Anne Sophia Hermansen: Velkommen til det præstationsløse samfund

Engang var universitetet et ophøjet sted. Et sted med stræben, bøger, auditorier og ambitioner. Underviserne blev ikke kaldt for lærere – for man gik jo ikke i skole – ligesom man ikke var elev, men studerende. I dag er virkeligheden en anden.

Universitetet er blevet en form for udvidet gymnasium. Kravene må endelig ikke være for høje, karaktererne skal man ikke lægge noget videre i, og en underviser kan ikke engang forvente, at folk er der, når forelæsningen begynder.

Men det er ikke kun universitetet, der er en faglig forfaldshistorie, som drives på de studerendes præmisser og ikke omvendt. Det gælder også gymnasiet, som opfattes som en udvidet folkeskole, og grundskolen, der minder om en udvidet børnehave.

Et par eksempler:

For nylig meddelte uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, at planerne om karakteren 12+ var skrottet. »Det handler om de studerendes trivsel – de synes ikke, 12+ er en god idé,« sagde hun til Politiken.

Jamen dog. Hvorfor skal de studerende høres i den sag? Og hvorfor skal de bestemme?

Kort efter meddelte undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, at elever ikke længere skulle have fravær for at komme for sent. Det måtte skolerne nu selv om.

En melding, hun ledsagede af et lynindgreb, der indebar, at elever, der ville i gymnasiet, ikke længere behøvede en minimumskarakter i lovbundne fag; de kunne nøjes med at bestå samlet.

Hermed signalerede Rosenkrantz-Theil, at disciplin og boglige evner ikke længere er en forudsætning, hvis man skal gennemføre en boglig uddannelse. En melding, der faldt i tråd med Halsboe-Jørgensens udmelding om, at vi ikke længere belønner studerende for at excellere. Det er fint, de bare er middelmådige.

Interessant uddannelsespolitik, må man sige. Næppe helt uden massive skadevirkninger, for hvis børn og unge ikke forstår, at det i et uddannelsesforløb handler om at gøre sig umage, tilegne sig færdigheder og udmærke sig – hvem skal så overbevise dem om værdien af det? Ja, det skal forældrene selvfølgelig, men uddannelsessystemet kommer til at modarbejde budskabet.

Hvorfor gøre sig umage?

En anekdote. Min søn spillede engang tennis og deltog i flere turneringer. Når han vandt, fik han en medalje – men det gjorde alle de andre spillere også. For det var godt nok bare at være med. Mærkeligt, tænkte han, for hvis det ikke er bedre at være bedst, hvorfor ellers så øve sig og gøre sig umage?

De to ministre ønsker den samme præstationsløse kultur. Præstationer får de unge det nemlig rigtig skidt af, krav og karakterer gør dem til cuttere og nervevrag og sender dem på invalidepension allerede som niårige. Derfor skal trivsel trumfe faglighed, selv om de to sagtens kan sameksistere og ikke er gensidigt udelukkende størrelser.

For et par år siden viste en stor Eurostudent-undersøgelse, at to ud af tre studerende ikke opfatter deres studie som svært. 11.000 blev spurgt. For nylig skrev en studerende endda i Information, at studiet var alt for let.

En undersøgelse fra 2017, som Magisterbladet stod for, viste, at 62 pct. af underviserne vurderer, at de studerende er blevet svagere. En tredjedel af dem har ligefrem følt sig nødsaget til at sænke niveauet i undervisningen for at få alle med.

Men hvorfor er det egentlig, at alle skal med? Det har da aldrig været meningen, at det skulle være let at gå på universitetet. Det skal være svært. Derfor er det heller ikke alle, der skal gå på universitetet, ligesom det ikke er alle, der er egnet til at gå i gymnasiet.

Og nej, det betyder ikke, at de er ringere mennesker, eftersom vores karakterer ikke er vores karakter, men det betyder, at de skal lave noget andet.

Livet som Berlingo

Hvis man er en Berlingo, skal man heller ikke deltage i Formel 1. Så skal man køre i Bilka og købe ind til weekenden.

Meldingen fra Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen er imidlertid stik modsat. Er du en Berlingo, skal racerløbet være som en tur i Bilka.

Det bliver spændende, når nutidens lægestuderende bliver til fremtidens læger og ikke kan finde hjertet under hjerteoperationen eller bare ikke møder op, fordi man har netflixet den hele natten. Eller når kommende jurister ikke orker sætte sig ind i for mange regler og dokumenter og beder deres klienter om at føre sagen selv.

Naturligvis er det sat på spidsen, men hvornår blev det godt nok at være middelmådig? Det er en forældreopgave at fortælle børn, at de er gode nok. Uddannelsessystemet skal fortælle dem, hvor godt de tilegner sig viden. Og belønne dem, der excellerer.

»Velkommen til det præstationsløse samfund,« skrev cand.mag. Christian Foldager på Facebook, da Pernille Rosenkrantz-Theil kom med sine udmeldinger på skoleområdet. Det kan ikke siges mere klart.