Hvor blev kulturpolitikken af? »Politikerne må vågne op og indse, at de ikke er direktører for et firma«

Dansk kulturpolitik er en ørkenvandring af tal og nedskæringer. Hvor blev storsindet, de store samfundstanker og ideerne om dannelse af? En række kulturdebattører retter skytset mod Slotsholmen og efterlyser politikere, der tager kulturpolitikken seriøst.

Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Fold sammen
Læs mere
Foto: SIMON KNUDSEN

Egentlig er det den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsens, skyld. I DR-radioprogrammet »Slotsholmen« talte han for nyligt om det dybe skel mellem den finkulturelle elite, der går til ballet og opera, og den mere folkelige del af danskerne.

Den skarpe opdeling fik journalist og selvstændig rådgiver Reimer Bo Christensen til at skrive et harmdirrende debatindlæg i Jyllands-Posten om, at en seriøs kulturpolitik er lige så vigtig for et retfærdigt samfund som blandt andet selskabsskatten.

Den debatbold griber vi gerne her på Berlingske, nu hvor vi befinder os i et valgår.

Vi har derfor bedt Reimer Bo Christensen og en række andre kulturdebattører svare på, hvor stort hullet i den kulturpolitiske debat egentlig er, og hvad der er galt med kulturpolitikken i dag?

Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Reimer Bo Christensen, journalist og selvstændig rådgiver:

»I kulturpolitikken er der tre tendenser. Den første er de evindelige beskæringer, hvor politikerne har travlt med at finde nye steder, hvor de kan skære. Den anden tendens er, at man taler om den der forskel på eliten og dem, der holder ferie i Lalandia. Så er der den tredje tendens, hvor kulturpolitik ligger helt nederst i det politiske partiprogram, fordi der ingen stemmer er at hente.

Jeg tror ikke, at der kommer nogen stor debat om kulturpolitik i den forestående valgkamp. Det er ærgerligt, fordi der er masser af rum til at diskutere, hvordan vi gør kunsten og kulturen mere tilgængelig for danskerne. Der er masser af frivillige kræfter derude, der gør et stort stykke arbejde, men kulturpolitikerne skal også på banen, og det skal ikke alt sammen handle om, hvor stor eller lille pengesummen er. Det skal handle om holdninger. Det savner jeg som borger i Danmark. Jeg savner storhed og storsind fra politikerne.

Da Mærsk donerede Operaen, var politikerne der straks og begyndte at tale om drift. Der er for mange pedeller og regneark i dansk kulturpolitik. Man har simpelthen glemt, hvad den dybere opgave med kulturpolitik er. Man skal give borgerne mulighed for at møde kulturen, og så skal vi have nogle kulturdebatter, hvor meninger brydes.

Der er givetvis ikke de store stemmer at hente i kulturpolitik, men skal politikerne være nogle fårehyrder, der populistisk går bag flokken? Eller skalde gå foran? Kunst er en de baner, hvor vi som samfund viser storsind. Hvor vi kan bakke nogen op, som vi ikke nødvendigvis er enige med. Alt, hvad vi snakker om, er, om kulturen mon kan betale sig. Gu´ kan den da ej. Det kan ingen jo for alvor regne ud.

Vi har et rigt samfund. Vi har nogle muligheder, men ser du på midlerne til kulturlivet, er de små. Hvis du bliver spurgt, om du vil være kulturminister efter valget, så sørg for at spørge om, hvor mange penge du får med. Ellers kan man lige så godt lade en nyuddannet Djøf´er sidde på posten.«

Foto: Pressefoto.

Lasse Horne Kjældgaard, professor i dansk litteratur ved Roskilde Universitet og forfatter til bogen “Meningen med velfærdsstaten”:

»Politikerne er virkelig passive, når det kommer til kulturpolitik. Det er nærmest kun Dansk Folkeparti, der fører en aktiv kulturpolitik. Der ligger stadig nogle gamle fordomme og rumsterer. Fordommen er altid, at kultur lugter elitært af pels, opera og gamle penge. Samtidig er der en politisk forlegenhed omkring de bløde, ikke-målbare målsætninger. Dem er politikerne bange for at tale om. De er også bange for at tale om værdier, for de kan heller ikke så let måles.

Der er sket en decentralisering af kulturpolitikken, hvor meget af foretagsomheden i dag ligger ude i kommunerne. Det er der, man fører aktiv kulturpolitik. Den nationale kulturpolitiske debat er totalt forstummet, men for en småstat som Danmark er det livsnødvendigt at føre en kulturpolitik for fortsat at overleve. Det er jo på grund af blandt andet gastronomi, TV-serier og filmkunst, at Danmark er blevet et kendt land. Vi har også en samfundsmodel, der bygger på bløde, kulturelle værdier. De store institutioner har store udfordringer i dag, og de bygger på værdier, som vi fortsat har brug for at diskutere. Det gælder det liberale demokrati, nationalstaten og de overstatslige samarbejder.

Jeg savner en værdidiskussion i dansk politik. Politikerne må vågne op og indse, at de ikke er direktører for et firma. Staten skal ikke udelukkende drives ud fra en bundlinjelogik. Politikerne skal forvalte og være med til at udvikle et fællesskab, som bygger på kulturelle værdier. Det ville være et fint tidspunkt lige nu at foretage nogle store kulturpolitiske satsninger. Man kunne digitalisere kulturarven. Man kunne gennemføre en virkelig ambitiøs læsepolitik. Man kunne få børn og unge opdraget til, hvor vigtigt det er at kunne læse længere tekster som et modsvar til den digitale virkelighed.

Kulturpolitik er et sprængfarligt område. Man risikerer at blive til grin og man risikerer som politiker at blive betragtet som elitær. Det kræver et vist politisk mod. Fra midten af 50erne og op til 70erne var der et stort, åbent spørgsmål i samfundsdebatten om, hvad det yderste mål var for samfundets stræben. Hvad skulle velfærdsstaten? I dag er der ikke samme åbenhed eller nysgerrighed. Nu handler den politiske debat mest af alt om at bevare og effektivisere. Det er også derfor, politikere og kunstnere har sværere ved at komme i kontakt med hinanden. De taler simpelthen hvert sit sprog.

Kulturlivet er blevet reduceret til underholdningsafdelingen af samfundet. Men kultur er meget andet end blot eventmageri og festivaler. Den er også et bud på, hvordan vores samfund fortsat skal udvikle sig, og hvilke værdier vi lever efter.«

Foto: Asger Ladefoged.

Jens Christian Grøndahl, forfatter:

»Jeg bliver positivt overrasket, når jeg møder nuværende og tidligere folketingsmedlemmer og ministre, der viser sig at have haft et livslangt forhold til kunst, litteratur, musik og teater, selv om de mest er kendte for at fokusere på økonomi og fordelingspolitik. Desværre fylder kulturen ikke meget i den politiske debat. Den er ikke livsvigtig som i Frankrig.

Vi danskere er et snusfornuftigt folk, men husholdningsmentaliteten har ikke altid domineret det politiske fokus. Da Julius Bomholt blev vores første kulturminister, var det socialdemokratisk politik, at alle uanset baggrund skulle have glæde af kunstens verden. Det var danskerne, der skulle løftes op, ikke kulturen, der skulle trækkes ned. Det var ikke smagsdommeri at ville demokratisere dannelseskulturen.

Det er blevet alt for nemt at pege fingre ad den såkaldt elitære kunst, men det giver ikke mening. Pop og bingo har jo for længst fået overtaget. Det er den klassiske dannelse, der er blevet subkultur. Men hele den dér skelnen mellem bredt og smalt er bare så dødssyg og gammeldags. Vi er jo ikke et elitært samfund mere, takket være den lige adgang til uddannelse. I dag er det ofte den økonomiske elite, der mangler kulturel viden, dannelse og interesse.

Indadtil ville det være velgørende, hvis man fik lyst til at genaktualisere Bomholts vision på det 21. århundredes præmisser. Det er at snyde børn og unge, hvis de ikke bliver præsenteret for kulturarven.«

Foto: Thomas Lekfeldt.

Sørine Gotfredsen, sognepræst

»Man har jo talt om det i årevis, det med, at politikerne generelt opfatter det kulturpolitiske som noget virkelig sekundært, og det med, at der kun er nogle ganske få typer, der kan finde på at omtale kulturpolitik som noget, der former en nation - for eksempel Alex Ahrendtsen og Bertel Haarder. Men de er så sjældne, de typer, og det er, fordi politikerne generelt er integrerede i forestillingen om, at mennesket er et materialistisk væsen, der skal justeres og hjælpes gennem livet i kraft af økonomiske rammer og økonomisk frihed.

De - og vi - mangler generelt den basale forestilling om, hvad det egentlig er, der givet mennesket lyst til at leve. De har ikke sans for det. Jeg har selv stået gang på gang hos Clement på TV og talt om, hvorfor vi er så deprimerede, og politikernes svar har altid været noget med en materiel løsning. De taler ikke om det, der er vigtigt. De taler ud fra deres egen fordelingsfikserede kasse, for det er den, de befinder sig i.

Så jeg synes, at den debat, Reimer Bo tager, er fuldstændig relevant, faktisk så relevant, at man kan have den bekymring, at med hele den generation af politikere, vi har nu - den generation, der befinder sig midt i livet - kommer der ikke til at ske noget, for den er opdraget i en materialistisk og åndløs epoke - med fokus på velfærdsstaten og materiel lighed frem for på eksistentiel lighed.

Forleden læste jeg en nytårtale af Poul Schlüter, hvor han sagde noget næsten tidehvervsk, nemlig noget med, at et menneskes selvrespekt handler om, at man bliver tildelt et ansvar. Det var en næsten Søren Krarup-agtig sætning, lidt højstemt og doserende, om mennesket som et væsen, der næres af det eksistentielle og det åndelige, og selv om det ikke er så mange år siden, den tale blev holdt, så er det ufattelig meget, der er sket siden dengang.«

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

Per Stig Møller, tidligere konservativ kulturminister m.m.

»Det er godt, at Reimer Bo sætter tingene på plads i forhold til den kulturnegative holdning, Henrik Sass Larsen giver udtryk for. Men derudover vil jeg gerne sige, at vi som politikere faktisk godt kan sætte ting i gang og skaber rammer.

Vi kan ikke gå ud og sige, hvem vi synes er gode, og hvem vi ikke synes er gode, det ville der nok ikke være nogen, der brød sig om, og det handler ikke om at partipolitisere kulturen. Men vi diskuterer da. Vi diskuterer for eksempel, om public service skal svækkes eller styrkes, og om de store nationale kulturinstitutioner skal styrkes eller fortsat beskæres, og om vi skal styrke eliten, eller om det hele skal være leverpostej som hos Henrik Sass Larsen.

Dansk Folkeparti kører en høj kulturprofil, og vi konservative har haft en stribe kulturministre, som trods alt har sat noget i gang, H.P. Clausen med TV2 og Brian Mikkelsen med sin gratis adgang til museerne og jeg selv med Radio 24syv og digitaliseringen af de små biografer og et særligt beløb til Det Ny Teater, så musicalscenen kunne bevares. Så det er ikke helt rigtig at sige, at vi politikere ikke laver noget kulturpolitisk - jeg synes, at Reimer Bo generaliserer for meget på det punkt. Men det er rigtig godt, at han sætter diskussionen i gang.«

Asger Aamund Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Asger Aamund, bestyrelsesformand
»Vi har aldrig som i Frankrig haft en intellektuel kamp mellem en borgerlig side og en venstreside, vi har i stedet haft en dialog mellem forskellige nuancer af rødt. I Frankrig har man - og har man haft - borgerlige personligheder som Raymond Aron og Michel Houellebecq. I Danmark har vi haft Henrik Stangerup som den sidste, store frie liberale, engang suppleret af den konservative Hans Jørgen Lembourn, der ikke havde samme niveau. Siden da har der ikke været en stærk borgerlig intellektuel side til at tage kampen op.

Men bortset fra det har vi haft masser af kulturelle mønsterbrydere, der gjorde det omvendte af det, deres forældre gjorde. Min egen farfar var smed på B&W, min far var typograf og blev operasanger, så jeg voksede op med klaver og god kunst, og i det danske samfund er der i det hele taget rig mulighed for at bevæge sig derhen, hvor man vil. Fordi man er født i Ishøj, er man ikke dødsdømt til dansktop resten af livet, så i den forstand har vi et meget frit samfund. Man er selvfølgelig født med en kulturel bagage, og vil man blive i den, skal man have lov til det, men der er intet til hinder for, at man kan bryde med den.«