Da vi var på vej ud af 00erne, blev der skrevet alvorlige kronikker om nøjsomhed og noget, der blev kaldt »det simple liv«. Det simple liv var rent og ærligt og indtraf, når livet med afdragsfri lån var forbi, og man havde indfriet retten til et fedt køkken/sommerhus/hus i Provence/fire årlige udlandsrejser/en røvfuld designermøbler – uden at have råd.
Finanskrisen satte dengang en stopper for forbrugsfesten og efterlod mange med moralske tømmermænd og teknisk insolvens. Nu skulle alt være anderledes. Nu skulle det handle om værdier i stedet for friværdier, og det gode liv skulle være uden blær og logoer, men med masser af ægthed og dybde i relationerne.
Årtiet lærte os, at det er ulækkert at flyve, spise kød, og at selv roser på valentinsdag bør efterlade os med virkelig, virkelig dårlig samvittighed. Klimaangeren fremstod imidlertid mere som en identitetsmarkør end som reelt handlingsanvisende.
Snart siger vi farvel til 10erne, og det er oplagt at spørge, om vi lærte noget dengang? Svaret er selvfølgelig nej. Humøret blev hurtigt højt igen, og privatforbruget begyndte at vokse, ligesom priserne på lejligheder og selv udskidte kolonihavehuse.
Den stærkeste grundfølelse, som 2019 efterlader os med, er dog ikke forbrugsanger, men klimaanger.
Årtiet lærte os, at det er ulækkert at flyve, spise kød, og at selv roser på valentinsdag bør efterlade os med virkelig, virkelig dårlig samvittighed. Klimaangeren fremstod imidlertid mere som en identitetsmarkør end som reelt handlingsanvisende – eller det vil sige den fremstod som handlingsanvisende for de andre, hvilket flere af Alternativets folketingsmedlemmer belærte os om, mens de selv fløj verden rundt.
Partiet, der fik ni mandater i 2015, fik kun fem i 2019, selv om tidsånden var med det. For mens de fleste var ved at krepere af grin over biodynamiske grøntsager for 30-40 år siden, så boomede salget af økologi i 10erne. Mens det engang var cool at have travlt, eksperimenteres der i dag i ramme alvor med kortere arbejdsuger. Og endelig så rykkede klimadagsordenen frem i de flestes bevidsthed efter den historisk varme sommer i 2018.
Men måske begyndte jorden at brænde under fødderne på dem, der tidligere havde sat deres stemme dér, hvor det føltes mest lækkert, og de søgte i stedet over til partier, der ikke nøjedes med at danse deres politik, men også turde få realpolitisk smuds på hænderne. Eller som bare ikke hyklede så meget. Til sidst forlod stifteren selv formandsposten.
Global dødsangst
Ind på verdensscenen trådte Greta Thunberg, der anklagede politikerne for at have stjålet hendes drømme og barndom. Hun blev et symbol på klimabevægelsen og på global dødsangst, og få turde for alvor sige den svenske barnestjerne imod. For hvad er mere alvorligt end klodens overlevelse? Intet. Verdensledere lyttede andægtigt til hende og fløj så hjem fra Davos – i privatfly, selvfølgelig.
Som Anna Libak skrev her i Berlingske, er Thunberg klimakampens Trump. Og nej, sådan noget skriver man naturligvis ikke uden at få hug for det, men iagttagelsen var rigtig. Både Trump og Thunberg har perfektioneret det at ledsage et budskab med en personlig følelse, og de skylder begge deres gennemslagskraft den autenticitet, der er blevet volddyrket her i det 21. århundrede.
Ligesom deres argumenter består af følelser – som er svære at argumentere sagligt imod – er tidens krænkelsesparathed baseret på nøjagtigt det samme.
Og tiåret har da også budt på den ene fortrædelige krænkelsesoplevelse efter den anden. Ingen nævnt, ingen glemt. Den franske filosof René Descartes’ cogito ergo sum er i moderne tid blevet til: Jeg er krænket, altså er jeg.
De store shitstormes tid
Takket være de sociale medier lever vi i shitstormenes tid, og der går ikke en dag, uden en politiker, virksomhed, uddannelsesinstitution eller kunstner må lægge ryg til krænkelseskritik og forargelse. Det kommer vi formentlig til at se endnu mere til i det kommende tiår – ikke mindst fordi mange har gennemskuet, at det er en effektiv måde at få opmærksomhed på.
Et bud er, at stormene på de sociale medier går fra uplanlagte til planlagte i 20erne. At man kan shitstorme sig selv til succes er Trump det bedste eksempel på. Inger Støjberg kan også være med. Og Ghita Nørby. Mange flere vil følge efter.
I forvejen ved vi, at man kan få succes som fiasko, og Politiken har specialiseret sig i at præsentere os for det ene overprivilegerede offer efter det andet. I skrivende stund handler det mest læste debatindlæg på pol.dk om en julestresset mor, som ikke har tid til at passe sit arbejde, fordi hun skal se julekalender, være til juleafslutning, overvære Lucia-optog og være nisseven på jobbet. Tal ikke om, at vi ikke har problemer i Danmark!
Men det har vi.
Når det bliver februar, er det fem år siden, Omar El-Hussein målrettet skød først en mand foran Krudttønden og dernæst en vagt foran synagogen. På trods af, at hans familie havde fået beskyttelse, rettigheder, uddannelsesmuligheder, tag over hovedet og penge i hånden, mente El-Hussein ikke, at han skyldte Danmark noget.
Og den følelse er han ikke alene om. 10erne har været den begyndende terrors tid, og det er næppe tænkeligt, at Danmark og resten af den vestlige verden ikke i 20erne vil opleve flere islamistisk motiverede angreb på julemarkeder, skoler, religiøse institutioner, medier, politikere og offentlige transportmidler.
Min generation er både blevet kaldt for »Nå«- og for »No Future«-generationen, men vi burde kaldes for »No Past«.
Tænk bare på angrebet på Charlie Hebdo, promenaden i Nice, julemarkederne i Berlin og Strasbourg, på London Bridge, Stockholm, Toulouse, lufthavnen i Bruxelles m.fl. Eller på dansk politis anholdelser af 30 mænd og kvinder her i december, hvoraf de fleste bar enten burka eller kjortel og langt skæg – helt tegneserieagtigt.
Historien er slut, erklærede Fukuyama for snart 30 år siden. Og tog totalt fejl. I dag fremstår hans herostratisk berømte værk som en nostalgisk påmindelse om de gode gamle dage, hvor troen på de liberale demokratier var intakt, og hvor man ikke kunne forestille sig, at religion og kulturelle faktorer kunne spille en afgørende rolle i forhold til politik og økonomi.
Den sidste lykkelige generation
Historien fortsatte, og når vores børnebørn en dag vil skrive historien om os, vil de måske kalde os for den sidste lykkelige generation. En generation, der voksede op i de ironiske 90erne og først for alvor blev voksne, da vi opdagede, at de kampe, som andre har vundet på vores vegne, ikke længere kunne tages for givet. At ytringsfrihed, demokrati, ligestilling og fred er privilegier, der kan anfægtes og rulles tilbage, hvilket også Margaret Atwood minder os om i »Tjenerindens fortælling«.
Min generation er både blevet kaldt for »Nå«- og for »No Future«-generationen, men vi burde kaldes for »No Past«, da et lidt for laissez faire-agtigt uddannelsessystem har forsynet os med et dannelsestab og en historieløshed, der gør det vanskeligt for os at se os selv i en større sammenhæng.
Måske derfor er så mange hjemsøgt af ondt i krænkelsestarmen – forestillingen om, at en sang, et digt, en T-shirt, forlystelse, reklame, småkage eller tilfældig Facebook-opdatering ikke handler om en selv er mentalt udfordrende, og endnu mere provokerende er tanken, at man bare kan sige pyt og passere gaden. Nej, det skal handle om ... MIG!
Her er kuren
Kuren er enkel. Læs Pontoppidans »Lykke-Per« eller Melvilles »Moby Dick«. Begge romaner handler hverken om krænkelse, kærlighed, penge eller succes som altings endemål, men om at kunne overkomme tilværelsens iboende meningsløshed og se sig selv som en lille del af en meget stor historie. Som Melville skriver, lægger havets liglagen sig til sidst over os alle, og indtil da handler det om at tage eksistenskampen op.
Det næste årti bliver dannelsens årti, fordi alternativet ganske enkelt ikke eksisterer. Så meget lærte vi af nullerne og 10erne – uden en oplevelse af kulturel og historisk sammenhæng degenererer vi i fladskærme, friblødning og falske krænkelsesoplevelser.
Godt nytår.
