Denne kommentar indeholder en spoiler, så det er på eget ansvar, hvis du læser længere end til poolbilledet.
Jeg er ikke ligefrem musicalfan, men anerkender, at man altid kan blive klogere. Derfor begyndte jeg i weekenden at se »La La Land«, som netop er kommet på Netflix. Det var ikke nemt. Synkronbevægelser, candyflossmusik, åndelige pastelfarver og tandpastasmil. Min selvdisciplin holdt mig fastspændt som en fange i den elektriske stol.
Indtil jeg kom til slutningen, som pludselig rørte mig.
Men før det skete, skulle jeg gå så grueligt meget igennem.
Filmen indleder med at vise os en motorvejskø på vej ind til Los Angeles. Det er sommer og varmt, men pludselig går bagsmækken op til en varevogn – et calypsoband på speed! Skuespillerne bryder ud i sang og danser overgearet rundt. Jeg tog mig selv i at ønske, at Michael Douglas ville falde ned fra et mere håndfast univers med liberal våbenlovgivning og få nok på »Falling Down«-måden. Det skete desværre ikke.
I køen befinder sig også vores to hovedpersoner. En mand, der drømmer om at blive jazzpianist, og en kvinde, en skuespilleraspirant, der går til den ene audition efter den anden. Musicalskæbnen vil, at deres veje skal krydses igen og igen, indtil de forenes i sang og dans, ærbare kys og synkronbevægelser. Naturligvis på en violet aftenbaggrund.
Men aften bliver til nat, der bliver til morgen. Deres forhold slides af afslag, endeløse auditions og dummejob. Hvor slidt ved vi dog først til sidst, da filmen springer fem år frem i tiden. Vi opdager nu, at de ikke længere er sammen (ja, beklager spoileren, men filmen er et par år gammel), og her indtræffer det øjeblik, der fik mig til at holde af »La La Land«.
Kvinden har i mellemtiden fået al den succes, hun drømte om – og en ny mand. De havner ved et tilfælde på en jazzklub, som ejes af ... ja, det er rigtigt, ekskæresten.
De to får øjenkontakt, og han begynder at spille det musikalske tema, der har knyttet dem sammen. Vi ser nu, hvordan deres liv kunne have været. Hvordan han kunne have fulgt hende til Paris, de kunne have været gift, fået børn, levet sammen. Og til sidst have siddet på en jazzklub og kysset hinanden og været lykkelige. I stedet forlader hun stedet med sin nye mand, mens ekskæresten sidder tilbage ved klaveret.
Jeg kan forstå, at slutningen har fået mange musicalelskere til at flippe ud. En god slutning er jo en happily ever after-slutning.
Men her må jeg bare sige nej. En god slutning kan også være den, der ligner virkeligheden mere end Hollywood. Hvor tæppet går ned, men kun for forestillingen, og hvor man bagefter lever videre med sit liv. Indstillet på, at det ikke er en lykkeorgasme, men øjeblikke af lykke tilsat 99,5 procent hverdag.
Når mange hader slutningen, kan det skyldes den vildfarelse, at den ulykkelige kærlighed skulle være den store kærlighed.
Det er den ikke. Følelser mellem to mennesker bliver ikke mere ægte af at være smertefulde, og kærlighed handler jo heller ikke om at gøre den anden så ked af det som muligt.
Men vi ved alle, at ulykkelige, brudte kærlighedsforhold er svangre med en masse drømme om, hvordan man kunne have indtaget verden sammen, hvis bare omstændighederne havde været anderledes. Eller hvis vi havde nosset os sammen til at være lidt kærligere ved den anden.
Kvinden ender med at gøre det eneste rigtige. Med at sige farvel til eksen, der aldrig gjorde sig den ulejlighed at overvære en eneste af hendes forestillinger eller interessere sig oprigtigt for hende. I stedet fandt hun en mand, der syntes, hun var vildt spændende.
Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke er en lykkelig slutning.
Hvis flere musicals havde en tilsvarende modernitet og relevans, originalitet og evne til at bryde med traditionen for at forny den, ville jeg kunne leve med flødebollemusik, jazzhænder, karakterløse personer og enerverende fællessang.
»La La Land« kan ses på Netflix.
