»Michael Strunge? Ham har jeg sgu aldrig hørt om,« siger sangeren Bro alias Kevin Andreasen fra Paradise Hotel. Han skal sætte musik til Michael Strunges digt »Livets hastighed«, men det kniber med at forstå det.
Han savner »lidt mere smadder på, så det ikke bliver så trist«, men det mest triste her er hverken digtet, eller at Bro ikke kender Michael Strunge. Det mest triste er, at vi er vidne til et nyt kulturprogram fra DR. »Helt lyrisk«, hedder det. Helt hen i vejret, siger jeg.
Bro har med sangen »Sydpå« beriget den danske sangskat med følgende lyrik: »Vælger du rom eller iskold Tequila?/Jeg' nummer ét, den er lidt mer' tranquilla/Hvis du' til nummer to, lover jeg det kilder/Og nummer tre, ja, så bli'r det lidt vilder'«.
Og nej, det her skriver jeg ikke for at karaktermyrde Bro. Han fremstår i programmet som en sød og sympatisk fyr, tatoveret, tandbleget og i badetøfler, men jeg forstår ikke, hvorfor DR har så store problemer med at tage kulturen og særligt litteraturen alvorligt.
Mens Bogforum slår den ene publikumsrekord efter den anden, valfarter folk over hele landet til biblioteker for at høre digtere og forfattere fortælle om deres værker. Men ifølge DR er danskerne for dumme til at forstå, hvad der står i en bog.
Fire misforståelser
Hvad mon årsagen er til, at vores principielt væsentligste kulturinstitution ikke leverer seriøs litteraturformidling? Det kan man ellers finde ud af i Tyskland, Frankrig og Sverige, og man kunne jo lære lidt af dem. Ellers er her en hjælpende hånd.
1. DR lider af den misforståelse, at man ikke tror på, at danskerne kan forholde sig til en bog eller et digt uden samtidig at se på en kendis. Vi er åbenbart så evnesvage som nation, at vi ikke kan læse et digt af Strunge, medmindre en realitytype har oversat poesi til pølsesnak først. Den intellektuelle barre skal med andre ord sættes så lavt, at selv en dværg får rygskader. Det er uklart hvorfor.
2. Den anden misforståelse går på, at vi ikke kan holde til lange formater. DRs kulturprogrammer bliver faktuelt kortere og kortere, Helt lyrisk er 28 minutter, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis programmerne om et par år kun er et kvarter lange. Antagelsen er, at danskerne lider af koncentrationsbesvær og måske ligefrem kan få åndelige forstuvninger, hvis folk taler for meget eller for længe.
Men sjovt nok beviste Radio24syv, at danskerne ikke har nogen problemer med at lytte til timelange samtaler og ligefrem savner dem nu, hvor de er væk. Til det kan man indvende, at radio og TV er to vidt forskellige ting, men lad mig så afsløre, at de udenlandske litteraturprogrammer som regel varer en time. Uden at seerne taber interessen, selv om der hverken bydes på kandiseret musik eller klippes, så man er i fare for at udvikle epilepsi undervejs.
3. Det er også en misforståelse, at kulturprogrammer skal være hyggelige. At det hele skal sovses ind i duftlys, bløde sofaer og værter med kælne stemmer. For nej tak. Seerne er voksne mennesker, der ikke har brug for safe spaces og Bubber-snak. Giv os holdning i stedet for underholdning.
DR lider af den misforståelse, at man ikke tror på, at danskerne kan forholde sig til en bog eller et digt uden samtidig at se på en kendis. Vi er åbenbart så evnesvage som nation, at vi ikke kan læse et digt af Strunge, medmindre en realitytype har oversat poesi til pølsesnak først.
4. Den fjerde misforståelse er imidlertid den farligste: DRs kulturværter må endelig ikke være specialister. De skal faktisk helst være forudsætningsløse. Derfor sætter man en komiker til at møde døde digtere, og en livsstilsekspert til at beværte et litteraturprogram (og til forinden at proklamere, at han intet ved om litteratur). Kunne man tilsvarende forestille sig, at kokken Nikolaj Kirk blev sat i spidsen for et magasin om økonomi, eller Linse blev vært for et udenrigspolitisk debatprogram? Jeg er næsten bange for at give DR gode ideer, men tænker umiddelbart nej. Med kulturen er det anderledes. Det er jo bare for sjov.
Plus cirkusklovn
Resultatet er, at DR igen og igen undervurderer seerne. At man har indledt et ræs mod bunden og ikke tager sin dannelsesforpligtelse på sig. Næppe af ond vilje, men som følge af inkompetence.
Lad mig præcisere, at ingen af værterne er inkompetente. De gør det så godt, de kan, og prøver blot at udfylde de tvivlsomme kulturkoncepter, der er udviklet af ellers dygtige mennesker, som godt ved, hvordan man opnår godkendelse fra højeste sted, nemlig ved at trække 80 pct. ambition fra og lægge en cirkusklovn til.
Pilen peger som altid opad. Helt op. På en DR-ledelse, der bevæger sig rundt i kulturlandskabet som en flok handelsskoleelever på månen. Naturligvis skal der tages bestik af lytter- og seertal, men DR har også et ansvar for dannelse og kulturarv.
Og det sidste kan ikke overlades til Bro. Eller til bureaukrater, der måske nok kan forstå tal, men ikke værdier. Desværre er DR ikke i besiddelse af andet.
