En amerikansk nonne, som i 29 år har levet tilbagetrukket fra omverdenen, har et par gode råd til os nybegyndere i social isolation:
1. Få struktur på din nye hverdag. Hvis du er vant til at stå op kl. seks, så fortsæt med det, også selv om du ikke har et tog, du skal nå eller skal være et bestemt sted kl. otte. I det kloster, hvor hun bor, følger alle nonnerne det samme dagsskema – de står op og tager tøj på, beder, spiser, læser og beder igen, og sådan forløber hver dag. Nonnen opfordrer os til, at vi ikke går i æstetisk forfald, dvs. undlader at gå rundt i pyjamas og med uredt hår, men i stedet fastholder en ydre struktur, som også skærper den indre.
Jeg tænker umiddelbart, at det er en tanke værd, om man kan betro folk, der agerer så egocentrisk, stort ledelsesansvar.
2. Dernæst appellerer hun til, at vi, hvis vi er i en familie, ikke lader arbejde oversvømme den nye hverdag. At der er en tid for alt, herunder arbejde, som må vige, når der for eksempel er aftalt familietid. Måske er dette en god mulighed for at styrke familiebåndene, skriver hun, der lever i et fællesskab med 17 andre nonner og kun sjældent forlader klosteret.
Hun nævner ikke direkte ordet samfundssind, men insisterer overordnet på, at vi tager ansvar for det fællesskab, vi indgår i, og passer på hinanden. Den appel vil jeg lade gå videre til krigsfotografen, der kalder sig selv humanist, men ikke kan se, hvorfor han skulle lægge sit liv ned på grund af alt det her coronahysteri. Gamle mennesker må jo bare blive hjemme, siger han. Uha, macho.
Til de unge, der spiller beer-pong og smitter hinanden (held og lykke med jeres klimaengagement, hvis I kun tænker på jer selv, kh. boomeren), og til Vestas-direktøren, der havde svært ved at forstå, at hun ikke kunne rejse til Maldiverne på ferie, eftersom de danske grænser var lukket. I stedet fløj hun fra Sverige. Og måtte dagen efter flyve tilbage. Jeg tænker umiddelbart, at det er en tanke værd, om man kan betro folk, der agerer så egocentrisk, stort ledelsesansvar.
3. Og endelig opfordrer nonnen til, at vi giver os selv tid til fordybelse og selvrefleksion. Hver dag efter frokost tager hun 90 minutters stilhed. Hun læser, beder eller sysler med et eller andet og minder sig selv om, at det aldrig var meningen med livet, at det skulle hastes væk. Hun ironiserer også over, at mange moderne mennesker ofte hygger sig med at drømme om 14 dage på retreat eller om at opsøge ensomheden på en bjergtop, men konfronteret med deres eget selskab går de i panik. Fordi de ikke er vant til at forholde sig til sig selv.
Hvis man følger DR-serien »Alene i vildmarken«, vil man vide, at det er sandt. Seriens koncept er, at seks-otte danskere frivilligt lader sig transportere til Nordnorge, hvor de hver for sig skal overleve så længe som muligt i den forfærdelige natur. De bygger sheltere, fanger fisk og fryser i deres soveposer med udsigt til en åbenbaring af kedsomhed. Efter få dage begynder civilisationen at blive skrællet af dem, og de slår sig på brystet som aber. Som oftest opgiver de, fordi de ikke kan holde deres eget selskab ud. De bliver hjemsøgt af dårlige minder, savn og længsel, de kan ikke underholde sig selv, fordi de er vant til en upbeat tilværelse, og måske synes de også, at de er ret uspændende at være sammen med. Det synes man som seer i øvrigt også.
»Alene i vildmarken« er i det hele taget et interessant studie i, hvad velfærdsdanskere stiller op, når isolationen sætter ind i al sin gru og rædsel. Når der ikke er nogen smartphone og Netflix-serier, og når arbejdslivet ikke forsyner os med en identitet. Hvad er der så tilbage? Dig selv.
Tag på en indre dannelsesrejse
Coronakrisen er en anledning til at tage fat på det personlige dannelsesprojekt og fylde sindet med noget andet end KPIer, indbetalinger på pensionsordningen og latterlige forbrugsdrømme om en masse ragelse, vi alligevel aldrig havde brug for.
Tag for eksempel og læs nyoversættelsen af Bibelen. Den nye udgave er så mesterligt oversat og gennemarbejdet, at man ubesværet kan forstå, hvad der står i den, og faktisk får lyst til at læse den i et stræk som en roman.
Læs Niels Overgaards »Det hele handler ikke om dig« – sjældent har en bogtitel ramt samtiden så rent. Han anviser her en række antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening og citerer stoikeren Epiktet for følgende: »Det er ikke begivenhederne, men vores meninger om dem, som forårsager os lidelse.« En tanke, der er god at holde fast i i den kommende tid.
Eller lyt til Brinkmanns briks på podcast. Professoren i psykologi er en overraskende god og morsom radiovært og inviterer os med ind i refleksioner over livets mening, perfekthedskultur, selvrealisering, stress, og hvordan man udholder sine teenagebørn.
Vi ses om en måned. Eller to.
