havde imidlertid overset en væsentlig detalje: julemandskostumet virkede som en rød klud på de to andre tyre.

De var pludseligt holdt midt i et ”jingle be… ” og havde derefter sænket hovederne til angreb.

For Elge havde det været et højst forbløffende syn. Han havde været på vej over Rådhuspladsen, og havde bemærket juletræet og kanen ved siden af forspændt to rensdyr, da et eller andet monstrum i julemandskostume var faret frem med en løbsk motorsav, hvilket havde fået de to rensdyr til at angribe julemandsvæsenet, der herefter havde taget flugten.

Også fra rådhuset var det særprægede optrin blevet bemærket. Teknik- og miljøborgmesteren havde netop stået og set ud af vinduet og spurgt overborgmesterinden, om ikke der kunne blive til lyserøde lys på juletræet på pladsen udenfor, når nu de havde sparet parkeringsfaciliteter ved både opera og skuespilhus væk.

- Nej, havde hun svaret på sin sædvanlige imødekommende facon, hvor tit skal jeg sige det, Klaus? Nej, nej, nej og atter nej. Så skulle der vist være tilstrækkelig med svar til efter nytår.

Og derved blev det.

- Nej, det er jo en tyr, havde miljø- og teknikborgmesteren derefter udbrudt. – Minsandten, det er jo tre tyre…

- Klaus, så er det på juleferie, nu, havde overborgmesterinden sagt og klappet overborgmesterbogen sammen.

- Jamen…

- Nu! Det er en ordre.

Da overborgmesterinden var kommet hen for at se ud af vinduet og ned på pladsen, havde de to tyre med rensdyrgevir allerede jaget den tredje i julemandskostumet ud af pladsen og de var alle i fuld galopperende fart på vej ud af byen nordpå.

- Tre tyre! Hvad går der efterhånden af ham, sagde hun så ned på pladsen. – Jeg kan højst se en elg. En elg!

Fortsættes…

Citatkonkurrence

Der er ingen låger at åbne i Berlingskes julekalender, men hvert afsnit rummer et skjult citat – på engelsk, på dansk, oversat eller »undersat«.

Kan du gætte det citat, vi tænker på (hvad er citatet, og hvor stammer det fra?), så send dit svar til m-s@berlingske.dk samt dit navn og din adresse – så ved vi nemlig, hvor vi skal sende præmien hen, hvis du bliver dagens heldige vinder.