Forleden skrev miljøminister Jakob Ellemann-Jensen noget interessant på Twitter: »Jeg har lige fået ørerne i maskinen for at bruge vendingen »Hr og Fru Kakkelbord« på @tv2newsdk. Bare for en god ordens skyld, så er jeg vild med kakkelborde. Det var et forsøg på at udtrykke os danskere, som vi er flest. Det lykkedes ikke helt efter hensigten. Min fejl – videre!«
I skrivende stund har han fået 653 likes for sit tweet, og man må beundre ham for at komme den kritik i forkøbet, der ellers kan skabe større problemer for en politiker end bilagsfedteri, spritkørsel i ungdommen, patologisk utroskab og en konkursgæld på 169 mio. kr.
At tro man er mere dannet.
For det kan danskerne ikke lide. I et land, hvor økonomisk ulighed opfattes som en trussel på linje med byldepest, er kulturel kapital et gode, man helst ikke skal fremvise for meget af. Gør man det, er man en elitær nar, og ingen kan elske en nedladende og latterlig Erasmus Montanus-type.
Derfor er kakkelborde simpelthen for dejlige. Det samme med frikadeller, bajere, Giro 413 og banko i provinsen. Som politiker gør man klogt i at stræbe efter middelmådigheden.
Da jeg læste Jakob Ellemanns tweet, gik det op for mig, hvorfor vi ikke har nogen ambitiøs kulturpolitik i Danmark.
Størst af alt er mindreværdet
Det betyder ikke nok for folk, siges det. Vi har jo også større problemer – integration, terrortrussel, klimaforandringer, den voksende kløft mellem rig og fattig, et stigende antal ældre, der skal forsørges, og glem ikke de mange stakler, der bliver dødstressede af ForældreIntra.
Nej, det skyldes, at ordet kultur er associeret med noget elitært, og at angsten måske nok er asiatisk i sin vælde, men endnu større er mindreværdskomplekserne.
Mentaliteten Anders Fogh har for længst vundet. Hvis man skulle have glemt den tidligere statsministers kulturpolitik i form af udfald mod bedrevidende eksperter og bebumsede smagsdommere, skulle man prøve at se vinprogrammet med ham på DR.
Under Fogh blev det tydeligt, at kunstværker og den æstetiske erkendelse ikke længere havde nogen værdi, fordi ingen af delene kunne oversættes til cost-benefit-analyser eller levere et klart svar på, hvordan folk blev mere effektive på arbejdsmarkedet.
Netop som det er blevet udredt, at regeringen vildledte om grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak, rejser Fogh rundt i Europa og smager på den ene vin efter den anden iført laksefarvet polo, solbriller og Ed Sheeran i radioen. Når vinekspert Morten Brink Iwersen forsøger at få ham til at forstå forskellen på en god vin og en dårlig eller bare at genkende smagsnuancer, forsvinder Fogh bag solbrillerne. »Den er god,« siger han. Alternativt »den er rigtig god«. Det hele er Ed Sheeran-bællevin for ham.
Og den mand har haft det ultimative ansvar. En mand, der ikke kan navigere i det gode, sande og skønne her i tilværelsen og i øvrigt også er revnende ligeglad.
Men sådan er det, når man foretrækker et regneark som regeringsleder, og når finkultur er blevet en subkultur på linje med klubfodbold og Weber-grillens venner.
Under Fogh blev det tydeligt, at kunstværker og den æstetiske erkendelse ikke længere havde nogen værdi, fordi ingen af delene kunne oversættes til cost-benefit-analyser eller levere et klart svar på, hvordan folk blev mere effektive på arbejdsmarkedet.
Under Fogh blev det også klart, at kunstnere ikke længere havde noget at gøre i politiske debatter. Som han formulerede det efter endnu en forfatterprotest imod den danske udlændingepolitik:
»Der er nok nogen, der mener, de står Vorherre nærmere end os andre.«
Humanistisk requiem
Og bevares, fordi man er kunstner, behøver man ikke have afgørende erkendelser at bidrage med, men det er en iagttagelse værd, at kunstnere ligesom kulturdebatten er blevet marginaliseret. Det er sket parallelt med, at velfærdsstaten er gået fra at være et middel til at være et mål i sig selv. En konstruktion, der skal bevares og sikre det gode liv i form af økonomisk lighed.
Det har professor Lasse Horne Kjældgaard flere gange pointeret, ikke mindst i »Meningen med velfærdsstaten«, som ikke kun var en afhandling, men også et humanistisk requiem. For tilbage stod nemlig spørgsmålet: Hvad skal vi med kunstnere og intellektuelle i en verden, der er optaget af tal og ikke af ideer? Velfærdsstaten er endt i en tilsyneladende endeløs samtale om arveafgift, integrationsydelse, økonomisk ulighed, boligskatter, SU, friværdi, selskabsskat, omfordeling etc.
Debatterne om, hvad det er, der giver et godt liv, eller hvorfor folk er deprimerede og stressede, mødes af tal fra politisk hold. Kun meget få politikere skriver således kronikker om frihed og lykke, uden det handler om skatter og afgifter.
Og så er vi tilbage til Ellemanns tweet. Vi har mistet anerkendelsen af en dannelsesmæssig stræben. Det hele er blevet kakkelbord og »vi danskere«, Excel-ark og middelmådighed. Kulturdebatter er en politisk død sild.
