Anne Sophia Hermansen: Det gør dig ikke til koncertarrangør, at du har en soundbox og dårlig musiksmag

I Danmark er meningen, at vi skal grine ad velhavende menneskers problemer. Hvis man er så heldig at bo et attraktivt sted, er det helt i orden at tyrannisere dette privilegium og støje, svine, feste og ørle. Det er åbenbart festbøllens veto, der hersker.

»Det er kendetegnende for ordet hensyn, at det er gensidigt, men her er det ensidigt. Det er beboerne i Indre By, der skal tåle, at byen omdannes til en forlystelsespark, og det er borgerne i Gentofte, som skal fatte, at stranden er en gang Sunny Beach.« Anne Sophia Hermansen vil gerne have sig frabedt den vanvidsforestilling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Helvede blev hurtigt hedt for den konservative Gentofte-politiker Andreas Weidinger, da han for nylig forsøgte at rejse en ellers relevant problemstilling: Bellevue er – som så mange andre strande og havnebade – udsat for voldsom støjforurening. Men fordi han kom til at nævne vandpiber, blev debatten hurtigt afsporet og kom til at handle om integration.

Weidinger har imidlertid en pointe, som ikke tager skade af at blive gentaget: vores urbane dannelse er under afvikling

Engang var det normen, at man tog hensyn til andre; i dag er det forventningen, at andre rummer ens hensynsløshed.

»Undskyld mig, men hvem er det egentlig, der har fostret den vanvidsforestilling? «


Når folk er færdige med at grine af, at Weidinger vil reservere Gentoftes strande til Gentoftes beboere, så lad os overveje, om ikke det er meget rimeligt at anfægte affaldsophobning, kaosparkering og invasiv madlavning på stranden. Hvorfor kan stranden ikke være et område, hvor der hersker ro og orden, og hvor alle kan holde ud at være? Det undrer mig, at det overhovedet kan blive en debat.

Ro og orden er fortid

Jeg er selv opvokset nær Bellevue i Aarhus, og her var det ikke normen, at vi hev en ghettoblaster frem og spulede 80er-hits udover stranden. Det var heller ikke normalt, at folk grillede tæt op ad andre badegæster, ligesom der var anlagt kampesten, så ingen kunne fræse rundt på stranden eller smide bilen i hybenbuskene. Men da jeg sidste år faldt i snak med en kvinde, der stadig bor i området, kunne hun imidlertid fortælle, at det var fortid.

Faktisk var det blevet så ulideligt at bo tæt på stranden, at de nu havde besluttet sig for at flytte, og årsagen var enkel: manglende urban dannelse.

Strandområdet, som også indbefatter et grønt friareal, var om aftenen forvandlet til partyzone, mens soundboxene dominerede i dagtimerne. Om morgenen kunne beboerne bese enorme skraldemængder, og hun fortalte, at flere var utrygge ved at sende deres børn ned og bade alene. Derudover oplevede de en markant stigning i hærværk, når folk var på vej hjem fra stranden. Der blev smadret bilruder og postkasser og stjålet ting fra haverne.

Et par måneder senere noterede jeg mig, at beboerne havde forsøgt sig med en underskriftsindsamling. Formentlig uden resultat.

Og ja, jeg ved godt, at det i Danmark er meningen, at vi skal grine ad velhavende menneskers problemer. Hvis man er så heldig at bo i nogle af de mest attraktive dele af landet, er det nemlig helt i orden at tyrannisere dette privilegium. Det er åbenbart festbøllens veto, der hersker.

Jeg er også klar over, at man bliver kaldt tantet og opfordret til at flytte på landet, hvis man anfægter festbøllens ret til at rykke fra stranden og videre ind til byen om aftenen, for det er bare så dejligt og livsbekræftende med abefest, og det peger på, at København er en metropol og levende by.

Men gu’ gør det ej. Det er et tegn på, at alt for mange ikke har kørekort til civilisationen, men tror, at lyst til er det samme som lov til, og at det gør dem til koncertarrangør, at de har en soundbox – og en dårlig musiksmag.

Endvidere er det et tegn på, at vi har for få politikere, som kan finde ud af at insistere på, at et offentligt rum ikke er et sted, hvor man går hen for at få tilfredsstillet sine allermest primitive behov og samtidig kræver, at det må andre bare »rumme«.

Undskyld mig, men hvem er det egentlig, der har fostret den vanvidsforestilling?

Sunny Beach

Det er kendetegnende for ordet hensyn, at det er gensidigt, men her er det ensidigt. Det er beboerne i Indre By, der skal tåle, at byen omdannes til en forlystelsespark, og det er borgerne i Gentofte, som skal fatte, at stranden er en gang Sunny Beach.

Tilsvarende skal beboerne rumme, at normer for normal adfærd er nedbrudt til fordel for normløshed, bedst illustreret af soundboxen – her bestemmer de få, hvad de mange skal tvangsindlægges til at høre, og hvis de føler sig generet af det, er det DEM, der har et problem.

Men problemet er jo altså støjsvinene. Lad os lige få det på plads.

Egentlig tror jeg, at de fleste sagtens kan tåle, at stranden bliver besøgt af andre end naboen, ligesom beboerne i København lever fint med, at byen giver plads til festivaler, fodboldkampe, løb og kulturarrangementer. Nøgleordet er hensyn, og hensyn er fundamentet for urban dannelse.

Det var den debat, som Weidinger slog et slag for, og det er symptomatisk, at den er blevet drejet over på at handle om at være fremmedfjendsk, så kritikerne kunne fremstå som flotte rummelige mennesker. Det er de ikke.

Man bliver ikke rummelig af at tolerere hensynsløshed, ligesom man ikke bliver urban af at opføre sig som et bysvin. Tværtimod.