Anoreksi er psykiatriens mest dødelige sygdom, og spiseforstyrrede børn bliver yngre og yngre. Det fortæller flere overlæger, og Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser (LMS) kender til børn helt ned til otte år, der vil tabe sig og derfor skærer ned på maden.
Hvorfor? Som regel er det medierne, der får skylden. Bloggere på de sociale medier, særligt Instagram, fremviser photoshoppede idealkroppe, og det er med til at få piger til at udvikle et hadefuldt forhold til deres krop. Det har Louise Linde, formand for LMS, udtalt til Berlingske, og det er formentlig også en del af sandheden, men næppe hele sandheden.
For det er desværre ikke nyt, at særligt piger udvikler spiseforstyrrelser. Begrebet anoreksi har eksisteret siden 1873, mens Instagram til gengæld ikke eksisterede før 2010. Børnerådet har i årevis berettet om stigende problemer med børn og unge, der ikke kunne lide deres egen krop.
Men i stedet for altid at pege ud i samfundet – på medierne, reklamerne, influencerne etc. – kunne forældre måske overveje at kigge lidt på sig selv. For er der et sted, hvor mad ikke bare er noget man spiser, men noget man dyrker, så er det i den brede middelklasse.
Selv bor jeg på Østerbro, og hos min lokale bager, der i øvrigt hedder »Det Rene Brød«, er kajkager ikke grønne; det er alt for klamt og e-nummeragtigt. Næ, Kaj har været på detox og er blevet spøgelsesagtigt hvid, og selv kokostoppene er udstyret med en advarselstrekant – »kan indeholde spor af hvede«, står der. Der er flere fitnesscentre end boghandlere, og formentlig også flere butikker med carboncykler eller yogatøj end værtshuse.
For mad er i 2100 Spelt en statusmarkør, og politisk engagement er erstattet af sundhed som ideologi. Og lider man ikke af glutenallergi eller laktoseintolerans, er man ikke et normalt menneske, men et oldtidslevn på linje med Egtvedpigen og Grauballemanden.
Mon ikke det enorme fokus på mad og sundhed smitter af på vores børn? Det tror jeg. Hvis mor er på permanent juicekur, og far tæller kalorier, fordi han er ved at træne op til en ironman, så står menuen nok ikke på pizza og lasagne fredag aften, men på afholdenhed og nypietisme. Rimeligt livsfornægtende.
Hos min lokale bager, der i øvrigt hedder »Det Rene Brød«, er kajkager ikke grønne; det er alt for klamt og e-nummeragtigt. Næ, Kaj har været på detox og er blevet spøgelsesagtigt hvid, og selv kokostoppene er udstyret med en advarselstrekant – »kan indeholde spor af hvede«, står der.Anne Sophia Hermansen
Da jeg voksede op i 80ernes Risskov, havde jeg en veninde, hvis mor jævnligt var på slankekur. Her blev bagt klidkiks, indkøbt biodynamiske gulerødder og talt om alle de fæle, fedende ting i livet. Datteren udviklede en solid spiseforstyrrelse, og jeg er klar over, at man ikke kan generalisere ud fra et enkelt eksempel, men jeg finder det alligevel tankevækkende.
Sundhed er en syg religion
Vores optagethed af sundhed er kun accelereret siden da, og i dag er det de færreste, som ikke ved, at hvis du fylder dig med pølsehorn og studenterbrød og skyller efter med cola, så ender du på den gode side af en flodhest. Omvendt kan man nok godt sige, at sundhed er blevet en religion på linje med kristendommen, og at det efterhånden er blevet mere utjekket at være tyk end at få et klip i kortet, fordi man har kørt for hurtigt.
Vores optagethed af sundhed er i det hele taget blevet så udtalt, at besættelsen har fået et navn: ortoreksi. Her handler det ikke bare om at slappe lidt af med sprutten og festerne i januar eller om at løbe en tur i skoven, når det er godt vejr. Nej, alt det onde må hele tiden forsages, og selvpineriet skal foregå hver eneste forpulede gråvejrsmorgen i samtlige skove og parker, man kan komme i nærheden af.
Kan grønsagssmoothies og ekstremløb have en sygelig effekt på børn? Beklager, men det mener jeg.
Givetvis understøttet af influencere med et forskruet kropsfokus, af manipulerede modelbilleder og fotografer med retoucherings-sømmet trådt helt i bund. Af præstationssamfundets forventninger til, at vi skal performe mere, og den vildfarelse, at normen er perfektion, og kun 12 er »godt nok«.
Hvor skal det kritiske blik på alt det vrøvl komme fra? Samme sted som realitetssansen og jordforbindelsen, nemlig hjemmefra. Det bliver dog svært, hvis mor og far er besatte af at optimere sig selv og hele tiden blive sundere, smukkere og slankere.
Fremfor at være så optaget af, hvad vi putter i munden, burde vi være meget mere optaget af, hvad vi kommer i hovedet. Af at læse en klassiker i stedet for endnu en tosset bog om superfoods. Det er alligevel ikke særlig super at spise quinoa, boghvede, brune ris og chiafrø. Så hellere Gâteau Marcel, Negroni, croissanter, Chartreuse og burgere i briochebolle.
Måske skal det hele ikke serveres for børn og unge, men det meste af det kan. Børn har kun godt af litteratur og vellevned. Og forældre af en drink.
