»En lettelse at gøre mig fri af fortiden«

Da skuespiller og filminstruktør Christian Tafdrup blev far sidste år, måtte han give slip på fortiden for at kunne bevæge sig videre i en ny livsfase. Umiddelbart en simpel øvelse, og så alligevel ikke. I dag er der premiere på hans »Forældre« med Søren Malling og Bodil Jørgensen i hovedrollerne.

Skuespiller og filminstruktør Christian Tafdrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Beck
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For en tid var jordkloden en lille, lyseblå pilatesbold af plastic og ikke en kuglerund gigantisk planet. Et mikrokosmos midt i en dagligstue på Vesterbro. Med mørket, månen og det uendelige univers uden for vinduerne. Døgn, hvor dage og nætter flød sammen, og intet længere havde en naturlig rytme.

Hvor TV 2 News som en hemmelig ven hjalp med at slå tiden ihjel og skabte en illusion om, at det var dag, når det var nat, og nat, når det var dag. Og at alt var ganske normalt, så længe studieværten så både veloplagt og vågen ud.

Det var sådan, det nye liv begyndte for skuespilleren og filminstruktøren Christian Tafdrup i september sidste år. Siddende oven på sin kærestes pilatesbold hjemme i lejligheden med fødderne på trægulvet og et lillebitte blødt, varmt og helt nyt væsen i sin favn.

De første tre måneder skreg hans nyfødte datter. Men når han satte sig på pilatesbolden med hende, holdt hun op. Så lå hun roligt og kiggede på ham, indtil hun faldt i søvn.

»Angst, bekymring og en enorm kærlighed buldrede frem fra det øjeblik, hun blev født, og sådan vil det være resten af mit liv,« siger Christian Tafdrup.

Fra hun er baby til børnehavebarn, skoleelev og teenager til ung kvinde, der pludselig flytter.

Hvad vil der ske, den dag hans datter ikke længere bor hjemme?

Med ham selv? En mand, der til den tid vil være i den sidste halvdel af 50erne. Vil han kunne fylde sit liv ud, eller vil han opleve en tomhed? Vil han formå at bevæge sig ubesværet videre ind i endnu en ny livsfase? Alene eller i sit parforhold?

Det er langtfra aktuelle tanker, Christian Tafdrup gør sig. Og så alligevel. Ikke i forhold til sig selv, men til den film, der har premiere i dag, og som er Christian Tafdrups debut som spillefilminstruktør.

»Forældre«, hedder filmen, der har Søren Malling og Bodil Jørgensen i hovedrollerne. Parret i filmen har været sammen, siden de var helt unge, i et langt og kærlighedsfuldt ægteskab med familielivet og deres søn som det vigtigste.

Og så flytter han, sønnen.

Alt er godt, han er blevet voksen og stortrives. Tilværelsens naturlige lethed og logiske gang.

Kjeld (Søren Malling) og Vibeke (Bodil Jørgensen) reagerer på deres »nye« frihed ved at søge tilbage i tiden. Tilbage til deres ungdom i en meget konkret form.

Da den første lejlighed, de købte sammen som helt unge, bliver sat til salg, griber de chancen, sælger villaen og flytter op under taget i den lille toværelses igen.

De sætter LPer på pladespilleren med Anne Linnet og Steffen Brandt, drikker den samme rødvin som dengang, tænder stearinlys, elsker lidt vildere med hinanden, end de har gjort i mange år. Kjeld overvejer, om han ikke ligefrem skulle tage sig et fjumreår. De kunne også rejse på interrail igen.

Mulighederne er uendelige.

Men kan man det?

Kan man tage turen tilbage til sin ungdom? Til den eneste tid, man kender uden børn. Men nu med favnen fuld af livserfaringer som et overordentligt voksent menneske i en alder af 52 år?

»Det er jo en stor del af et liv, som pludselig forsvinder, når ens voksne børn flytter,« siger Christian Tafdrup.

»Noget helt almindeligt, men også tabu-belagt. For nogle er det forbundet med en smerte, som ikke kun handler om, at børnene nu er flyttet, men også om noget dybere og mere eksistentielt.

For hvem er jeg nu? Og hvem er den mand eller kvinde blevet i dag, ham eller hende som jeg har boet sammen med, siden vi var unge? Hvordan finder vi tilbage til hinanden igen, hvis vi i årenes løb er gledet i hver sin retning midt i larmen og familielivet?«

Det er nogle af de temaer, Christian Tafdrup har været omkring forud for filmen, som han selv har skrevet manuskriptet til.

Tre dage før han gik i gang med optagelserne til »Forældre«, blev hans kæreste gravid. Og umiddelbart efter at filmen var klippet færdig, blev hans datter født.

Ikke at han lægger noget særligt skæbne-agtigt i det, siger han, for datteren var ikke planlagt, han havde kun kendt sin kæreste i fem måneder, da hun blev gravid.

»Men jeg forstår min film bedre og på en anden måde i dag, end jeg gjorde, da jeg lavede den.«

I forbindelse med sin research har filmens instruktør mødt en række par, hvis voksne børn er flyttet hjemmefra inden for de seneste par år.

»Jeg oplevede en gennemgående tendens til, at flere par ubevidst søgte tilbage til tiden fra før, de fik børn. Men at de måtte indse, at det var umuligt.«

En af kvinderne havde haft det, som om hun i overført betydning havde stillet sig ind i et tomt rum, efter at de voksne børn var flyttet, i et forsøg på at bygge rummet op igen, som det så ud engang. Men fandt ud af, at rummet ikke længere var, som hun huskede det. Løsningen var heller ikke at rejse rundt i verden eller tage på interrail.

»I stedet måtte kvinden stå alene i rummet og acceptere, at en epoke nu var slut for altid. Og så ellers bygge rummet gradvist op på en ny måde,« siger Christian Tafdrup.

»Det var efterhånden nogle år siden, at kvinden havde været ung. Årene var gået, og de var gået hurtigt, alt for hurtigt, synes hun. Den erkendelse blev endnu tydeligere, da børnene flyttede.«

Overordnet handler det om en voldsom længsel efter noget, man ikke kan få, fordi det er forbi, og aldrig kan genskabes.

»Og det kan jo være en rigtigt svær én at sluge. Et eviggyldigt tema, der ikke kun drejer sig om tabet af ungdom, mange års samliv med et andet menneske og børn, der flytter, men om en længsel, som kunne være efter så meget andet, noget, man ikke kan få.«

Selv har 38-årige Christian Tafdrup haft, hvad han kalder et halvsentimentalt forhold til sin ungdom.

»I flere år var jeg optaget af, hvor forfærdeligt det ville være, når jeg ikke længere var ung. Jeg var rædselsslagen for at miste min begejstring og min passion og ikke længere være så tændt på livet. Og bange for at komme til at savne at sidde om natten med en kvinde, jeg var forelsket i, og have filosofiske og eksistentielle samtaler i timevis. Men i dag savner jeg ikke min ungdom. Der var jo også en masse, som ikke var spor fantastisk, men dybt besværligt. Alle forelskelserne bare for at tage et eksempel.«

For nogle år siden begyndte Christian Tafdrup at betragte sine egne forældres ægteskab.

»Da jeg var yngre, spekulerede jeg tit på, hvordan mine forældre mon havde det med hinanden? Når de for eksempel sad uden at sige noget til hinanden. Jeg tænkte, at de måtte have det dårligt med hinanden, men med alderen er jeg nået frem til, at man sagtens kan have en stor kærlighed til et andet menneske, uden at man nødvendigvis har dybe samtaler hele tiden. Når man har været sammen mange år, er kærligheden blevet noget andet, og ord har ikke nødvendigvis den samme betydning længere.«

Hvordan det var, dengang han selv flyttede hjemmefra, husker Christian Tafdrup som enkelt og uproblematisk.

»Jeg var ret gammel, 22 år, før jeg flyttede to gader væk fra mit barndomshjem i en kernefamilie på Østerbro. På det tidspunkt havde jeg været elev på Statens Teaterskole i et år, og jeg kan huske, hvordan de andre gloede underligt på mig, når jeg sagde, at jeg stadig boede hjemme hos mine forældre sammen med min lillebror. Det var der ingen af de andre på teaterskolen, der gjorde.

Men jeg har altid været en »late bloomer«, en lidt nørdet fætter, puritansk og for pæn. Jeg var ikke ham, der rejste verden tynd i de år. Det eneste, der interesserede mig, var film og teater.«

Efter to dage fandt han sig til rette med sit nye aleneliv væk fra mor og far.

Men Christian Tafdrup husker også, at hans forældre i en kort periode var væk fra hinanden lige omkring den periode, hvor han flyttede hjemmefra.

»Det var måske en måned, så fandt de sammen igen. Men det samme skete, da min lillebror flyttede. Der var noget opbrud og noget uro et kort øjeblik, så faldt det på plads. Hvad der skete, har jeg aldrig talt med mine forældre om.«

Måske var det lige præcis den periode og forældrenes korte adskillelse, der gav ham idéen til filmen »Forældre«, siger han.

Det begyndte som en heftig drøm for syv år siden.

»Jeg drømte, at mine forældre var flyttet tilbage til deres gamle lejlighed på Lyngbyvej, hvor vi boede, da jeg var lille. En dag inviterede de mig på middag, min far stod ude i køkkenet og havde anlagt stort skæg, og så ud som han gjorde, da han var i 20erne. Også min mor var ung, og de stod og kyssede meget, meget inderligt lige foran mig. I drømmen forsøgte de at finde hinanden igen ved at søge tilbage til deres ungdom.

Da jeg vågnede, var det ikke efter en lille hyggelig og sjov drøm, men som om jeg havde haft mareridt. Jeg tror, at når man drømmer noget, uanset hvor vanvittigt, det kan forekomme, er der alligevel en vis logik i det.«

Det tog Christian Tafdrup nogle år at gøre sig fri af den drøm. Siden har ideen med »Forældre« været at arbejde med en surreel og humoristisk form og samtidig skabe en genkendelighed og en varme.

I filmen idealiserer og savner især Kjeld sin ungdom, men når han genoplever den, kan han ikke holde den ud. Men den fører ham til en erkendelse af, at hans nuværende liv faktisk er godt, selv om det er almindeligt og indimellem lidt for stille. En af filmens pointer er at gribe tilværelsen i alle dens former og følge med livets forskellige stadier.

»Og så er det vel helt enkelt også noget med at give slip og komme videre,« mener Christian Tafdrup.

Det var nødvendigt for ham selv, da han sidste år blev far. Han er samler, og et af værelserne i lejligheden var fyldt med dagbøger, gamle biografbilletter og notesbøger i tonsvis, som han har haft stående fremme. Men da hans datter blev født, manglede der et værelse, og han tvang sig selv til at gennemgå alle sine nostalgiske remedier. Noget blevet smidt ud, andet blev sorteret og proppet ind i et skab.

»Det var en meget konkret markering af, at jeg nu var et nyt sted i mit liv, efter at være blevet far. Det gjorde ondt at smide ud, samtidig var der en lettelse over, at jeg nu havde gjort mig fri af fortiden.«