Det har længe været et paradoks. Vi er et samfund, der hylder originalitet og innovation, men alligevel har vi afskaffet 13-tallet og dermed et udtryk for det exceptionelle. Vi belønner den selvstændigt tænkende og pensumterpende ens - med et 12-tal. Der er kort sagt gået pølsefabrik i vores uddannelsessystem.
Derfor er det velgørende, at først Søren Pind og nu også Tommy Ahlers vil have 13-tallet tilbage.
Men er det ikke bare symbolpolitik, og hvad med Syrien og klimaet, stønner kritikerne, der åbenbart ikke kan forstå, at et samfund bliver til ren frikadellefars, hvis vi ligestiller den excellente indsats med den, der kommer af at sidde på sin flade og memorere gårsdagens tanker.
Sagen er, at vi ikke kun mangler et 13-tal i Danmark, men også en større forståelse for eliten og det spektakulære. At alle er lige meget værd betyder ikke, at alle er lige gode. At nogen er mindre dygtige betyder heller ikke, at de er ringere mennesker.
Men desværre er det sådan, at det nærmest er sjofelt at betragte nogen som elitestuderende, for tænk på alle de stakkels pus, som ikke er og måske er meget kede af det. Tænk på alle bollerne, der drømmer om at være othellolagkager eller på hundehusene, som i virkeligheden helst vil være et slot. Tænk på den grimme ælling, som med den rette laktosefri kost kan blive en flot svane og på frøen, der bare venter på at blive kysset af den lækre prinsesse.
Deterikkedetsamme. Et menneske er ikke et hundehus, en bolle, frø eller svane. Nej, selvfølgelig ikke.
Det er imidlertid sådan, at nogen både kan orientere sig i gårsdagens tanker og udtænke morgendagens. At nogen har større talent end andre, og derfor laver Bjarke Ingels ikke smølfehuse, men designer Mars-byer i den arabiske ørken, ligesom René Redzepi serverer andehjerne, som man kan spise med andens egen tunge og ikke pølser i svøb.
Derouten sætter tidligt ind
Generelt kan vi godt anerkende præstationer indenfor f.eks. gastronomi og arkitektur. Indenfor områder, hvor der vanker medaljer, udmærkelser eller Michelinstjerner. Men når det drejer sig om intellektuelle præstationer, er det straks mere vanskeligt. For tænk, hvis nogen er klogere end andre. Skandale. Så er de sikkert også højrøvede – eller på vej til at blive det.
Men vi burde hylde al slags talent og sætte pris på de mennesker, der tager os derhen, hvor morgendagens sol står op. Stimulere deres lyst til at være modige og bedst og ikke bare okay.
Ingen forfatter har foreløbig været i stand til at udtænke et helvede mere røvsygt end 12-talskulturen. Et åndeligt konsulenthus fyldt med talkolonner og evalueringsrapporter og drænet for originalitet og fandenivoldskhed.Anne Sophia Hermansen
Derouten sætter tidligt ind: Da min søn for et par år siden spillede tennis, var det underordnet, om han vandt eller tabte alle sine kampe. Alle fik en medalje. Alle skulle jo være glade, og det hele handlede om at være med. Indstillingen overflødiggjorde, at spillerne gav den en ekstra skalle og satsede butikken. En for en faldt de fra – det hele var så hyggeligt, at det endte med at være ligegyldigt.
Er det da bedre med et konkurrencesamfund, hvor unge falder døde om af udmattelse? Sagen er, at vi ikke har et konkurrencesamfund, men et perfekthedssamfund og spørgsmålet er, om ikke det er mere udmattende.
I perfekthedssamfundet belønnes den spiller, der møder op i nystrøget tøj, spiller lige efter bogen, taler pænt og ikke smadrer sin ketcher på banen. I perfekthedsamfundet er det perfekte godt, ikke det flamboyante og slet ikke det risikovillige. Her er alt en lind strøm af likeable Instagram-øjeblikke, og der er ingen forskel på et geni og Flittig-Lise m/k.
Ingen forfatter har foreløbig været i stand til at udtænke et helvede mere røvsygt end 12-talskulturen. Et åndeligt konsulenthus fyldt med talkolonner og evalueringsrapporter og drænet for originalitet og fandenivoldskhed.
Grundlæggende kan man frygte, at hvis ikke vi genfinder længslen efter det spektakulære og evnen til at identificere det, bliver vi spist af kineserne. Hvis altså ikke vi er døde af kedsomhed forinden.
Forskel på flittig og fremragende
I sig selv kommer 13-tallet ikke til at medføre en revolution, men det vil være et skridt på vejen. Det vil være et klart signal til den næste generation om, at vover du intet, så vinder du heller ikke andet end en veganerburger og et safe space.
Og vel kan det være fornuftigt, at karakterer kan sammenlignes internationalt, hvilket var grundtanken i at indføre 12-talsskalaen, men 1. Det er stort set kun Danmark, der har indført en skala baseret på ECTS. Andre lande har stadig karaktersystemer med fem, syv, ti eller 30 trin. 2. Efter indførelsen har vi set en inflation i karaktererne, og ingen ved deres fulde fem tror på, at danske gymnasieelever er blevet markant klogere end for bare få år siden.
Men overordnet handler det om, at der er forskel på at være flittig og fremragende. Det første kan alle være. Det sidste er kun få. Beløn dem.
