Et afsnit af Netflix-serien »The Crown« er særlig bemærkelsesværdigt. Det hedder »Månestøv« og handler på overfladen om månelandingen i juli 1969, men det parallelle forløb er langt mere tankevækkende.
For det handler om, hvad der sker med et menneske, når det ikke kan finde sin plads i en større sammenhæng – og hvad der sker med mennesker, der kun kan forstå sig selv i en mindre.
Og så handler det om en god gammeldags midtvejskrise – eller Lebenswende, som Jung kaldte det med lidt mere optimisme.
Det er her, vi forstår, at prins Philip er i galopperende midtvejskrise, og at en midtvejskrise ikke udspringer af, at man har fået lidt mave eller ikke er helt ung længere – den udspringer af, at man er faldet ud af tilværelsens store sammenhæng. At himlen er blevet stjerneløs.
Et kort resumé: Da Apollo 11 lander på månen, ser verden med. Det samme gør prins Philip, som på det tidspunkt er 48 år og ikke helt har affundet sig med alene at være dronning Elizabeths mand, så han klynger sig til erindringen om dengang, han var pilot. Dengang der var heltemod til, og dengang han kunne gøre en større forskel end at køre rundt i guldkaret og holde dronningens håndtaske. Med stor intensitet og identifikation følger han den spektakulære månelanding og læser alt, han kan komme i nærheden af, om de tre astronauters bedrifter.
Kort efter besøger Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins Buckingham Palace, og prins Philip ser frem til at møde dem. Han forbereder en række spørgsmål og træder nervøs og forventningsfuld ind i den sal, hvor de venter. De sidder på de samme pladser og lige så tæt i rokokosofaen som i kommandomodulet, noterer han, og de griner forlegent.
Han vil tale om meningen med livet. De vil vide, hvor mange slotte kongefamilien ejer. Han spørger, om noget ændres i en, når man ser Jorden fra Månen, og de svarer, at de ikke havde tid til særlig meget andet end at skrive rapporter og lave tjeklister. Prins Philip fisker efter erkendelser og eksistentielle indsigter, men de har ingen svar og spørger i stedet, om hundene sover i hans soveværelse.
Fra astronaut til filosof
Kort sagt havde han håbet, at de tre astronauter havde været på dannelsesrejse til Månen og kom tilbage til Jorden som filosoffer. Det var ikke tilfældet. De vendte tilbage som dem, de var, og prins Philip blev mindet om, at man aldrig bør møde sine helte.
Høfligt skuffet takker han dem, og mens de løber rundt på slottets trapper, går han ind på det værelse, hvor hans mor boede frem til sin død, og hvor hun tidligere havde spurgt ham, om han havde mistet sin tro.
Det er her, vi for alvor forstår, at prins Philip er i galopperende midtvejskrise, og at en midtvejskrise ikke udspringer af, at man har fået lidt mave eller ikke er helt ung længere – den udspringer af, at man er faldet ud af tilværelsens store sammenhæng. At himlen er blevet stjerneløs. Og så er det ligegyldigt, om man har 16 slotte med et gangareal på størrelse med Belgien, nyder stor anseelse og har fået børn, der kan recitere Shakespeare og Rilke. Fortvivlelsen er demokratisk; den rammer alle på et eller andet tidspunkt i livet, medmindre man selvfølgelig er helt åndsforladt.
Prins Philips løsning på tabet af tro og mening er at søge intellektuelt jævnbyrdigt selskab. Han kunne sikkert også have fået sig en sportsvogn og en ung elskerinde, ligesom han kunne være begyndt at gå med blomstrede skjorter og fået en ansigtsløftning eller en navlepiercing. Eller ja, være trukket i lycra.
Men han vælger i stedet at tage fortvivlelsen på sig. At gå dybere ind i den og endda bede om hjælp af en præst.
Når »Månestøv« er så vellykket et afsnit, er det fordi, det ikke er bange for at advokere for, at det at være menneske er noget, vi hele tiden er undervejs med at blive, og at det er modigere at gribe ud efter troen end efter videnskaben. »Månestøv« handler om dannelse. Et ord, der efter mange års latterliggørelse og degradering til at handle om etikette og sure frøkenminer, er på vej tilbage. Måske fordi vi har fået den selvrealisering, fladskærm og det køkken, vi fortjener – og fordi vi har erfaret, hvor lidt det i virkeligheden betød.
Når natten falder på, tænker de færreste af os på de rapporter, vi skal have udfyldt eller på de tjeklister, der mangler at blive vinget af. Den slags kan være vigtige – hvis man er i en rumkapsel – men ligesom med astronauterne hindrer et overdrevent fokus på arbejdsrelaterede mål os i at blive interessante mennesker. Hvis vi kun kan indtænke os selv i en Excelarks-virkelighed, er det tal og ikke tankefigurer, der ryger ud af munden på os.
Og værre: Uden en dannelsesmæssig ballast er vi dårligt åndeligt udrustet til at håndtere de eksistentielle kriser, der før eller siden rammer os alle.
Prins Philip søger i »The Crown« tilflugt i litteraturen, musikken, kunsten og filosofien. Det er en større bedrift at kunne udholde sig selv i længden end at gå på Månen.
