»Det var en anden tid« og »hun sagde ikke nej«. Her er ti svar på ti idiotiske #metoo-indvendinger

Debatten om sexisme er kun lige begyndt, men forsøges lukket ned af folk, der synes, det er noget pjat, fortid, synd for krænkerne eller kvindernes egen skyld. Det er det ikke, mener Anne Sophia Hermansen.

»6. »Hun lyver, er narcissist og vil bare have opmærksomhed«. Overvej, om du vil sige det samme til din datter, hvis hun kommer hjem en dag og fortæller om overgreb og krænkelser på arbejdspladsen. Jeg håber det ikke.« Anne Sophia Hermansen har lavet feltarbejde i de sociale mediers kommentarspor efter dokumentaren »Metoo: Sexisme bag skærmen« og fundet ti indveninger, som går igen og igen, selvom de faktisk ikke giver særlig megen mening. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dokumentaren »MeToo: sexisme bag skærmen« på discovery+ har givet anledning til en debat om #metoo, der langtfra er slut.

Jeg har set den tre timer lange dokumentar om sexisme på TV 2, og jeg har set mange af de kommentarer, den har givet anledning til.

Især ti kritiske indvendinger går igen og igen, og dem har jeg tilladt mig at udarbejde et standardsvar til, som frit kan kopieres ind i fangrupper som »Dig, mig og Jes Dorph« på Facebook eller trækkes frem under julefrokosten med Jytte, Bent og Karl Ove på 72 år.

1. »Det skete jo for 20 år siden«.

Det er muligt, men heller ikke for 20 år siden var vold, forfølgelse, voldtægt eller forsøg på voldtægt acceptabelt.

»Kvinderne i dokumentaren virker ret sammenhængende på mig. Det er tværtimod de såkaldt »lyseblå skjorter«, dvs. krænker-cheferne, der fremstår opmærksomhedskrævende i deres narcissistiske iver efter at rage praktikanter til sig i den formodning, at de er en form for seksuel buffet.«


2. »Mænd bliver dømt uden rettergang og dommer«.

Hver dag afskediges medarbejdere, fordi virksomheden har mistet tilliden til dem, og man mister tilliden til mennesker, der for eksempel krænker, chikanerer, voldtager, forfølger eller misbruger deres magt. Her er desuden tale om et ansættelsesretligt forhold og ikke et strafferetligt, og ingen har mig bekendt RET til at være på skærmen og slet ikke ret til andres kroppe, selvom vedkommende måske selv synes, han er en meget stor og vigtig tv-kanon.

3. »Det hele er ord mod ord«.

Det er mange kvinders ord mod en enkelt mands, uafhængigt af hinanden og bekræftet af kilder omkring dem. Medmindre man mener, at én mands ord vejer tungere end 5-10 kvinders, skal man overveje, om ikke bare de fortæller en ubekvem historie om en mand, man selv gerne vil hygge lidt om og har en underlig vrangforestilling om.

4. »Hun sagde jo ikke nej«.

... men heller ikke ja til at blive betragtet som en sexdukke og kastet mellem forskellige mænd, der åbenbart forvekslede seksuelt misbrug med praktikantvejledning.

5. »Det var ment som en kompliment«.

Man giver ikke komplimenter med tungen eller kønsdelene først. Det er heller ikke en kompliment at blive opfordret til en trekant – af en chef.

6. »Hun lyver, er narcissist og vil bare have opmærksomhed«.

Overvej, om du vil sige det samme til din datter, hvis hun kommer hjem en dag og fortæller om overgreb og krænkelser på arbejdspladsen. Jeg håber det ikke.

Bortset fra det, så virker kvinderne i dokumentaren ret sammenhængende på mig. Det er tværtimod de såkaldt »lyseblå skjorter«, det vil sige krænker-cheferne, der fremstår opmærksomhedskrævende i deres narcissistiske iver efter at rage praktikanter til sig i den formodning, at de er en form for seksuel buffet. At de endvidere har bakket hinanden op i den formodning virker til gengæld behandlingskrævende.

Det var en anden tid. Haha, nej

7. »Hun var bare liderlig efter at komme på skærmen«.

Ja? Vi har at gøre med tv-journalister og tv-værter, og dem finder man ganske rigtig foran skærmen. Noget galt i det? Er en tandlæge også »liderlig efter at rense folks tænder«, ligesom en lærer er »liderlig efter at undervise«? Jeg ved ikke med dig, kære læser, men jeg synes ikke, det er så mærkeligt, at de gerne ville på skærmen. Det ville Jes Dorph og Jens Gaardbo også, og det vil studieværter i det hele taget. Ønsker man det ikke, finder man nok et andet arbejde.

Til gengæld tror jeg ikke, kvinderne i dag træder frem i en dokumentar om sexisme, fordi de er »liderlige« efter skærmtid. De har succes og gode job, og de er der, fordi de ønsker at lave en kulturforandring.

8. »Det var en anden tid«.

Det er en indvending, som er i familie med »Det skete jo for 20 år siden«, men sagen er bare, at den »anden tid« var så sent som for et år siden, hvor en chef blev fyret for at have sendt klamme beskeder til en række kvinder. Hertil kommer, at en undersøgelse for et par dage siden viste, at 27 TV 2-medarbejdere har oplevet seksuelle krænkelser det seneste år. Endelig var 2007 ikke »en anden tid«, ligesom du næppe selv var »et helt andet menneske« for 14 år siden.

9. »Hun kunne jo bare have sagt fra«.

Det kan du og tillykke med det. Men i en normal verden har en chef ansvaret for en medarbejder – det er ikke en medarbejder, der har ansvaret for en chefs gramserier og ulækre tilnærmelser.

10. »Vi skal se fremad nu«.

Ja, det skal vi, når vi er færdige med at snakke om, hvad der foregik tidligere, og den samtale er kun lige begyndt. »Vi skal se fremad nu« er newspeak (opdigtet »fattigere« sprog fra romanen »1984« af George Orwell, red.) for »jeg har fucket op« og er noget, man siger, når man ikke har nosserne til at vedkende sig sit ansvar. Indvendingen bliver ofte brugt af krænkere – og af siddende nyhedschefer og direktører.

Har jeg overset noget? Det skulle da lige være det ironiske i, at journalister forventer, at politikere og direktører kronisk står til rådighed for interview, særlig når de har begået fejl, mens mediechefer og -direktører synes, det er rigeligt med en kort sms eller tavshed. Det ser dumt ud, venner.

Det ser også dumt ud, at TV 2 henviser en dokumentar om egne dubiøse forhold til en fjern kanal, ligesom Politikens mikrofonholderi for Jes Dorph-Petersen ser dumt ud, hvilket avisens chefredaktør Anne Mette Svane skal hjælpes til at se.

Endelig ser det dumt ud, når Jes Dorph-Petersen på samtlige tv-kanaler, i alle aviser, i podcasts, bøger, opdateringer på sociale medier og i foredrag for virksomheder fortæller, at han ikke kan komme til orde, og at det er rigtig synd for ham, det uskyldige offerlam.

»MeToo: Sexisme bag skærmen« viser, at det er det ikke. Tværtimod.