Da P3-værten Anders Stegger i sidste uge var vært for uddelingen af Byens Bedste-priserne, blev han på et tidspunkt passet op af en yngre kvinde, der kaldte ham racist. Det blev han noget paf over. Kvinden begrundede anklagen med, at han fra scenen havde joket med, at toiletterne befandt sig bag en bod med Spicy Indian – hvilket jo var smart, hvis man fik ferie-mave – og at han senere havde sagt, at sangerinden Iris Golds fantastiske afrohår var ægte. For han havde selv mærket efter.
So what?, tænker de fleste normale mennesker, men vi lever ikke i normale tider, men i en krænkelsestid. En tid, hvor det at føle sig krænket er en identitetsmarkør og et tegn på, at man er et moralsk højerestående væsen. I al fald mere højerestående end de politisk ukorrekte typer, der er blinde for deres egne hvide, vestlige, middelklasseværdier og bare vælter sig ufølsomt rundt i andre menneskers etnicitet og hudfarve.
P3-værten havde forinden clearet sin joke med Iris Gold, der ikke følte sig ramt, og folkene bag Spicy Indian var heller ikke ligefrem brudt grædende sammen. Men kvinden følte sig alligevel krænket på deres vegne og meddelte forarget Anders Stegger, at han fremover skulle tænke lidt mere over tingene. Det fik mig til at tænke på en linje fra journalist Anna Libaks fremragende bog om populisme: »Et stort problem i krænkelseskulturen er således, at flere og flere føler sig krænkede, og færre og færre føler sig ramt«.
Hvis de krænkede får magt, som de har agt, hvor efterlader det så humoren? Måske der, hvor man kun kan gøre grin med sig selv og aldrig må satirisere over andre, for tænk nu. Og det er meget muligt, at de, der bliver gjort grin med, ikke selv føler sig ramt, men heldigvis kan andre mere følelsesmæssigt veludviklede og menneskeligt seismografiske typer føle krænkelsen på deres krop og finde lidt velgørende identitet i det. Krænkelseskulturen tager humoren som gidsel og drømmer om en verden mere røvsyg end et radikalt landsmøde – en verden uden kanter, frivolitet, fest, farver, og hvor Morten Østergaard bestyrer Den Korte Weekendavis.
Men problemet med krænkelseskulturen er også, at den nærer den negative identitetsskabelse. Man er ikke noget i form af det, man udretter, men i kraft af det, man føler sig stødt over. Således kan man forholde sig reaktivt til tilværelsen og konstant frastødes af alle de dumme mennesker, der besudler verden med deres ukærlige holdninger og handlinger. Men selv om det er hårdt arbejde at være forarget, kommer følelsen dog med en gevinst – man kan nemlig føle sig bedre end andre, og så er man da noget.
Engang var den danske sang en ung blond pige, der gik og nynnede i Danmarks hus, men den er nu en klagesang fra middelmådige jammerkommoder.
For at tilfredsstille den voksende gruppe af forargelsesafhængige, vil vi fremover kåre Byens Bedste Forargelsesfix.
