ASH: Kan du ikke overskue dit liv, kan du altid overskue din undertøjsskuffe

Marie Kondo-feberen raser og ligner til forveksling den puritanisme, der ramte særligt kvinder under finanskrisen.

»Der venter ikke folk, som kører halvdelen af deres ting på lossepladsen, en bedre tilværelse. Man får heller ikke et mere velordnet liv af at farvesortere eller af at lave små pyramider af sine underbukser. Man får bare tiden til at gå,« skriver kulturredaktør Anne Sophia Hermansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: GAB photography

For lidt over ti år siden ramte finanskrisen, og selv om vi dengang lovede hinanden, at det var slut med overforbrug, afdragsfrie lån og med at leve over evne, har vi ikke lært en pind. Vi lever igen i overfyldte boliger med skabe og skuffer fyldt med ragelse. Og nu hedder løsningen så Marie Kondo. En lille japansk kvinde, der er rykket ind på Netflix med sin egen oprydningsfrenzy og videre ud i stuerne til mennesker, der tror, at hvis de folder deres T-shirts som kuverter, bliver deres liv mindre underfrankeret.

Lad mig sige det med det samme: Nej.

Der venter ikke folk, som kører halvdelen af deres ting på lossepladsen, en bedre tilværelse. Man får heller ikke et mere velordnet liv af at farvesortere eller af at lave små pyramider af sine underbukser. Man får bare tiden til at gå i den weekend, hvor oprydningsvanviddet står på – i stedet kunne man have læst en bog eller noget andet begavet.

»Men selvfølgelig har Kondo ret i, at det kan være anstrengende at bo sammen med 30 år gammelt konfirmationstøj, rædsler fra svigermor, udtjente støvsugere og pizzabakker gennem flere generationer. Løsningen er enkel: Smid ud løbende. Det behøver man ikke en coach til.«


Og apropos bøger. Jeg har lært af programmet, at Marie Kondo mener, at vi maksimalt bør have 40 bøger. Det må jo være på sengebordet. Ifølge den lille oprydningsgudinde bør vi sige farvel til de fleste af vores bøger i reolen, fordi de ikke allesammen giver os glæde. De står der jo bare og er bøger. Ja, træerne står der også bare og er træer, ligesom Eiffeltårnet står der og er Eiffeltårnet. Af og til kan ting have en værdi i sig selv, og hvis man ikke har en veludstyret bogreol, er man næppe et særlig interessant menneske.

Smid din coach ud

Men selvfølgelig har Kondo ret i, at det kan være anstrengende at bo sammen med 30 år gammelt konfirmationstøj, rædsler fra svigermor, udtjente støvsugere og pizzabakker gennem flere generationer. Løsningen er enkel: Smid ud løbende. Det behøver man ikke en coach til.

Eller bedre: Hold op med at forbruge så meget.

»Tidying Up with Marie Kondo« er et program, som handler om, hvordan tingene tog magten fra os. Hvordan ting holdt op med at have en praktisk funktion, men blev til privilegerede menneskers afmagtsfortælling. Samtidig præsenterer programmet den løgn, at hvis du kan lægge vasketøj sammen, kan du også få styr på tilværelsen.

Sindbilledet på et enkelt og overskueligt liv? Eller bare en velordnet skuffe? Foto fra Netflix-serien »Tidying Up with Marie Kondo«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Kamouni.

Så nemt er det desværre ikke. Men kan man ikke overskue sit liv, kan man da altid overskue sin undertøjsskuffe.

Hvert program har den samme underliggende fortælling. Mennesker har rod i tilværelsen, i parforholdet, har sluppet grebet om børnene, er i sorg eller på anden vis frustrerede. Men alle trængsler hører op, da Marie Kondo får ordnet deres sokker.

Her slipper programmet også deltagerne, men det gør problemerne selvsagt ikke.

Forbrugstoget kører igen og igen

Programmet har enorm appel til særligt kvinder. Det var også kvinder, der efter finanskrisens udbrud gik i recessionista-mode og begyndte at udleve nonforbrug og skrive angerfulde opdateringer på Facebook om, hvordan de ville genbruge sig til en bedre verden.

Men så snart lavkonjunktur blev til højkonjunktur, begyndte forbrugstoget at køre igen, og glemt var leden ved tingene og den syge kapitalisme, der har skabt subprimekrise, finanskrak og teknisk insolvens. Måske fordi erkendelsen har det med ikke at stikke så dybt, men være en forbigående trend.

»Det er lige så blåøjet som at tro, at alle deltagere i »Luksusfælden« bliver afdragsdukse. At de glemmer alt om kviklån af at komme i tossekassen og holder op med at klatte formuer væk på overforbrug og ågerrenter.«


Nu hedder trenden så KonMari, en metode navngivet efter en hvinende sød japansk dame, der elsker rod og kalder simpel oprydning for »magisk«.

Metoden er enkel: Pin sjælen ud af hvert enkelt hjem og efterlad det som et system af kasser fra IKEA. Så bliver alt godt, og du efterlades som et bedre menneske.

Det er lige så blåøjet som at tro, at alle deltagere i »Luksusfælden« bliver afdragsdukse. At de glemmer alt om kviklån af at komme i tossekassen og holder op med at klatte formuer væk på overforbrug og ågerrenter.

Sluk

Det er nødvendigt at spørge, hvorfor et program som »Tidying Up with Marie Kondo« har så stærk en appel. Jeg er med på underholdningsværdien og holder også selv meget af at se, hvordan folk indretter og lever deres liv udenfor arbejdstid.

Men jeg undrer mig over hypen og over besættelsen af den underliggende fortælling. Hvornår begyndte vi at tro på, at vi er vores ting og forbrug i stedet for vores evner og handlinger? Og hvornår var det, at myndige mennesker fik brug for en TV-serie, der kunne lære dem at rydde op?

Det skete, da vi tabte identiteten ned i indkøbskurven. For de mennesker, som programmet henvender sig til, er dem, der køber for meget junk og samtidig drømmer om en antimaterielistisk tilværelse. Men i stedet for at smide ud, skulle man prøve at shoppe lidt mindre.

Og slukke for Marie Kondo.