DR har produceret intet mindre end en genialitet af en podcast. Det drejer sig om »Shakespeare Genfortalt« tilrettelagt af Anne Termansen, der også står bag to virkelig anbefalelsesværdige podcasts om klassikere. Hun lader her fem teaterpersonligheder genfortælle Shakespeares mest kendte dramaer, og især er skuespilleren Søren Sætter-Lassens genfortælling af »Richard III« værd at lytte til.
Faktisk er den så vellykket, at jeg kom til at køre en metrostation for langt, da jeg en morgen gav mig til at høre om en af (litteratur)historiens største psykopater.
Richard III var fra 1483-85 konge af England og døde, som han havde levet – blodigt. Han var pukkelrygget og grim, eller som Shakespeare lader ham beskrive sig selv: »Jeg har ikke figur til elskov og gør ikke et kælent spejl tilfreds.«
Hans deformitet er på ydersiden såvel som på indersiden, og selv når han lever i fredstid, er han i krigshumør.
I begyndelsen af stykket er han dog ikke konge, men lillebror. Det ændrer sig imidlertid hurtigt, og snart er alle hans konkurrenter til tronen pløjet ned. Herunder de to små sønner af den ældste bror, Edvard IV. De placeres efter farens død i Tower, og Richard hyrer en lejemorder, der får besked på at komme tilbage efter aftensmaden og fortælle om mordet på dem. Sød fyr.
Med stort talent og indlevelse fortæller Søren Sætter-Lassen om, hvordan Richard hykler, lyver, intrigerer og manipulerer sig til magten og til magten over andre. Og hvor forløsende det er, at han bliver stukket ned kort efter at have udbrudt de famøse ord: »Min hest, min hest, mit kongerige for en hest.«
Kender hun stykket?
Søren Sætter-Lassen gør det også indirekte klart, hvorfor det måske ikke er »Hamlet«, der er Shakespeares mest interessante skuespil – læst med nutidens øjne. For Richard III er godt nok en historisk skikkelse, men også et moderne magtmenneske.
Peter Langdals veloplagte og boblende genfortælling af »Kong Lear« skal også fremhæves, og han tager os med på den erkendelsesrejse, Kong Lear sender sig selv på, da han har smidt sin yndlingsdatter, Cordelia, ud af landet og langsomt begynder at forstå, at kærlighed er en gerning og ikke bare uforpligtende ord.
Dramatikeren Line Knutzon genfortælling af »Romeo og Julie« er til gengæld så ringe, at det næsten er fascinerende. Man kommer helt i tvivl om, hvorvidt hun nogensinde har læst stykket. Shakespeare lader os forstå, at Romeo og Julie er i begyndelsen af teenageårene – alligevel har Knutzon evnet at opfatte dem som voksne mennesker, og ikke engang deres efternavne kan hun udtale korrekt. Hendes fortolkning fremstår banal og sludrende, lidt ligesom at høre en bananasplit spille klaver. Men point for underholdningen.
Har man Radio24syv-abstinenser, er »Shakespeare Genfortalt« et lille podcastplaster på såret.
