I USA er der folk, der har mistet forstanden af at være med i tv-programmet »Alene i vildmarken«. I Danmark har deltagerne nok snarere fået lidt selvindsigt. Indsigt i, at civilisation trumfer naturtilstand, og at det er dejligere at ligge i en varm seng end på et leje af sten, regnvand og fortvivlelse. Kunne man ikke have sagt sig selv det på forhånd? Åbenbart ikke.
DR sender lige nu tredie sæson af det program, vi derhjemme har døbt »Tosser i vildmarken«. Otte deltagere tager til Norge på overlevelsestur, og den, der kan overleve længst i vildmarken, vinder. I sidste sæson blev det til 27 dage for vinderen.
Samtlige deltagere lider af en romantiseret forestilling om naturen. En af dem græder endda, da hun sættes af et gudsforladt sted - »her er bare så smukt«, hulker hun. Andre slår sig på brystet som aber eller smider tøjet for at bade i det iskolde vand. Det er godt tv, og trofaste seere vil vide, at piben snart får en anden lyd.
Sandheden om naturen er nemlig, at den ikke bare er god og spændende. Den er snarere ond og kedelig, og der går såmænd også kun en dag, før deltagerne ligger og fryser i deres »shelter«, fordi det er begyndt at regne.
Og fordi de kun har fanget en lille babyfisk, hvilket ikke er nok til at holde et voksent menneske kørende.
Til hverdag kan arbejdsliv og familieliv forsyne os med en identitet og følelse af at være noget, for nogen. I vildmarken er du bare dig selv. Og der er ingen hjælp at hente fra politisk korrekte identitetsmarkører som veganisme, bæredygtighed, zero waste og KonMari-vrøvl.
Når først sulten kommer over folk, der ikke er vant til andet end mæthed, ankommer også en lang række af de følelser, der er farligere end bjørne, ulve og tossede rensdyr. F.eks. ensomhed og længslen efter de mennesker, vi elsker.
De to andre sæsoner har lært os, at kan man udholde sig selv, kan man klare næsten alt. For et moderne menneske, der er vant til at indgå i relationer, er eget selskab ofte det mest skrækindjagende. Tænk, at man i virkeligheden er så sølle, fantasiløs, kedelig, skvattet og opgivende.
Til hverdag kan arbejdsliv og familieliv forsyne os med en identitet og følelse af at være noget, for nogen. I vildmarken er du bare dig selv. Og der er ingen hjælp at hente fra politisk korrekte identitetsmarkører som veganisme, bæredygtighed, zero waste og KonMari-vrøvl.
En af deltagerne er vegetar og afbrænder allerede på førstedagen sit fiskenet »for ikke at blive fristet«. Han skal nok få det muntert. Mens nylon-nettet nedsmelter, gribes han af bondeanger over at afbrænde nylon i naturen. Det bliver spændende at se, hvor længe hans Politiken Plus-indstilling holder i en verden, der er i civilisatorisk minus.
Hertil kommer, at man skal indtage mange bær og rødder for ikke at blive småtosset af sult. Jeg håber selvfølgelig, at han vil lave mange optagelser med sig selv og bruge kameraet - og dermed os - som sin fortrolige.
Endelig ligger det i kortene, at vinderen vil vise os, at opholder man sig længe nok i naturen, ender man med at slå sig for brystet, se vild ud og hyle mod fuldmånen. Man ruller så at sige civilisationsprocessen tilbage. Men noget skal tiden jo gå med i den røvsyge natur.
Jeg er personligt glad for at leve i en verden, hvor natur er noget, man kan se på en skærm og ellers i Kongens Have.
»Alene i vildmarken« kan streames på dr.dk. På DR kan man se et nyt afsnit hver torsdag aften.
